Læsetid: 2 min.

Polen føler sig forbigået

Direkte gasledning fra Rusland til Tyskland er et angreb på Polen i stil med pagten mellem Hitler og Stalin, siger den polske regering
2. maj 2006

BRUXELLES - Polens stærkt nationalistiske regering retter et voldsomt verbalt angreb på sine to store nabolande. Regeringen sammenligner aftalen om en gasrørledning fra Rusland til Tyskland med den nazistisk-sovjetiske ikke-angrebspagt før 2. verdenskrig.

Den polske forsvarsminister, Radek Sikorski, påtalte i skarpe vendinger, at Tysklands kansler, Angela Merkel, ikke har villet omstøde planerne for dette projekt, som blev vedtaget under hendes forgænger, Gerhard Schröder.

Gasrørledningen vil gå igennem Østersøen og således gå helt uden om polsk territorium. Sikorski sagde, at spørgsmålet var blevet drøftet med Merkel, da Polens præsident, Lech Kaczinsky, for nylig besøgte Tyskland. "Vi fremsatte denne anmodning, og hun afslog den," siger han. Sikorski tilføjede:

"Polen har en særlig følsomhed over for korridorer og aftaler, der indgås hen over vores hoved. Sådan var traditionen fra Locarno-aftalen i 1925 (hvor vestmagterne accepterede, at Tyskland nægtede at anerkende sin østgrænse til Polen som definitiv, red.) og fra Molotov-Ribbentrop-pagten. Dette var traditionen fra det 20. århundrede, og den ønsker vi på ingen måde at se gentaget."

Pagten mellem Sovjets udenrigsminister Molotov og Nazitysklands udenrigsminister Ribbentrop fra 1939 førte til, at Polen blev delt mellem sovjetrusserne og Det Tredje Rige. Sikorski sagde videre, at Tysklands holdning underminerer den europæiske soldaritet, og at projektet ydermere er en dårlig forretning for forbrugerne, eftersom rørledningen vil koste 6 mio. dollar mere end en tilsvarende rørledning gennem Polen. Han tilføjede:

"Den russiske ambassadør i Hviderusland sagde i sidste uge, at hvis Østersø-rørledningen bliver en realitet, vil Gazprom (det statslige russiske energiselskab, red.) kunne afbryde leverancen til Hviderusland uden samtidig at afbryde den til Tyskland. Det samme kan de gøre over for Polen."

Polens forhold til Tyskland er anspændt på flere fronter. Det gælder f. eks. også Warszawas modstand imod, at der i Berlin oprettes et historisk dokumentationscenter for alle de tysktalende, der blev flygtninge i det 20. århundrede.

Ruslands politiske ledelse og dets pålidelighed som energi-leverandør figurerede også højt på dagsordenen ved en EU-konference i Bruxelles i sidste uge. Formanden for EU-kommissionen, José Manuel Barroso opfordrede her USA til at bistå EU med at presse den russiske præsident Vladimir Putin for at åbne projektet om gasrørledningsnetværket for udenlandske virksomheder.

Spørgsmålet forventes at blive blandt de højt prioriterede, når G8-landene i juli forsamles til topmøde i Sankt Petersborg.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu