Læsetid: 4 min.

Plummer: Send flere penge

Hvis DR skal kunne følge med danskernes medieforbrug, skal der flere penge til. Generaldirektør Kenneth Plummer fremlagde i går DR's ønskeliste til den kommende mediepolitiske aftale og foreslog politikkerne at indføre en spritny medielicens. Regeringspartierne er ikke overraskende skeptiske
15. november 2005

Selvom man i går skulle være iført sikkerhedshjelm for at bevæge sig frit omkring i DR-Byen i Ørestaden, kunne generaldirektør Kenneth Plummer tage imod i de lokaler, hvor de første DR-medarbejdere om blot 14 dage flytter ind. Men byggeriet i Ørestaden og det famøse underskud, der i første omgang kostede tidligere generaldirektør Christian Nissen jobbet og siden en større spareplan i Gyngemosen, blev ikke nævnt med et ord, da den samlede direktion fremlagde DR's ønskeliste til det kommende medieforlig. Plummers største ønske i år: Flere penge.

"Det er ganske enkelt nødvendigt, hvis vi skal følge med danskernes medieforbrug," sagde Plummer, da han fremlagde forslaget.

"Over de sidste 10 år er der sket en medierevolution. Danskernes brug af medier er eksploderet - og i dag kan enhver med en bredbåndsforbindelse finde 350.000 radiokanaler på internettet. Det er i det mediebillede, at DR skal finde sin plads."

Siden 1990 har DR mere end tredoblet antallet af bå-de tv- og radio-sendetimer. Men målt i faste kroner er tv-licensen stort set uændret. Læseren kan selv regne ud, hvilken overbevisende graf det dannede i Plummers PowerPoint-præsentation. Selv om de mediepolitiske ord-førere på forhånd var blevet orienteret om udspillet, er det deres gunst, kampen står om.

DR's forslag går i al korthed ud på at afskaffe det såkaldte licensloft, at indføre en ny medielicens og at lade licensen stige med 1,5 procent om året. I kroner og ører ville det betyde, at DR's licensindtægter ville stige fra cirka 3.1 mia. i 2006 til knap 3.9 mia. i 2010. Hertil kommer et forslag om en særskilt bevilling på finansloven på 300 mio. kr., der skal finansiere digitaliseringen af kulturarven i DR's arkiver. Et projekt der er inspireret af BBC's lovpriste Creative Archive.

Og børnetimen

Den nye medielicens skal erstatte både tv- og radio-licensen. Alle, der har et apparat, der kan afspille eller fremvise DR-produceret materiale, skal således betale licens, hvis politikerne tager forslaget til sig. Det gælder især den personlige computer, men også tredjegenerations mobiltelefoner og MP3-afspillere. Det vil i særlig grad betyde en stor stigning for de 90.000 danske husstande, der i dag kun betaler radiolicens. Derfor foreslår DR en treårig overgangsperiode.

"Men så ved vi til gengæld også, at 50.000 af dem faktisk har fjernsyn," sagde Plummer med sit karakteristiske meterbrede smil. Han tilføjede at det hele naturligvis afhænger af politikkernes ambitionsniveau:

"Skal DR følge med danskerne, som vi har forsøgt indtil nu? Eller mener politikerne ikke, at DR behøver at udvikle sig?"

Til gengæld for de mange gode licenspenge, stillede Plummer og DR 10 løfter til danskerne. Det drejer sig især om tre afgørende satsninger:

- Børn og unge. Plummer vil både lave en børne- og en ungdomskanal. Der skal produceres tv-drama med særligt henblik på de unge. Og der skal produceres spil, der kan bruges i pædagogiske sammenhænge.

- Mere drama. DR producerer i dag 25 timers tv-drama om året. Det drejer sig om eksempelvis Krøniken og Ørnen. Det sættes op med 15 timer til 40. Det er dyrt: Tv-drama kan koste op til 4 mio. kr. i timen at producere.

- Bedre nyhedsdækning. Antallet af regionale redaktioner udvides fra 9 til 14. Danskerne skal kunne følge nyhederne på alle platforme. Der oprettes en historiekanal, og der skal produceres særlige børnenyheder med BBC som forbillede.

Og skepsis

DR's nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen fortalte, at man i børnenyhederne på den britiske public service-gigant, BBC, blander populære ungdomsnyheder om teknologi, sport og musik med 'store begivenheder fra verden'. Da de unge samtidigt er de største brugere af nye teknologier, vil DR bruge børnenyhederne som brohoved til de nye medieplatforme og sende børnenyheder på nettet og på mobilen.

"På den måde lærer de unge at se nyheder, og det, tror jeg, kan være en stor fordel," sagde Lisbeth Knudsen.

Forhandlingerne om et nyt medieforlig går formelt først i gang efter nytår, men allerede nu er de indledende manøvrer i gang. Selvom Venstres politiske ordfører Jens Rohde for nylig meldte ud, at licensen ikke er omfattet af skattestoppet, afviser partiets medieordfører, Ellen Trane Nørby, al snak om licensstigninger.

"Vi siger blankt nej til licensstigninger. Vi kan diskutere forskellige former for brugerbetaling, men egentlige licensstigninger støtter vi ikke."

Gælder det også en fjernelse af licensloftet, som vil give DR større indtægter, men ikke øge licensen for den enkelte husstand?

"En fjernelse af licensloftet kan indgå i forhandlingerne," siger Nørby.

Kulturminister Brian Mikkelsen er heller ikke synderligt imødekommende:

"Jeg er ikke er tilhænger af idéen om at lægge licens på elektronisk udstyr. Jeg synes umiddelbart, at den nuværende licensordning fungerer tilfredsstillende. DR får lige nu 3.054.000 kroner i licens, og det er rigeligt til at producere kvalitets-tv og -radio. Danskerne betaler en meget høj licens, og jeg er imod tanken om at læsse endnu højere skatter og afgifter over på danskerne," siger Brian Mikkelsen.

Fra oppositionen derimod får DR ros. De Radikale har allerede foreslået at fjerne licensloftet, siger medieordfører Simon Emil Ammitzbøll, og partiet har desuden foreslået, at alle husstande betaler licens.

"Men jeg lytter gerne til DR's forslag," siger Ammitzbøll. Han mener, at det kommende medieforlig er af altafgørende betydning for DR's fremtid.

"Jeg tror, vi vil fortryde det senere, hvis ikke vi får DR med på den udvikling, der sker lige nu. Det handler om DR kan bevare sin relevans - også for de unge."

Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen er "som helhed positiv over for udspillet og ambitionen om at lave flere kanaler og satse på de nye medier".

"Det er en helt nødvendig fremtidssikring af public service. I de sidste 10 år man rationaliseret sig til flere midler i DR - og det tror jeg simpelthen ikke kan fortsætte. Derfor skal der flere midler til DR."

Senere på måneden fremlægger Socialdemokraterne deres eget udspil til medieforhandlingerne.

Hele DR's udspil kan læses på www.dr.dk/omdr/

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her