Læsetid: 3 min.

Polakkerne svinger til højre

To centrum-højre partier står til at vinde søndagens valg i Polen. De skal få velfærdsstat og neoliberalisme til at harmonere
24. september 2005

Det må anses for givet, at Polens regering skifter farve efter valget i morgen. Siden kommunismens fald i 1989 har ingen regering i Polen nogensinde opnået genvalg.

Denne gang er turen til at få sparket så kommet til Den Demokratiske Venstrealliance (SLD), der bygger på det tidligere kommunistparti. Det sker efter fire turbulente regeringsår skæmmet af svindel- og korruptionsskandaler.

Tilbage vender det polske højre, der nærmest blev knust ved valget i 2001. Sådan er Polens nyere parlamentariske historie: rig på omvæltninger, intriger, magtkampe og sladder. Den polske rigsdags berygtede 'uregerlighed' har dog knap kunnet mærkes på den økonomiske udvikling, der har været relativt robust, siden den første finansminister i fagforeningen Solidaritets regering, Leszek Balcerowicz, i 1989 opstillede spillereglerne for at afvikle den kommunistiske økonomi og opbygge en markedsøkonomi.

SLD kan pege på store resultater: Medlemskab af EU, rekordstore udenlandske investeringer og økonomisk vækst, der igen er i top. Men EU er ikke nødvendigvis nogen slagvare hos de polske vælgere, og en række regeringsskandaler har i forening med idelig medieblæst om kommunisternes fortidige synder tvunget Venstrealliancen i knæ. Socialisterne spås i meningsmålingerne ikke mere end syv-10 pct. af stemmerne.

I stedet stormer et konservativt og liberalt parti med udspring i det gamle Solidaritet frem, nemlig den liberale - og i nogen sammenhænge - neoliberale Borgerplatform (PO). Partiet vil skabe yderligere økonomisk vækst gennem en radikal omlægning af skattepolitikken. Det skal ske gennem en såkaldt 'flad skat' på 15 pct. både over for lønmodtagere og virksomheder - en plan, kritikere betegner som neoliberalisme af værste slags, der kun kan skabe dybe kløfter mellem top og bund i det polske samfund. PO, der satser på at gøre 46-årige Jan Rokita til ministerpræsident, håber, at skattepolitikken vil kunne gøre indhug i Polens store arbejdsløshed på 18 procent. PO er proamerikansk og anser USA for den afgørende garant for Polens sikkerhed. Partiet var imod EU's forfatningstraktat, men ser gerne et udvidet europæisk samarbejde inden for udenrigs- og forsvarspolitik. Dets leder, Donald Tusk, er favorit til at afløse den socialistiske præsident, Aleksander Kwasniewski ved præsidentvalget den 9. oktober.

Stemmeseddel er skyder

PO har svinget mellem 30 og 40 pct. af stemmerne i meningsmålingerne, men er i valgkampsslutspurten blevet indhentet af Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS), der anføres af tvillingbrødrene Jaroslaw og Lech Kaczynski - sidstnævnte er borgmester Warszawa.

PO og PiS har før valget talt om at gå i regering sammen. Det kan blive et samarbejde, der vil kræve store kompromiser, for PiS hylder de vesteuropæiske velfærdsstater. Dets skattereformplaner er langt mindre vidtgående, det går ind for store offentlige investeringer, lægger vægt på familieværdier, patriotisme og den katolske kirkes lære og ønsker en hård kurs over for kriminelle.

Partiet, der betegnes som 'socialkonservativt' er proamerikansk, skeptisk over for euroen - hvor PO gerne ser en hurtig tilslutning til eurozonen - og mistænksom over for nabolandene Tyskland og Rusland. Lech Kaczynski stiller op til næste måneds præsidentvalg, mens broderen Jaroslaw ventes at blive viceministerpræsident.

Yderligere to partier ventes at klare spærregrænsen på fem procent.

Liga for Polske Familier (LPR) ønsker, at Polen skal bekæmpe globaliseringen og melde sig ud af internationale organisationer. Partiet appellerer til fremmedfjendske vælgere og har en ungdomsbevægelse, som ifølge polske medier hverver støtter blandt skinheads og antisemitiske grupper. LPR fik ved valget til Europaparlamentet sidste år næsten 16 pct. af stemmerne. Et andet radikalt parti - Selvforsvar, anført af svineopdrætter Andrzej Lepper - repræsenterer mange polske småbønder og har stået bag flere protester - nogle af dem voldelige - imod skiftende regeringers landbrugspolitik. Partiet ønsker tættere forbindelser til Rusland og andre tidligere sovjetrepublikker og kræver gratis adgang til uddannelse og hospitaler, ligesom det ønsker, at staten skal garantere alle beskæftigelse. "Lad jeres stemmeseddel være jeres skyder - vi vil skyde de liberale lige i hovedet, så de aldrig rejser sig igen", lyder et af Leppers karakteristiske udfald mod politiske modstandere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu