Læsetid: 3 min.

Pølseformidlingen

28. januar 2002

DET HAR VAKT jubel i pølsekredse, at fødevareminister Mariann Fischer Boel tilsyneladende har tænkt sig at ophæve det såkaldte pølsecirkulære fra 1999, kun få år efter at det blev udstedt. En sådan handlekraft er sjælden hos en ny minister, selv om man på det sidste også har set andre eksempler. Den hurtige udrykning kan have at gøre med, at sagen om pølsecirkulæret nok har været et af de mest ladede spørgsmål i idrættens verden i de senere år – næstefter doping, og hvem der skal på landsholdet – hvorfor ophævelsen kan ses som en af de vigtigste ophævelser siden den af stavnsbåndet i 1788.
Pølsecirkulæret handlede kort fortalt om, at personer, der sælger varme pølser, skal gennemgå et kortvarigt kursus for at få lov til at udføre dette betroede hverv. Det blev udstedt, mens Henrik Dam Christensen var fødevareminister. Ministeriet indskærpede reglen i et brev til sportsklubberne, som blev ret så forbavsede. For hvad var nu det? Skulle lilleput Jespers mor og far nu lige pludselig på kursus, bare fordi de havde tilbudt at give en hånd med, hvis man lige stod og manglede en til at sælge pølser i klubhuset i en eller anden weekend?
Ja, det skulle de. Meddelelsen fra ministeriet var klar på det punkt.

REAKTIONERNE vekslede mellem hovedrysten og latter. Det år blev der sagt mange vittigheder om pølser og statens nidkærhed. Pølseformidlingen havde jo hidtil ikke givet anledning til problemer. Dette var dog toppen af al bureaukratisk tænkning.
Idrættens folk protesterede og henviste til det store, vigtige arbejde, idrætsledere og trænere udfører frivilligt og ulønnet rundt om i Danmark uge efter uge, år efter år. Det kunne være svært nok at holde dem til ilden i forvejen – eller skaffe ny tilgang, så hvorfor gøre det endnu sværere? I forvejen var man irriteret over diverse krav om kasseapparater, registrering, fradrag i A-kasse, moms, formularer, papir, papir.
»De gør et kæmpe arbejde for vore unge, og de får sjældent den tak, de fortjener,« skrev en læser i Vejle Amts Folkeblad. »Det offentlige burde i stedet give disse ledere en årlig buket som tak for deres store sociale arbejde.«
»Straframmen er helt ude af proportioner,« mente advokat Poul Guldberg fra Danske Gymnastik- og
Idrætsforeninger (DGI) – og henviste til, at de frivillige pølsevendere kunne straffes med bøde, hæfte eller fængsel i op til to år, det sidste dog kun ved grov uagtsomhed.

HENRIK DAM Christensen svarede med at love, at de frivillige pølsefolk ikke ville komme i fængsel. I en forespørgselsdebat i Folketinget foreslog Poul Nødgaard fra Dansk Folkeparti, at et tredages AMU-kursus (som der dengang var tale om) blev afløst af blot en eller to timers instruktion i nærområdet. Men fødevareministeren henviste til salmonellafaren. Den skulle ganske vist helst bekæmpes ved kilden, altså i besætninger og på slagterier, men yderligere grundighed kunne ikke skade. Og han henviste til bekendtgørelse nr. 1.000 af 27. nov. 1996 om levnedshygiejne. En til to timer ville ikke være nok til at »tilegne sig den nødvendige viden og forståelse for hygiejniske problemstillinger«. Så var det sat på plads (man landede dog senere på et kursusforløb på otte timer). Det drejede sig om, at 35.000 frivillige skulle på ufrivilligt kursus det første år.
Men var det nu så slemt? Man kan jo godt have det hyggeligt på et kursus. Særlig måske et pølsekursus.
Ja, det er slemt, lød det fra idrætten. Det er måske
lige præcis det, der gør, at nogle forældre, der ellers ville hjælpe til, springer fra. Det gider de simpelthen ikke.
Venstre lyttede til græsrødderne og forsøgte at vælte initiativet, men fik kun tilslutning fra partiet, Frihed 2000. Det blev gennemført – også med de konservatives stemmer.

SIDEN VOKSEDE pølsesagen, ville i hvert fald ikke forsvinde, og fik symbolsk betydning, nævnt troligt ved generalforsamlinger i formandens beretning i adskillige foreninger og forbund. Det hjalp kun lidet, at Ole Stavad tog kegler ved et DGI-årsmøde, hvor han foreslog, at Venstre fik en pølsepolitisk ordfører, selv om det ellers var ret morsomt sagt. Ikke mindst når man tænker på Ole Stavad.
Efteråret 2001 begyndte flertallet at krakelere. En Gallup viste, at adskillige foreninger simpelthen negligerede kursuskravet. De konservative meddelte, at de havde fortrudt, at de i sin tid stemte for. Helt ind i Socialdemokratiet gik modstanden. Vi bør tilstræbe, at »lovene ikke får utilsigtede virkninger som f.eks. pølsecirkuæret,« meddelte således partiets kandidat fra Tarm.
Nu tages det upopulære cirkulære så af bordet, og pølser kan igen severes uden uddannelse. Kan man – de små tings betydning – forestille sig, at sagen om pølsecirkulæret direkte har influeret på valgresultatet...?

Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her