Læsetid: 5 min.

Polen klemmes østfra

Hviderusland undertrykker det polske mindretal, og Rusland presser Polen økonomisk. Endnu en gang føler polakkerne sig klemt af større magter
30. juli 2005

KUZNICA/WARSZAWA/BRUXELLES - Forholdet mellem Polen og Hviderusland har nået dybfrosttemperatur. Årsagen er det polske mindretal i Hviderusland og dets forening.
Hvideruslands sikkerhedspoliti, OMON, tog tidligere på ugen kontrol med en polsk mindretalsgruppes hovedkontor i byen Grodno tæt ved den polske grænse. OMON-styrkerne tilbageholdt alle, der befandt sig i hovedkontoret inklusiv mindretalsgruppens talsmand, Angelica Borys. Desuden beslaglagde OMON-styrkerne alle værdier i hovedkvarteret.
EU-Kommissionen kritiserede hviderussiske myndigheders indgreb over for landets polske mindretal. "Vi opfordrer Hviderusland til at sikre fuld overensstemmelse med sine forpligtelser ifølge OSCE - den europæiske organisation for sikkerhed og samarbejde - blandt andet pligten til fuldt ud at respektere mindretals rettigheder," sagde Kommissionens talsmand. Indgrebet mod hovedkontoret kom efter, at byretten i Grodno dømte tre kendte polakker til 15 dages fængsel for at have arrangeret en ikke-godkendt demonstration i Grodno i begyndelsen af juli, hvor et polsk mindretal protesterede mod deres forhold i Hviderusland. OMON's aktion medførte omgående protester fra Polen, der kritiserede de hviderussiske myndigheder. Hændelsen kommer efter, at de to lande har udvist nogle af hinandens diplomater. Den diktatoriske hviderussiske præsident, Aleksander Lukasjenko, beskylder nabolandene Polen, Ukraine og Litauen for at forsøge at gennemføre en revolution i Hviderusland for at fjerne hans gammelkommunistiske styre fra magten.

Levende historie

Godt 400.000 polakker lever i dag i Hviderusland, tæt på den polske grænse i regionen Niemen langs floden af samme navn. Da Stalin og de andre allierede tegnede de nye grænser på landkortet efter Anden Verdenskrig, mistede Polen store områder, der i dag er hviderussiske eller ukrainske. Bevidstheden om den nuværende grænse er lyslevende.
"Denne landsby er særlig fattig, kan du se det," spørger den polske grænsevagt, kaptajn Zygmunt Karp, der patruljerer langs den polske side af den polsk-hviderussiske grænse i området Podlaskie, der grænser op til Niemen-regionen. "Folk her efterlod alt," siger han henkastet. En ganske almindelig forklaring her på egnen: Alle ved, at mange polakker prøvede at nå 'hjem' til Polen, da den flyvske grænse blev flyttet. Igen. De efterlod alt i Hviderusland, blot for at være på den polske side af grænsen. De polske grænser er blevet flyttet talrige gange de senere århundreder: I flere omgange er Polen blevet ædt helt op af sine magtfulde naboer: Rusland, Tyskland og det østrigske kejserrige har skiftevis annekteret eller levnet småstykker af Polen, et land, de i mange perioder betragtede som en bufferzone imellem sig. Både fra 1874-1918 og igen fra 1939-45 fandtes der slet ikke noget Polen. De sidste krigsår og de første efterkrigsår i 1940'erne indebar store folkevandringer i det, der i dag er Polen, Litauen og Kaliningrad. Knap 25 millioner mennesker flyttede, flygtede eller blev deporteret mellem 1936 og 1956, skriver Norman Davis i en ny Polens-historie fra Oxford University Press. "I tre år (efter krigen, red.) var polske veje og jernbaner proppet med uendelige processioner af flygtninge, deporterede, hjemvendte, folk på gennemrejse, udviste og internt fordrevne," skriver Davis. Den største enkeltgruppe blandt disse mange, der ofte måtte efterlade alt, er 4,4 millioner polakker, der blev flyttet fra øst til vest, da Polen med et pennestrøg mistede store landområder i øst og fik nogle nye i vest. Yderligere to millioner polakker flyttede fra Hviderusland, Ukraine og Litauen ind til Polen. Tre millioner polske jøder blev under den tyske besættelse deporteret og tvunget i koncentrationslejre, efter krigen var mindre end en kvart million af dem tilbage, skriver den amerikanske journalist Eva Hoffman i sin bog Shtetl. Endelig er der omkring fire millioner tyskere, der blev deporteret eller flygtede vestpå fra de førhen tyske områder.
Den dag i dag bærer Polen præg af østrigsk, tysk og russisk herskab. Helt konkret er eksempelvis landbruget vidt forskelligt: De tidligere østrigske dele af Polen er præget af småbrug med meget små lodder til den enkelte bonde, mens de tidligere tyske dele, der blev drevet som godser med landarbejdere, stadig er lagt ud som storbrug med ansat arbejdskraft.

Dagligdags bekymring

Også de daglige nyheder bliver set i historisk sammenhæng. Der ligger en lurende frygt for, at historien gentager sig, og Polen igen bliver delt mellem de store. Mest tydeligt udtrykker populistisk-nationale partier sig, de dyrker frygten for både Tyskland og Rusland. Frygten bliver politiseret ikke mindst for at styrke nationalismen. Men frygten findes bredt i befolkningen. Kansler Schröders venskabelige forhold til den russiske præsident Putin er ugleset. Og de retssager, som organisationer for tyske fordrevne truer med at føre for at få deres tidligere ejendom tilbage, bliver nævnt i mange samtaler. I denne måned indgik den tyske kansler, Gerhard Schröder, og den russiske præsident, Vladimir Putin, en aftale om en gas-rørledning, der skal føre russisk gas direkte fra Nordrusland gennem Østersøen til Tyskland. Uden om Polen. Polakkerne var end ikke inviteret med til mødet i Kaliningrad - en detalje, selv almindelige polakker hæftede sig ved. De var godt hjulpet på vej af medierne:
"Alliancen af de store naboer har altid været et geopolitisk mareridt for Polen," skrev eksempelvis magasinet Wprost i anledningen af det tysk-russiske møde. Bladets forside og mange spisesedler var prydet af Putin og Schröder, der gav hinanden hånd på aftalen: Blot var hænderne blevet til en rørledning. Byggeriet af rørledningen skal gå i gang i september. Den skal føre 55 milliarder kubikmeter gas fra Rusland til Tyskland. Samme dag som gas-aftalen fejrede Rusland 750-året for byen Kaliningrad. Putin havde inviteret Schröder og Chirac, men ikke nogen af Kaliningrad-enklavens naboer, Polen og Litauen. Mens der var smil, blitzlys og håndslag i Kaliningrad, var der sure miner i Warszawa. "Vi har lige hørt, at der er tysk-russiske ideer om at skubbe Polen til udkanten af europæisk politik," skrev Wprost, der supplerede nyheden om "Putin-Schröder-pagten" med historien om tidligere tysk-russiske aftaler, deriblandt Ribbentrop-Molotov-pagten, der i 1939 delte Polen mellem Nazi-Tyskland og Sovjetunionen. Putin vil "på ingen måde forstå, at EU fungerer anderledes end den tidligere sovjetiske blok. Så meget desto mere må vi gøre os umage for, at den polske stemme bliver hørt og har vægt i den udenrigspolitiske debat, særligt når det gælder østeuropæisk politik," skrev det store dagblad Rzeczpospolita dagen efter mødet. Og det andet store dagblad, Gazeta Wyborcza, tolker den manglende indbydelse som straf for, at både Polen og Litauen højlydt støttede Den Orange Revolution i Ukraine.
EU's nye østgrænse er en ny grænse i gammelt land, spillerne er de samme. At Polen og Litauen støtter Ukraine, er således ingen overraskelse. En polsk-litauisk union er ligesåvel en del af historien som båndene til Ukraine. Polsk EU-medlemskab og Den Orange Revolution har derfor flyttet EU's samlede vægt længere østpå.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu