Læsetid: 2 min.

Pnyx i Barcelona

Det er en bestemt restaurant, vi leder efter. Hotellet har venligt forklaret os vejen; men den dukker aldrig op, der gemmer sig hele tiden andre huse og tanker bag næste hjørne i byens kroge
Det er en bestemt restaurant, vi leder efter. Hotellet har venligt forklaret os vejen; men den dukker aldrig op, der gemmer sig hele tiden andre huse og tanker bag næste hjørne i byens kroge
2. juni 2007

Mørket er faldet på, varmen står endnu mellem husene i de snævre gader, der også åbner sig til små, skæve pladser, som danner udgangspunkt for nye, krumme passager. Barcelonas netværk er ikke sådan at blive klog på, så snart vi har forladt Ramblaens brede boulevardiske sluse, der bringer orden i begreberne ved at føre fra havnen med den mægtige Columbus-søjle som pejlemærke og op til Plaza Catalunya.

Der på pladsen var jeg faldet i staver ved synet af den hvide marmorkvinde, der sidder nøgen ved et bassin, man alligevel ikke kan bade i. I nogen afstand betragtede jeg det skulpturelle selskab. På hver side af hende ses to knaldsorte bronzeheste, som stejler i desperat uro trods lige så sorte mænds anstrengelse for at tøjle dem. Der er lidenskab nok alle vegne.

Vi kommer i tanker om Ole Sarvig, der engang var blevet overfaldet og slået ned et skummelt sted i kvarteret og hans dramatiske fortælling om det. Vi er på udkig efter en bestemt restaurant og har nøje fået forklaret ruten af hotellets receptionist. Det er ikke så ligetil, da alt er krumt. Den er ikke, hvor den skulle være, må vi konstatere i mørket under studier af kortet, som vi fik med. Går lidt tilbage, frem igen ad nye forsøg, men bliver ved at møde den samme lille, tomme plads. Vi spørger nogle torvefolk, som er ved at lukke deres bod. De ryster uinteresserede på hovedet, kender den ikke. En af de faste butikker har endnu ikke lukket. Flere af personalet bliver adspurgt uden resultat.

Det er ved at blive lidt vel sarvigsk, slet ikke voldeligt, men lige så mystisk som hans spanske romaner og deres aura af fravær og uforklarlighed.

Det begynder at ligne en drøm. Der er ikke lys i nogen vinduer i beboelserne omkring os, de står som tomme jeghuse og stirrer blindt ud i mørket. En mand passerer med sin hund i en lang, lang snor. Han ligner en beboer, der har slukket sit lys og nu lufter sit kæledyr. Han er ikke meget for at standse og ser forundret-forskrækket på de fremmede, der spørger ham om noget, han ikke bryder sig om, en restaurant han aldrig har hørt tale om.

Nu begynder også sulten at ligne en irritation, især da den sidste sandsynlige stedkendte giver op: en vagtmand, der med styrthjem og motorcykel er ved at tjekke sin rute af.

Karakteren af stedløshed vokser, som et iscenesat forsvindingsnummer. En restaurant med et andet navn vil ikke vide af os, da den har kunder nok. Kvarteret er blevet enigt om, at vi er uønskede, har slettet sine kendemærker, sat os uden for dets virkelighed. Findes slet ikke.

Kodeord

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her