Læsetid: 7 min.

Poesiens spektakel

Ordknappe vesteuropæiske digtere, der er listet ud af Paul Celans forpinte skygge og normalt sidder med sig selv på kanten til tavshedens afgrund, ser man pludselig gjalde i mikrofon ud over folkemængden under karnevalsoptoget, hvor en festlig rustvogn trækkes gennem gaderne: Viva la poesía. Digteren Thomas Boberg har været til poesifestival i Granada i Nicaragua
22. marts 2007

Poesifestivalen i Nicaragua var forbi. Digterne var rejst. Jeg havde endnu en nat tilbage i Granada, hvor det hele var foregået. Nu sad jeg i 35 graders varme lidt over middag på en udendørsrestaurant, der hørte til et forfaldent hotel med udsigt over Cocibolgasøen. Jeg kunne se Mombacho vulkanen samt nogle af de bitte små vulkanske øer, der i hundredvis ligger spredt i den store sø, jeg dagen før havde betragtet fra vulkanens slukkede krater.

Nogle fulde rejsende dansede kinddans til gademusikanternes numre fra Nicaraguas sangskatkammer. En ung fyr fra Guatemala med meget store solbriller havde bestilt bandet til at forsøde eftermiddagen, mens han drak tæt og højrøstet fortalte om sig selv til alle og ingen. Foran sig havde han et kladdehæfte med en liste over de sange, han ønskede bandet skulle spille. Der var den lille dreng med strengeinstrumentet, den blinde med slagtøjet, den aldrende las som sang.

Ugen før var jeg landet i hovedstaden Managua. Jeg blev sammen med tre andre digtere fragtet i bil til Granada, en tur på en lille time. Vi kørte på en hullet vej flankeret af miserable træhytter. Fattigdommen virkede ekstrem på en håbløs, nærmest viljeløs måde.

Granadas farverige og koloniale skønhed kunne ved første øjekast dække over dette, men hurtigt blev billedet tydeligt. Der var alt for mange gadebørn, alt for mange hjemløse piger, der forsøgte at sælge sig selv, alt for mange tiggere, der lå i støvet og knap orkede andet end at række en tom hånd ud i luften, når man passerede.

Viva la poesia

Hvad med sandinisterne og revolutionen? Man hører ikke længere noget, man ved ikke længere noget om Nicaragua.

"Revolutionen, den troede vi også på i Ecuador," sagde digteren Edwin Madrid fra Quito, "det var noget, der havde tændt håb i os alle sammen dengang, men hvad blev det til?"

Den østrigske digter Cristoph Janacs fortalte mig, at han inden sin afrejse havde søgt efter en aktuel bog om Nicaragua på tysk, men han havde ikke fundet en eneste. End ikke en nutidig banal rejseguide på tysk, var han stødt på. Nicaragua interesserede ikke længere verden. Poesifestivalen i Granada kunne måske ses i det lys. Et poetisk opråb til verden, et generøst forsøg på at få kontakt til verdens digtere og udveksle erfaringer. Store transparenter blafrede i den brændende vind over gaderne i Granada: Bienvenidos amigos poetas, eller Viva la poesía!

Fattigdommen i Nicaragua er naturligvis en del af et større mellemamerikansk panorama, men der var noget ved den sandinistiske revolution, der opflammede både de ydmygede og de idealistiske sind og fyldte dem med håb. Man oplevede revolutionen som nødvendig og retfærdig. Dengang i 1970'erne og 80'erne valfartede unge begejstrede latinamerikarejsende til landet for at støtte den revolution, amerikanerne som bekendt brutalt forsøgte at torpedere. Sandinisterne vandt, påbegyndte en landsomfattende alfabetiseringskampagne, nationaliserede Somozas jorder, diktatoren selv måtte tage flugten.

I 1984 blev sandinisten Daniel Ortega valgt som præsident. Ronald Reagan indledte en handelsembargo mod landet og finansierede kontrarevolutionen. Siden stillede Daniel Ortega op flere gange, og tabte, men nu er han netop blevet genvalgt. Den gamle præst og digterlegende Ernesto Cardenal, en lille krumbøjet 80-årig med et vældigt hvidt hår, som også var inviteret til festivalen, havde raset over Daniel Ortegas triumf. Man talte om regeringens ineffektivitet og udbredte korruption. Efter revolutionen dengang i 80'erne ventede en ondskabsfuld virkelighed. Arbejdet skulle føres videre med modstand fra langt stærkere interesser. Og det så ikke ud til at være lykkedes.

Død over de intolerante

En ny lov, fjern fra revolutionens ånd og tættere på en middelalderlig katolsk, er netop blevet vedtaget. Den såkaldte aborto terapeútico, den terapeutiske abort, er blevet forbudt. Hvilket betyder, at man nu ikke længere må fjerne et foster for at redde den gravide kvindes liv. Lægerne måtte opgive at gribe ind, da en syg gravid kvinde for nylig blev indlagt. Det var ulovligt. Begge døde. Under en af de mange litterære konferencer havde en kvindelig digter fra Nicaragua rejst sig og råbt ud i salen som var fyldt til bristepunktet:

"Død over de intolerante," og derpå: "Det er strengt nødvendigt at være intolerant over for de intolerante."

Der var 150 inviterede digtere, og langt over halvdelen var fra Nicaragua. Det er den største af sin art efter festivalen i Medellín, Colombia. For deltageren er det vel først og fremmest de personlige møder, der har betydning, og så rejsen til et nyt land. Digtet har på forunderlig vis ført én ud i verden. En særlig vidtløftig latinamerikansk retorik dominerer her. Pludselig skænker man poesien en overvældende interesse. Den anbringes i talerstole, som om den vitterlig havde en betydning. De dage, det hele varer, bevæger man sig rundt i denne flotte illusion. Men det er heller ikke poesien, der er det væsentlige. Det er forestillingen, opbuddet, festen, tilskuerne der er essensen. Ligesom man må formode, at et arrangement i den størrelsesorden må have en hvis politisk betydning. Præsidenten var inviteret til at tale, men han kom naturligvis ikke.

Der er langt mellem de digteriske oplevelser, fordi den rigide form, hvor den ene digter følger den anden i lange seancer, ikke tillader det, fordi vi leder efter noget forskelligt, fordi der er langt mellem snapsene. Men pludselig sker det. En af oplevelserne for mig var Christoph Janacs' digte. Han har en fortid i Mexico, og mødet mellem østrigeren og den anden verden med det skarpe lys og de mange brutale farver har f.eks. udmøntet sig i digtet "Comala", som refererer til den mexicanske forfatter Juan Rulfos store fortælling Pedro Páramo:

Comala

Til Juan Rulfo

hvem slæbte landsbyen ind i mit værelse? for her er den nu, støvet, rugende midt på dagen, her og der klaprer en skodde, klager et hængsel, ellers blot stilhed. i skyggen døser slagterne, sakristanen bærer spande af blod fra kirken, han spilder, efterlader mørke pletter

hvad skal jeg stille op med disse hytter i mit værelse, de brolagte gyder, støvet? hvad vedkommer slagternes drømme mig? sakristanen med sine spande bør vel ringe med klokkerne, hvis det kan hjælpe ham

væggene viger tilbage på stedet, værelset åbner sig, min mor fører mig op ad trapperne, hun viser mig hjertet med dråberne, sværdet, jeg hører hende sige: se på dig selv, se dog, hvad det er du har gjort

(oversat af Thomas Boberg)

Oplæsningerne

Oplæsningerne foregik i det fri på den store plads i byens hjerte, eller foran de gamle kirker San Francisco eller La Merced. Og folk kom i hundredvis. De sad time efter time for at høre og se de lokale digterhelte som Giaconda Belli og Ernesto Cardenal, eller de lyttede til digte reciteret på originalsproget fra ca. 40 forskellige lande, som efterfølgende blev videregivet i spanske versioner.

Selvom vi havde fået besked på kun at læse to digte op hver, var det ikke alle, der havde forstået budskabet. Den mexicanske digter Lina Zerón, der selv er arrangør af en festival i Mexico City, fortalte, at hun simpelthen sørgede for at tage mikrofonen ud af hænderne på digteren, hvis han overskred de fem eller ti minutter. Men ikke her. Flere af de lokale digtere greb chancen og læste enorme tekster op. Legendarisk var således en af hjemstavnsdigterne i den lille provinsby Nandaime, hvor nogle af os var inviteret til.

Vi blev modtaget af hele byrådet, blev belært om bysbarnet general José Estrada Vado, som havde været med til at sikre landets uafhængighed ved at kæmpe mod den amerikanske fribytter William Walker, der var ankommet med en hær i 1855 for at erobre Nicaragua og Costa Rica. Hans plan var at gøre indbyggerne til slaver og bruge dem til at bygge en kanal fra Atlanterhavet til Stillehavet tværs gennem Nicaragua. William Walker blev senere henrettet i Honduras.

Vi trykkede hånd med borgmesteren, og hver især fik vi overrakt et diplom, hvor der med store sorte bogstaver stod printet, at vi virkelig var digtere samt æresgæster i byen. Den omtalte hjemstavnspoet deklamerede senere en tekst, hvori det lykkedes ham at opremse samtlige spiselige planter i landet. En titanisk opgave han udførte til UG.

Da han var færdig var alle børnene gået, kollegaerne var faldet i søvn, og borgmesteren i Nandaime havde glemt, hvad det var han skulle sige. Senere blev vi trakteret med udsøgte retter fra Nicaraguas køkken, mens piger og drenge klædt i farverige dragter, opførte traditionelle danse. Selvfølgelig er der noget umiddelbart gribende ved denne tro på poesiens kraft, som ikke harmonerer med den moderne vestlige traditions sprogskepsis. Ordknappe vesteuropæiske digtere, der er listet ud af Paul Celans forpinte skygge, og normalt sidder med sig selv og bider i stavelserne på kanten til tavshedens afgrund, ser man pludselig stige op og gjalde i mikrofon ud over folkemængden under karnevalsoptoget, hvor en festlig rustvogn trækkes gennem gaderne, mens musikken og trommerne giver genlyd og alle byens borgere danser vildt, iført de mest fantastiske kostumer: Viva la poesía!

I kisterne havde man anbragt intolerancens og uvidenhedens kadavere, for senere at begrave dem for altid. En årlig tilbagevendende begivenhed, forstod jeg, da man jo ved at intolerancens og uvidenhedens spøgelser har det med at gå igen. Viva Nicaragua!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her