En lun aften gik jeg for et par somre siden tusmørketur i det kvarter, hvor jeg bor. Høj musik dunkede ud gennem de åbentstående vinduer i en stuelejlighed. Jeg genkendte sangen. Det var Plutonium med Jomfru Ane Band, som jeg skrev teksten til.
Jeg standsede og kiggede ind på den hoppende, svedende og dansende ungdom, og mit hjerte slog en lille, glad kolbøtte. Tænk at den gamle agit-popsang stadig kunne give energi fra sig. Ingen af de unge festaber, der hylede med på omkvædet, kunne være så meget som undfanget, da sangen kom frem.
Plutonium blev skrevet på et hjemmebygget lokum på Sydfyn for over 30 år siden. Brokker havde raslet rundt i mig et stykke tide, og sangen tog ikke lang tid at skrive, da først jeg fik hul på stroferne. Egentlig havde jeg for mit indre øre hørt omkvædet sunget til noget i retning af "Aquarius" fra musicalen Hair. Altså noget mere ballade-agtigt, men da versene fik melodi af Rebecca Brüel, blev de mere up-tempo og indgik i Jomfru Ane Teatrets forestilling De Hellige Køer og Den Sidste Olie instrueret af Jakob Christensen. At sangen med sin ironiske optimisme skulle gå hen og blive et hit, havde jeg aldrig drømt om.
Flere steder på det danske landkort var blevet udset som egnede til atomkraftværker. Det blev beskrevet idyllisk som en "ren energikilde". Elsam udsendte en pjece, hvor baggrundsstrålingen blev sammenlignet med den stråling, vi modtager fra et armbåndsur. Bagatelliseringen af farligheden ved atomkraft kendte ingen grænser. Energiselskabet sendte folk rundt på charmeoffensiv landet over. Jeg overværede et charme-møde i Fåborg, hvor en tidligere militærmand forklarede de forsamlede landmænd, hvor billig strøm de kunne få til deres malkemaskiner. Da jeg åbnede munden for at fortælle om farerne ved atomkraft, om hvor lidt der skulle til, før det var kræftfremkaldende, om hvor mange tusinde år, der går, før affaldsstofferne klinger ud og bliver ufarlige, sagde Elsam-manden, at man i Wien også havde været bekymret dengang, der kom mange hestekøretøjer. Byens borgere havde været bange for, at Wien skulle drukne i hestegødning. Den grinede de lokale bønder godt og grundigt af. Jeg fik ikke et ben til jorden i den forsamling.
Vi fik Barsebäck i skødet
Selvfølgelig kan en enkelt sang ikke forhindre noget så mægtigt som en atom-lobbys fremfærd. Ganske vist blev planerne om a-kraftværker på dansk grund skrinlagt, men vi sjællændere fik Barsebäck anbragt nærmest på skødet. I klart vejr ligger værket med sine skorstene og ligner en skinnende kopi af de træ-klodser i Tivoli, hvor man skal slå syvtommersøm i bund med færrest mulige hammerslag.
Naturligvis fandt en protestmarch fra Malmö til Barsebäck sted, da værket gik i gang. Både svenske og danske miljøorganisationer deltog. Jeg var med som radiomand. Forsynet med en Nagra-båndoptager talte jeg med forskellige deltagere undervejs. Som repræsentant for medieverdenen blev jeg mødt med en vis skepsis, men det blødte lidt op, når jeg fortalte, at jeg arbejdede for P4. Vi var en spraglet flok, der marcherede under paroler med den smilende sol og det yderst høflige "Atomkraft, nej tak".
Lige før selve Barsebäckværket stod et Tijuana-mexikansk-lydende brassband med 10-12 blæsere og spillede Plutonium i latinrytme. Sjældent har messing lydt så svævende. Barrikaderet bag mikrofon og båndoptager kunne jeg ikke afvæbne de skulende blikke, der mønstrede mig, og fortælle dem, at det var mig, der var ophavsmand til sangen. Det var en førsteklasses lektion i fremmedgørelse.
Demonstranterne råbte marchens kampråb: "Hvad skal væk? Barsebäck! Hvad skal ind? Sol og vind!"
Nogle få lokale svenske beboere stod betuttet ved vejkanten og undrede sig over, hvorfor vi var så 'förbannade'. En lille dreng tog råbene helt bogstaveligt og lavede sin egen urimede modremse: "Vad skal väck? Köpenhamn!" hørte jeg ham hviske. Hvis hans hjemstavn skulle udraderes, så skulle vi københavnere heller ikke skånes. Men atomkraftværket i Barsebäck fik lov at køre i godt 30 år trods protester. I vores afmagt gik vi københavnere over til galgenhumoren. Vi lavede jokes om at kombinere mærkesager, hvor vi blandt andet fandt på sloganet "Burhøns ud af Barsebäck!"
Vi foreslog frokostretten Barsebäck-platten med strontium-sild. Det prellede alt sammen af på det atomare præsteskab. Den nukleare katedral modstod alle forhånelser.
Hvis vi havde frygtet, at værkets containment - altså den beskyttende ydre skal var revnet, og at Barsebäck under de værst tænkelige vindforhold havde sendt uhåndgribelige radioaktive materialer ind over København, så vi alle sammen løb rundt med selvlysende skeletter, så blev frygten heldigvis gjort til skamme.
To store a-kraftulykker
Men det var ikke blot hysteriske dommedagsprofetier, der havde givet protesten brændstof og gjort den folkelige modstand mod atomkraft større. Vi oplevede ulykken på det amerikanske atomkraftværk Three Mile Island i Pensylvania i marts 1979 og senere den hidtil største civile atomkraft-katastrofe: Tjernobyl i april 1986. Værket tilintetgjorde nærmest sig selv ved en total nedsmeltning og var hverken forsynet med nogen form for kapsel eller armering, der kunne holde på radioaktiviteten.
Alarmen lød en våd forårsdag. Regnen faldt tungt over Danmark. Vinden bar ikke direkte i vores retning, men heller ikke den modsatte. Hvor meget djævelskab, der silede ned over os, kunne vi kun gætte på. Selv oplevede jeg Tjernobyl på Sydsjælland. I en lejet bil var jeg sammen med min gravide hustru og hendes bror på vej til Møn, da bilens motor gik helt død. Regnen trommede ubønhørligt sin tappenstreg på taget af bilen. Vi to mænd turde ikke lade den gravide blive udsat for atom-regnen, så vi skubbede bilen til nærmeste hus, hvorfra vi kunne telefonere til Falck. Det var som at deltage i en discount-udgave af Blade Runner.
Barnet blev en sund og velfungerende dreng. Vi slap, men vi så billeder af lapper, der slog deres rensdyr ihjel, fordi den lav, dyrene havde spist, var målt til at have et for stort indhold af radioaktivitet. Og beboerne omkring Tjernobyl dyrker så vidt jeg ved stadigvæk ikke grøntsager i deres urtehaver.
Påstanden om atom-kraften som den rene, ufarlige og fredelige energikilde, som med mellemrum bliver redet manegen rundt, er stadig en bovlam krikke. El-forsyning og våben udvikles stadig af samme stof. Der er ingen sikre skotter mellem den såkaldt fredelige udnyttelse af uran og plutonium som brændstof og deres udnyttelse til våben.
Pludselig lukkede lortet
Vi skal ikke bruge Barsebäcks lukning som hovedpude. Man kan ikke rense op efter atomeventyret med et snuptag. Det radioaktive affald skal transporteres til et sikkert sted, hvor de skal opbevares i adskillige tusinde år, før de klinger du. Det atomare syndefald er sket. Dødelige materialer er bragt til verden gennem en menneskelig snilde, der har været så selvforgabt og kortsynet, at atomkraftens forherligere bør havne på kynisme-museet. Og kampen om magten over energien foregår stadig for fuld kraft. Energi-giganterne æder dem, der er mindre. DONG har lige opslugt Elsam gennem alskens fikumdik og snedige manøvrer. Hvem der sluger DONG, vil tiden vise. Men alting tyder på, at Europas energiforsyning vil lande på færre og færre hænder. Men der er næsten ikke en kat, der gør. Fjernsynet viser jævnligt billeder af vores protester fra dengang og bruger vores sange som underlægningsmusik. Som en eksotisk stamme, der er sluppet løs fra et glemt reservat, stavrer vi farvejublende hen over skærmen i protest mod overmagten, dumheden og kortsynet. Vi havde ret, men fik det ikke. Og dog.
Pludselig er Barsebäckværket lukket. Jeg har ikke helt forstået, hvorfor det lige var nu, det skete. Bedst som man har vænnet sig til lortet, forsvinder det. Kunne de ikke bare have ladet være til at begynde med?
Og hvad ville der være sket, hvis a-kraften først var blevet introduceret i dagens klima? Hvem havde orket at spille, skrive, marchere og slå kolbøtter imod en indlysende galimatias? Havde vi så bare fået otte danske a-kraftværker knaldet op i vores skønne natur? Svaret blæser i vinden.
Som en minimal partikel plutonium, der aflejrer sig i lungens væv, med dødens sikkerhed fremkalder kræft, således kan et udslip fra en sang brede sig og minde om en ungdom, et liv og et håb. Heldigvis er det ikke kun radioaktivt affald, der er længe om at klinge ud. Det kan også være et omkvæd. Millirem, millirem...
