Læsetid: 7 min.

Pludselig voksne nok

Digteren Morten Nielsen ville i dag være fyldt 85 år, men led en tidlig og tragisk død som 22-årig ved et vådeskud under besættelsen. Mogens Krustrup, en af hans venner fra dengang, genoplever tiden, digteren og mennesket i erindringen
3. januar 2007

Den 30. august 1944 gik jeg over Kongens Nytorv. Midt på torvet fik jeg øje på Mortens kæreste, Tutti, som kom fra Store Kongensgade-hjørnet. Jeg kunne på afstand se, at der var noget helt galt, og da vi mødtes sagde hun: "Morten er død".

Jeg kan ikke beskrive, hvad jeg følte. Først nægtede jeg at tro, det var sandt. Tutti vidste ikke, hvordan det var sket, tror jeg. Jeg var selv "under jorden" og fik først nogle dage senere kontakt med fælles venner, var derfor heller ikke på banegården for at træffe Mortens forældre, som jeg først kontaktede, da de var tilbage i Aalborg.

Jeg havde besøgt Morten i Aalborg i begyndelsen af juli. Jeg husker ikke, hvornår vi sås, efter at vi var kommet tilbage efter ferien. Det har formentlig været en dag, Morten besøgte mig i Østbanegade.

Han var nervøs og sagde, at han var bange for, at han var blevet skygget dertil. Da han var gået ringede telefonen og en stemme med accent spurgte: "Er Herr Krustrup til stede?" Jeg svarede "Nej", og forlod omgående lejligheden.

I juni havde vi været til fest hos en ven i Rørvig (N.), måske Sankt Hans aften. Det var i vennens forældres sommerhus. Der var mange gæster, også flere, jeg ikke kendte, men Halfdan Rasmussen og Ester Nagel var med og Mortens kæreste, Tutti, som jeg her traf for første gang. Vi drak og dansede og sov på madrasser på gulvet, jeg i samme rum som Tutti. Tidlig om morgenen kom Morten ind og vækkede Tutti, og de tog af sted uden at vække andre.

En uges tid efter stod Morten og ventede på mig på Højbro Plads.

Jeg var studentermedhjælp på Thorvaldsens Museum, og Morten fulgte mig ind i museet. Vi gik op på første sal. Her fortalte Morten, at N. havde taget sovepiller og var død.

I et brev til Bjarne Nørretranders skriver Morten om tragedien (Breve fra Morten Nielsen, s. 271) Den er baggrunden for digtet "Mere":

Mere ene i Lygtelys,

mere alene paa Flisens Vej,

En skal jeg ikke mer snakke med.

Musklerne rykkede som i Leg

Mere ene med vores Liv,

skønt vores Liv var de kommende Aar,

hænger vi tavst ved en Vindueskarm

over den gule Museums-gaard.

Mere ene og mere fri.

Nu er vi pludselig voksne nok

til at Geleddet begynder at dø.

Digerne brydes om vores Flok.

Vejen smuldrer bag vores Hæl,

ud i de smuldrende Tiders Luft.

Med har vi faaet et Fald af dem,

Dybt i det kommendes klare Duft.

Et brev til mig, afsendt fra Aalborg den 26. juli 1944, skrevet i bunden form, giver et godt indtryk af Mortens sindsstemning i tiden tæt på den 29. august. Brevet er til mig, men også "til Alverden, der ligger som en vældende Cirkel om Holstebro og alle de andre smaa Byer i Landet".

Både tragedien bag digtet "Mere" og Morten Ruges arrestation under jernbanesabotage i Aarhus, som førte til at han blev sendt til koncentrationslejren Neuengamme, strejfes i digtet:

Krustrup, min Ven i det fjerne Holstebro,

Radioen spiller en Vals i den tilfældige Formiddags Sol

Venskaber fylder mig voldsomt igen, og jeg sender

med luftig Pen min Hilsen til dig og Alverden,

der ligger som en vældende Cirkel om Holstebro

og alle de andre smaa Byer i Landet -

Foran mig ligger dit Brev om Jordbær og Demokrati

og et Brev fra vor anden Ven, den læsende

endelig raske Nørretranders, der skriver

at den gemene Vilje til Livet hærger saadan i ham,

at han aldrig vil kunne standse sig selv med Sovepiller,

- For en Fyrregren løfter sin kinesiske Linje mod Himlen

og Mozarts mystiske F. Violinkoncert

kan fare ham gennem Hjernen -

Eller saa længe, han kan se et Smil for sigeller høre en Stemme,

eller faa Lyst til en mindre Festlighed i gammelrussisk Stil,

fed Mad, besk Brændevin og tralá-lala ...

Haahaa-aah

Der er Folk, man traf, der skal glemmes

for deres egen Skyld. Skæbnen skal tvinges med Tavshed

til at lade deres Skæbner være ugjorte. De skal sove saa roligt

som havde de aldrig sat et Liv ud af Spillet.

Og i Morgen rejser jeg igennem det tomme Aarhus

hvor Solen hvirvler i de aabne Kontorvinduer -

men imellem de Mursten af Beklemmelse, Sommeren her

har læsset ned i Brystet paa mig synger en heftig Glæde sin Kampsang,

fordi jeg i Efteraarets store regnfulde Hovedstad København,

Brødre, skal være iblandt jer,

tale mig Døden ned i Halsen

og søge ud til Østbanegade en Aften med Regnen i Ansigtet.

Lovet være dette at vi er sammen,

at vi sprang ud af samme Skæbnes Himmeltegn

fik Tiderne at bære og saa Træet flamme sammen over Fortovskanterne,

og lykkeligvis er forskellige

og søger hver sin Favn i det uvisse.

Gid Sommeren maa være dig venlig stemt,

gid Solen maa vælte sig ind paa dig som Sange og Erkendelser,

maa Jorden bevæge sig under dine Fødder.

M.

Brevet bør suppleres med læsningen af det sidste brev til Morten Ruge (14. juni '44) som først nåede denne, da han kom hjem fra koncentrationslejren ved krigens slutning. Det omtaler Mortens glæde over at have fundet sammen med Tutti og hendes lille datter: "Mit Privatliv flommer afsted i den lykkeligste Sommerfylde. Jeg har faaet et Barn. Fuldt færdig og paa fem Aar. I Virkeligheden fik jeg det altsaa, da jeg gik i 3. G. og ikke anede noget om den Slags, men det er først fornylig, jeg har fundet hjem til det. Det er en Pige, der synes, at jeg af og til ser noget sur ud. Det skal ogsaa nok passe. Moderen er min hidtil største Oplevelse, jeg bryder mig faktisk en hel Del om hende. Og tænker noget paa at blive Hr. Olsen, som bor her, - naar Sommeren er forbi. Jeg lader mig se familjevis i Zoologisk Have Søndag Eftermiddag og blir med regelmæssige Mellemrum slaaet for 25 Øre til is. Jeg trækker dem op af Lommen med Mindelser om mine egne tynde Ben for 15 Aar siden, og min Fars Arm, bøjet mod Baglommen, og hans bekymrede Ansigt, naar jeg stod plantet ved Siden af ham og havde fundet paa Ekstravagancer. Dette nævner jeg ikke for Udgiftens Skyld, den lille Linje af Ispinde blir en Stribe ingenting i Luften ved Siden af den formidable Leven over Evne, jeg ellers vælter mig i. Klokken halvelleve om Aftenen foran Brønnum, med Mørke over Bambusbordene, en svag Bevægelse i Træerne paa Kgs. Nytorv og hvidlig himmel bagved d'Angleterre, Smørrebrød og Øl, Velbehag, Ro og Ælskov".

Jeg ville gerne have citeret mere fra brevene, som ved siden af digtene får Morten til at træde frem lyslevende i erindringen, ligesom de også afspejler hans intense og selvkritiske kamp med formen i digtene. Vi savner en tekstkritisk udgave af digte og breve, med alle varianter og omfattende også udkast til prosatekster.

At forsone sig

Materialet befinder sig for størstedelens vedkommende i Det Kgl. Bibliotek, men det er tænkeligt, at der også uden for biblioteket endnu findes vigtigt materiale (selv har jeg en del).

Selv om varianter og tilbageholdte forsøg ikke ville slippe gennem Mortens eget kritiske filter, oplyser de om de tanker, der under arbejdet har optaget ham.

Den 29. august 1949 (fem år efter Mortens død), skrev Nørretranders og jeg en side i Information, og i den forbindelse offentliggjorde jeg et brev til mig, hvori Morten beskriver tilblivelsen af det vidunderlige digt "Aftenens Stjerne mod Nord".

I brevet omtaler han, at han havde læst korrektur på Krigere uden Vaaben og siger nogle kritiske bemærkninger i den anledning. Digtet kom først med i Efterladte Digte og i de senere udgaver.

Brevet, der er skrevet med rødt blæk, findes i Breve fra Morten Nielsen (side 232-35).

Selv om Thomas Bredsdorff har ret i at betone Mortens ungdom i forordet til den seneste udgave af hans digte, så forbavses man alligevel, når man gør sig klart, at han kun blev 22 år.

I en Kronik af Ester Nagel fra 1948 skriver hun: "Første gang jeg traf ham, var han 18 år, da jeg fik det at vide, udbrød jeg forbløffet: 'Ikke mere?' - 'Nej', sagde Morten,'men gør det noget?' Jeg måtte indrømme, at det gjorde det ikke, men det varede noget, inden forbavselsen satte sig, jeg vilde nærmere have anslået ham til 28 end til 18".

Jeg selv vidste selvfølgelig, vi var studenter af samme årgang (1940), så jeg har ikke tænkt i år, men følte forspringet i erfaring, som var han en ældre bror, skønt jeg faktisk var et år ældre. En dag Morten ikke var hjemme, havde jeg modelleret en let karikeret buste af ham. Da han kom hjem morede han sig over resultatet.

Men senere tog han hævn ved at spørge mig: "Krustrup, har du forsonet dig med din profil?"

Forrest i mit eksemplar af Krigere uden Vaaben har han skrevet: "Kære Krustrup, Tak fordi du aldrig er blevet fornærmet. (Det kan nåes endnu.) Din Morten 28/10. 43".

Mogens Krustrup er kunsthistoriker og professor

* Kronikken i morgen:

'En whistleblowers historie

- mellem glemsel og hævn'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu