Læsetid: 2 min.

Plys, patos og perspektiv

Anderledes Andersen fra Tigerliljerne - selvfølgelig
23. august 2005

De engelske Tiger Lillies gav genlyd i den danske teaterverden, da de gæstespillede med deres gotiske version af Den Store Bastian for godt fem år siden - og et par år senere med deres helt egen cirkuscabaret. Sort, grotesk og atmosfærepakket.

Verdenspremieren lørdag måtte nødvendigvis forløbe med og mod spørgsmålet: Hvordan vil de dæmoniske satirikere gå til modpolen Andersen? Hvem overlever?

De små spillerum på forskubbede etager i Shockheaded Peter/Den Store Bastian havde man halvvejs ventet at gense, nu oplyst af den lille svovlstikpiges kortvarigt varmende visioner. Men Tigrene går ikke ind for genbrug, heller af velfungerende ideer.

Andersens hjerteskærende tilfrysningsbillede er skævt kontrafaktisk henlagt til et lummervarmtrødt, viktoriansk varietéteater (præcist omplantet til Betty Nansen). Og for at vride historien en gang til: Sprættet op i bidder og serveret stykvist i den herligste kitchede perspektivkukkasse. Ingen ærbødige forsigtigfingre her, frem med hele patosudtrækket, såvel i maestro Martyn Jaques' tekster, der omsætter eventyret til en sangcyklus, som i det fuldtonende foredrag, der på effektiv markedsvis sørger for, at ikke et øje er tørt, heller ikke på bagerste række.

Historien går på skift mellem orkestret plus Jaques, Bob Goodys scenetekniker - en slidt og forpustet gentleman med sin egen agenda mellem de manuelle tæppeskift - og Laetitia Angots Lille pige, der strider sig frem og tilbage i vinterstorm under papirsne på perspektivkassens smalle spor. Komisk? Ikke under Jaques' myndige stemmeføring, men selvfølgelig på vippen.

Tuderen tilsættes visse opløsningsmidler undervejs, praktisk kredsende om et handy køkkenelement på forscenen, men stort set går den bedrøvelige skillingsvise sin uforstyrrelige gang under fuld honnør for genrens patos.

Borte med blæsten

Hvor nødigt man end vil sige det: Andersens omsorgsfulde poesi for sin lille hovedperson er bukket under for versioneringen - men K.I.T.'s udspil hedder jo også Anderledes Andersen. Kuldedødens hallucinationer af forjættede varme julestue med madduftene, den forenede familie uden fattigdommens vold og ligegyldighed osv osv, som Andersen mesterligt omskriver for børnene, mens de voksne tager chokket, bor i sangene, men er borte i billederne. The little Matchgirl studser H.C.A. på nogle punkter, som tager den barnligt troskyldige poesi ud og forstørrer den restende socialrealisme.

Det er ikke dårligt - slet ikke - for Tigrenes miniunivers, retroskæve plysstil og velvalgte, bedårende Angot hænger ultrabritisk fortryllet sammen og lever sit eget liv med andre pointer.

Det er imidlertid ikke hele historien.

Men dén kender vi selvfølgelig også.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu