Læsetid: 3 min.

Politi, ni, otte, syv, seks...

27. september 1996

DET HAR ALDRIG været let at være politibetjent, men
nu er det da slet ikke til at holde ud. Ja, det er nået dertil, at
politiet ikke kan holde sig selv ud. Derfor stillede formanden for de
danske betjente, Tommy Agerskov Thomsen, sig i sidste weekend op og
frarådede de unge at vælge samme karriere som han selv. Og i
går kunne Jyllands-Posten så berette at færre unge end
nogensinde før har søgt ind på Politiskolen.
Udover at man kunne få den tanke, at politiformanden havde
fået hvisket det rekordlave tal i ørerne fra kollegerne,
før han udstødte sin 'der er ikke noget ved livet
mere'-svada, og udover at sådan noget er meget smart at sige her
lige i starten af finanslovsforhandlingerne, så må man
konstatere, at politiet er ude i en meget turbulent tid. Det har
afspejlet sig i pressen de sidste uger. Hver dag sin politihistorie.
Først kunne B.T. berette, at politiet nu indfører en
permanent ordning, så betjentene kan få psykologhjælp,
ikke hvis, men når de kommer ud for barske, uhyggelige eller
truende oplevelser. Ordningen kommer efter undersøgelser og
forsøg, der påviste et meget dårligt psykisk
arbejdsmiljø. Betjentene gik ned i stort tal af den ene eller
anden grund. Nu har erkendelsen indfundet sig: Hårde negle
knækker også. Efter politiformandens pas-melding kunne
Politiken så tirsdag fortælle, at politiet i
København er så presset, at det kniber med bemandingen i
nattetimerne - og det bliver sikkert ikke bedre, efter den
følgende dags pålæg om at ligge på lur ved alle
'rockerborgene'. Onsdag kunne Det fri Aktuelt og Jyllands-Posten
fortælle om et voldsomt pres på det nye politiklagesystem,
hvor klagerne stort set alle bliver afvist, men er så mange, at de
allerede har mere end ædt de penge, der var sat af til
klagebehandlingen i hele 1996. Og så kom altså torsdag
nyheden om det rekordlave antal unge, der vil i politiuniform.

DET ER MED andre ord svært at komme uden om ordet krise, når
talen falder på politiet. Men måske er det mere
præcist at sige identitetskrise og så konstatere, at den
krise for alvor brød ud i lys lue efter 18. maj-urolighederne i
1993. I de mere end tre år, der er gået siden, er det
blevet mere og mere tydeligt, at der er blevet for langt mellem det,
politifolkene tror, vi andre forventer af dem, det, politiet forventer
af sig selv, og det, vi rent faktisk forventer og forlanger af politiet.
Det handler som udgangspunkt ikke så meget om de menige
betjente. De har et langt stykke hen ad vejen været brikker i et
spil - selvom de ind i mellem mere har opført sig som hunde
i et spil kegler. Betjentene og deres forbund har i mange år
- og hørbart siden de store arbejdskonflikter i 1970'erne
- murret om det ubehagelige og farlige at bruge politiet som
"social skraldespand". Men de har ikke formået at
råbe deres ledere op, og de har ikke villet eller kunnet
gøre op med den rolle, de er blevet påduttet. Betjentenes
organisationer har båret for meget præg af karrieremageri,
hvor kritik mod politiledelsen har været meget sjælden. End
ikke da tre betjente blev sigtet for at have affyret de skud, de var
blevet beordret til affyre, kritiserede betjentene deres ledere.
Betjentene har valgt at forsvare deres identitet, selvom uniformen
så at sige er blevet for lille med årene. Og de har ikke
fået meget hjælp fra deres ledelse. Den har ikke i tide
formået at aflæse den udvikling, som Politiet med stort P
bliver nødt til at forholde sig til. Og det har ført til
ikke så få udslag af ansvarsforflygtigelse, hvor denne eller
hin - evt. nu pensionerede - politileder har forsøgt at
fralægge sig det ansvar, som han får sin hyre for at
tage.
I DET DANSKE forsvar er man ved at omstille sig til de
nye kriseformer verden over. Det handler selvfølgelig til en vis
udstrækning om våben og teknologi, men det handler
først og fremmest om nye strukturer, hvor man tænker
på en ny måde og agerer på en ny måde.
Så langt er politiledelsen ikke nået. Og det er ikke
sikkert, at den kan nå så langt uden at blive skubbet
afsted. Det må betjentene gøre, og det må politikerne
gøre. Man kunne f.eks. starte med en politi-kommission, som
hverken i sammensætning eller opgave skal have udgangspunkt i
politiets ønsker til samfundet, men omvendt. Den skulle f.eks.
endevende kommandovejene i etaten som helhed og på den enkelte
station, den skulle diskutere forholdet mellem politi, anklagemyndighed
og ministerium, kigge på uddannelsen af betjente o.s.v. Bliver
den proces ikke sat i gang, risikerer vi et politi, der i stadig
højere grad indavler en paranoid korpsånd, som allerede er
synlig i små glimt, og som i større målestok vil
være ubærlig for retssamfundet. Med andre ord: Arbejdet
har en frist, og nedtællingen er begyndt.

jn (Jens Nielsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her