Læsetid: 3 min.

Poeten i sin tredje alder

Der er meget stilstand, alderdom og stille forfald i F. P. Jacs nye digt-samling. Der er knap så meget lyst til livet
8. marts 2007

Når fanden bliver gammel, så går han i kloster, og når F.P. Jac bliver en ældre herre, så tager han ud i sommerlandet. Dér skriver han halvlange, temmelig rørende erindringsdigte om sin barndom og ungdom.

Han skriver digte om naboerne og de smart-gamle fra rødvinsgenerationen, han brokker sig over Danmark og verden og vennerne og anmelderne, han dåner over snaps og frokost.

Men skal man tro digtene i Agurkerne kvækker, så mister han især lysten til livet.

"Men med lægernes indmarch som en fjerde statsmagt/ vil jeg dø i skyggen," lyder det i 'Fy for satan for et solstik' - titlerne er noget af det bedste i denne digtsamling. Hvorefter det meget jac'ske jeg mander sig op til en af sine særlige signaturer, de piblende, sproglige småskred - iblandet mental smålighed:

"Danskerne skal være verdensmestre i alt,/ vi er ikke en klasse af læfolk,/ vi er så helvedes universel-kåde/ overlegne og penge-kåde/ en stor flok naive rotter./ Vi er ikke et folk af samvittighed,/ Men lyttende til sportvognsfedme og glathed."

Små roligrutiner

Sådan er verden stort set hele tiden i Agurkerne kvækker, træls og åndssvag. Så er det godt at have noget at holde fast i: haven, flaskerne, sport i fjernsynet, tankerne, der kører i ring. Det man til gengæld ikke rigtig har - ikke i denne digtsamling, og det er ellers noget, det jac'ske digter jeg plejer at have i rigelige mængder - det man ikke har, det er en frodig liderlighed, betagelsen af kvinderne, fra de helt unge og fremefter. Væk er også den rene glæde ved sprut og flasker.

I stedet er der noget trist og sølle over digtene. Sigende nok handler ingen af dem om at være i nuet. De handler i stedet om at huske tilbage til bedre, eller i al fald mere livlige tider - eller om at beskytte sig bag små, rolige rutiner:

"Min morgenbarbering vækker spejlets væmmelse/ det er kun næsen der rager utidigt frem i billedet,/ det er ikke kønt, store brunstige blodårer og svampede hævelser,/ kun de beroligende piller hjælper./ Så er det skønt at lukke døren bag sig,/ godte sig i kaffe og aviser, glemme anelser af fordærv".

En mælkesur karklud

Den slags er både hårdt og ærligt at læse om, men det garanterer ikke for den digteriske kvalitet. Og på det punkt, det æstetiske, halter Agurkerne kvækker noget. Det skyldes ikke det aldrende mismod, men en manglende sproglig koncentration. Mange af samlingens digte - især i bogens sidste halvdel - er underligt ufokuserede i det, blege i stemmeføringen. Selv de bedre digte er kun gode i momenter, ikke fra første til sidste strofe.

Det kan man så irritere sig over. Man kan også glæde sig ved de fine glimt, der trods alt kommer undervejs. "Som man står dér spejdende efter toget, lige nu bliver Danmark mit" er måske ikke en specielt jac'sk formulering - ingen grammatiske forbistrelser eller selvopfundne ord - men den har en fin, ren stemning i sig: af sommeraften på provinsperronen.

Et sidste eksempel. Forældrene skælder og smælder i et af erindringsdigtene, for det unge skud på stammen har været uvorn:

"Tænk at dig som vi ventede os så meget af,/ du er en mælkesur karklud, en revser,/ men der skal også bare komme en påtale mere,/ så er det institutionstelefon, hr. drengerøv".

I stedet blev det til en skæbne som digter, gennemspillet igen og igen i F. P. Jacs mange bøger. Den er nu nået frem til sin tredje alder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her