Læsetid: 5 min.

Poker og postmodernisme

På få år er pokerspillet blevet voldsomt populært - millioner af mennesker deltager i det på internettet og i virkeligheden. Det er ikke kun pengene, der trækker - poker handler også om identitet. F.eks. kan du ikke være en aggressiv lotto-spiller
24. juni 2005

På ganske kort tid er der dukket et nyt fænomen op, somer i så hastig vækst, at det gør enhver spekulant blå i hovedet af misundelse. Fænomenet er poker på nettet.

Kortspillet har de sidste par år fået sin renæssance. Her i landet vises der jævnligt pokerturneringer på flere tv-kanaler bl.a. har TvDanmark, TV3 og TV 2 Zulu haft stor succes med at vise, hvordan de professionelle pokerspillere gambler løs om flere hundrede tusinde dollar.

Poker er ikke et nyt spil, men det revolutionerende er, at det nu kan spilles online. Poker på nettet. Det var utænkeligt for blot 10 år siden, men siden er tilliden til teknologien steget markant, og der er ikke længere nogle skrupler med at overføre penge over internettet. Her findes et utal af udbydere, der driver såkaldte poker-rooms, hvor man kan logge sig på og tage et slag poker med folk fra hele verden. Døgnet rundt kan man spille ved fyldte borde - i cyberspace er man aldrig alene.

Og det er ikke nogen dårlig forretning. Det globale marked for online poker er mere end tredoblet i løbet af to år. Der findes ingen sikre tal på den enorme vækst; nogle undersøgelser hævder, at ca. 50 millioner amerikanere jævnligt spiller poker! Herhjemme er ca. 30.000 registrerede som pokerspillere hos TV 2, og tallet stiger i øjeblikket med 500 om dagen. Dertil kommer de mange tusinde danske brugere af de forskellige udenlandske pokerudbydere. Det giver vist god mening at tale om pokerfeber - og man behøver blot at tage en tur ned i det lokale supermarked, hvor man kan købe poker-jetoner og andet tilbehør. De store boghandeler bugner også med bøger om poker.

Handler om bluff

Poker er et enkelt spil med simple regler. Men som nogle af de farverige tv-værter fortæller os: "Poker takes a minute to learn, a whole life to master".

Der er en psykologisk side af spillet, fordi man skal vurdere, hvor gode ens kort er i forhold til de andre spillere, og en stor del af pokerspillet er blufferiet, hvor man foregiver at have gode kort. Lykkes bluff-nummeret, kan man vinde puljen uden at have gode kort. Og det er netop den dimension, som er fascinerende. Statistik er godt at have i baghovedet, men man bliver aldrig en god pokerspiller, hvis man ikke formår at bluffe.

Hvorfor er det blevet så populært? Et umiddelbart svar er, at poker kan være en hurtig genvej til en stor økonomisk gevinst. Man skal dog ikke være den store matematiker for at regne ud, at det kun kan ske for de færreste. Der florerer mange historier om de helt almindelige netspillere, der kvalificerer sig til en stor turnering i Las Vegas og vinder millionpræmier. Poker er forbundet med drømmen om det lykkelige liv med økonomisk uafhængighed og cocktails i stride strømme.

Et andet svar på pokerspillet popularitet, er spillets indbyggede spænding. Poker er et intenst spil, hvor der ikke er langt fra succes til fiasko. Og så skal vi heller ikke glemme, at poker jo kan dyrkes uden fysisk eller for den sags skylds psykisk styrke. Det er let tilgængeligt, det eneste man risikerer, udover pengene, er en museskade.

Massiv interesse

Online poker skaber et paradoksalt fællesskab. Fællesskabet består af isolerede individer, der sidder ved hver deres computerskærm, i hver deres by. Kontakten er legitim og etableret ved oprettelsen af brugernavne og dialogen foregår gennem chatten. Her kan man udveksle gode råd og ideer fra Christiansfeld til Chicago. Denne form for netværks-socialitet er kendetegnet ved at være anti-hierarkisk og aldeles uforpligtende. Der investeres så at sige ikke noget i de relationer, som man indgår i.

Men poker er mere end det. Den massive interesse for og dyrkelse af online poker siger også noget om vores samfund, hvad det er for en tid, vi lever i, og ikke mindst hvordan vi skal forstå os selv som individer.

Vores nuværende samfundstilstand omtales ofte som værende postmodernistisk. Det betyder bl.a., at de 'store fortællinger' og endegyldige sandheder ikke længere findes. Sandheden er blevet relativeret. I tidligere samfund var traditioner en rettesnor i forhold til, hvad der er godt og dårligt. Disse traditioner findes ikke længere, den postmodernistiske tid er netop karakteriseret ved at være pragmatisk og anti-dogmatisk. Der kan ikke stilles nogle faste normer og regler op, de er hele tiden til forhandling. En udbredt postmodernistisk holdning er, at sandheder, påstande og udsagn kan dekonstrueres til at være et produkt af kulturelle og sociale faktorer. Objektivitet er en illusion.

Sætter selvet i centrum

Den postmoderne tid har konsekvenser for, hvordan vi opfatter individet. For når der ikke længere er nogle fikspunkter eller traditioner, vi som individer kan forholde os til, så bliver hvert individ selv nødt til at skabe en selvforståelse. Og den selvforståelse skaber vi gennem fortællinger. Identitet er ikke noget på-forhånd-givet af tradition eller kultur, men bliver til et projekt. Identitet bliver reduceret til det konglomerat af fortællinger, som hvert individ formår at kreere om sig selv. Derfor er personlig branding og narrativitet postmodernismens identitets-værktøjer.

Og hvad har poker så med det postmodernistiske identitetsprojekt af gøre? Jo, poker handler i høj grad om identitet.

Det er et spil, hvor du som spiller er i centrum, og hvor man kan være med til at styre spillet. En stor del af gamet er de psykologiske faktorer i forbindelse med det at bluffe. Poker lægger derfor op til vidt forskellige spillestile; du kan tillægge dig en aggressiv stil, hvor du baserer dit spil på bluff og uforudsigeligt spil. Omvendt kan du spille fornuftigt ved at være meget forsigtig.

Hermed bliver din poker-stil en del af din personlige fortælling. Du kan ikke være en aggressiv Lotto-spiller, fordi der deltager du blot i et stort, tilfældigt spil, hvor det er lige meget, hvem du er som person.

Et identitetsprojekt

Spiller du Lotto, er du bare en Lotto-spiller. Men i pokerspillet indtager fortællingen en central rolle, fordi spillet giver rum for individet til at definere sig selv. Spillerne fortæller sig selv gennem den spillestil, de vælger og brander sig med i forhold til omverden med den fortælling. Poker passer som fod i hose til postmodernismens tese om, at det narrative er et grundvilkår for individet. Blot det forhold, at poker er så populært, gør det interessant, men poker kan samtidig også fortælle os noget om os selv, fordi det genspejler de mere eller mindre usynlige samfundsmæssige og psykologiske strukturer, som gennemsyrer vores liv.

Poker er derfor ikke bare en hvilket som helst modedille, men er selve materialiseringen af postmodernismens grundpille; individets identitetsprojekt.

Når antallet af pokerspillere stiger så drastisk, kan det derfor være et udtryk for, at her har det postmoderne menneske fundet en plads at boltre sig på.

Normalt er den personlige identitetsproces omfangsrig og lægger sig op af den samfundsmæssige status, man har - f.eks. siger dit job, din bil, dit valg af mælk etc. noget om dig.

Online poker tilbyder en lignede identitetsproces, men det er blot lettere, mindre ansvarsfuldt og så koster det, i langt de fleste tilfælde, ikke mere end et par 20'ere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu