MERE AT VÆRE END AT SYNES" - har været mottoet for det danske Jægerkorps siden oprettelsen i 1961. Det latinske motto kan næppe forarge særlig mange, når det drejer sig om en af specialstyrkernes grundlæggende færdigheder: At ligge skjult i terrænnet og overvåge fjenden yderst diskret. Hvis mottoet derimod - som tilfældet har været bl.a. siden korpsets indsættelse som dansk styrkebidrag til Operation Enduring Freedom i Afghanistan i januar 2002 - også anvendes som rettesnor for specialstyrkernes relation til offentligheden, er det straks mere diskutabelt.
Derfor må det absolut hilses velkomment, når forsvaret i sidste uge besluttede at hive de danske specialstyrker et temmeligt langt stykke ud af tavshedens slør. Fremover kan offentlighedens repræsentanter - dvs. politikere og ikke mindst medier - f.eks. henvende sig direkte til jægerne (eller kollegerne i Frømandskorpset) frem for at skulle gå via Forsvarskommandoen, hvis de ønsker kommentarer eller svar på spørgsmål. Der er med andre ord ikke længere én - og kun en - kanal mellem specialstyrkernes slagkraftige militære kapacitet og offentligheden.
Det giver sig selv, at mere åbenhed fører til større ansvar - og flere problemer. Allerede den første uges tid efter den nyproklamerede åbenhed viser, at selv en begrænset åbenhed er mere besværlig at håndtere end Forsvarskommandoens hidtidige båndsløjfe med ingen kommentarer. Medierne (Information inklusive) har således stået på hovedet for at finde på spørgsmål, som elitesoldaterne så alligevel ikke ville svare på. Eller - som i tilfældet med den såkaldte tolkesag, samt spørgsmålet om danske soldaters tilfangetagelse af taleban-lederen 'mullah K', der senere endte på Guantanamobasen - finde eksempler på selvmodsigelser, hvor en korpschef udtaler sig i modsætning til de sparsomme oplysninger, som hidtil har været kendt i offentligheden. Et godt råd kunne derfor være ikke blot at arbejde videre med åbenheden - men også at fokusere skarpt på troværdigheden.
Blandt flere specialstyrkesoldater er der naturligvis en vis tøven (for ikke at skrive direkte uro) over, hvad den nye åbenhed risikerer at føre til. Som en anononym befalingsmand i Jægerkorpset sidste onsdag sagde til Information under et pressearrangement på Flyvestation Aalborg: Når først medierne begynder at rive og ruske og overdrive og lave sensationer, så kan alt jo ske...
JA, DET KAN MAN da håbe på, kunne man tilføje. For det må understreges, at det ikke bare er specialstyrkerne, der nu får det sværere som følge af den nye åbenhed om operationerne. I kølvandet bør så sandelig også følge et udvidet ansvar f.eks. for medlemmerne af Forsvarsudvalget og for forsvarsministeren. Nu er det ikke længere så nemt at dække sig ind under et altomfattende tavshedshensyn til specialstyrkerne eller nøjes med at stole på, at de bedst uddannede danske soldater af sig selv i alle situationer og til enhver tid bare vil gøre det eneste rigtige.
Samtidig bliver det også sværere for forsvarets topledelse at opretholde den Ih-det-vidste-vi-sørme-ikke-spor-om-og-det-er-også-alt-for-dårligt-linje, som gang på gang har været det eneste forsvar, når medierne bragte 'sensationer' til torvs. Det gjaldt f.eks. kendskabet til, hvor den såkaldte danske Guantanamofange blev pågrebet, eller mistankerne og påstandene om fangemishandling i strid med Genèvekonventionerne i Camp Kandahars intermistiske fangelejr.
Men det udvidede ansvar strækker sig endda længere: Det bliver også lidt sværere for hr. og fru Gennemsnitsdansker at lukke øjnene for, at fædrelandets væbnede styrker de seneste år har taget et kæmpeskridt væk fra tidligere tiders miliærstrategiske doktrin om et afvisningsforsvar ved grænserne. I fremtiden vil slaget om Danmarks frihed sandsynligvis blive udkæmpet andre steder på kloden, fjernt fra de hjemlige kyster.
OG DET BRINGER vupti-vupti den nye åbenhed om specialstyrkerne ind i billedet igen. Der blev nemlig ikke lagt skjul på, at et af flere formål med det omfattende totalteater, som de danske special-Jens'er gennemførte med meget helikopterlarm og krudtrøg mod en fingeret gidseltagning på det nedlagte Danish Crown-svineslagteri i Nørresundby forrige onsdag, var at vise forsvarspolitikkerne, at de er der - og at de kan deres metier.
Den tidligere chef for det danske styrkebidrag i Afghanistan lagde heller ikke skjul på både sin faglige og personlige skuffelse over, at specialstyrkerne ikke fik lov til at gentage successen og deltage i Operation Iraqi Freedom.
Hvis de danske specialstyrker fortsat skal kunne regnes blandt verdens bedste og gøre sig fortjent til deres trecifrede millionbevillinger, kræver det andet og mere end øvelser og træning over Limfjordens vande. Så kræver det især, at korpsene med jævne mellemrum får mulighed for at anvende og udvikle deres færdigheder under skarpe missioner, fortalte styrkechefen.
Åbenheden går nemlig begge veje. Men det skal politikere og befolkningen først vænne sig til.
