Læsetid: 3 min.

Politiet forventer langstrakt sag

Der venter et stort og langsomt opklaringsarbejde i kølvandet på anholdelsen af de seks terrormistænkte danskere. Politiet afviser ikke, at der kan blive tale om flere anholdelser
31. oktober 2005

Det er et puslespil af dimensioner, politiet har foran sig. Lige nu sidder seks unge mennesker bag tremmer sigtet efter paragraf 114 mistænkt for at have "medvirket til forsøg på terrorisme". Det er en alvorlig sigtelse, der kræver en hel del efterforskning for at opretholde sigtelsen og tidsfristen for anholdelsen.

"Vi forventer, dette bliver en meget langstrakt sag. Det hænger bl.a. sammen med antallet af arrestanter. For hver af de seks personer er der en del andre personer, der skal afhøres. Desuden tager det en del tid at kortlægge de seks personers gøren og laden i en længere periode," siger Steen Skovgaard, kriminalinspektør fra Glostrup Politi. Derfor arbejder politiet i disse dage i døgndrift.

Han vil ikke udelukke, at der kan blive tale om flere anholdelser, som efterforskningen skrider frem.

"Der kan blive tale om korte anholdelser eller længere, men det kan vi ikke sige noget om endnu," siger Skovgaard.

Politiet har stadig ingen idé om, hvor i Europa de anholdte angiveligt havde til hensigt at begå en terrorhandling.

"Vi er endnu ved efterforskningens begyndelse og kender ikke til den præcise planlægning eller omfanget af terror," siger kriminalinspektøren.

Lang overvågning

Lars Findsen, chefen for PET, bekræfter, at de sigtede længe har været overvåget af PET.

"De nu fængslede personer har løbende igennem længere tid været under overvågning af tjenesten. Det var denne overvågning, der gjorde, at PET var i stand til at aflevere de oplysninger til Glostrup politi, som gjorde det muligt - sammenholdt med oplysninger fra udlandet - at få anholdt og fængslet de pågældende," siger PET-chefen.

Politiet i Glostrup vil ikke oplyse nærmere, hvad der er for personer, sagen omhandler, andet end det er unge med muslimsk baggrund.

Men Lars Findsen kommer med et bud på, hvad det er for personer, der bliver terrorister.

"Det er vel et eksempel på, hvad vi kender som home-growns. Det er mønstre, som vi også har set i flere andre europæiske lande - heriblandt ved terrorhandlingerne i London. Det er unge mennesker, der er født og opvokset i Danmark, og som så bliver radikaliseret. I særligt et af tilfældene giver det anledning til eftertanke, at nærmiljøet og de nærmeste ikke har reageret, når den unge mand er blevet radikaliseret i en sådan grad. Der er tale om en verden, hvor man lader sig inspirere af eksempelvis videoer, og man hører på folk, der skoler i en radikal retning," siger han til Jyllands-Posten.

Ikke overrasket

For Lars Erslev Andersen, terrorforsker ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, kommer arrestationerne af de seks ikke som nogen overraskelse.

"Vi har siden 11. september 2001 overværet en række miljøer i vore nabolande, der har været i terrorens søgelys, så hvorfor ikke også i Danmark," siger Erslev Andersen.

Selv om det endnu er sparsomt med oplysninger om de anholdte, kan man sige, at det er unge, der oplever, at der sker store uretfærdigheder mod muslimer både i Danmark og i andre lande som USA, mener Erslev Andersen.

"De er indigneret over, hvad der foregår i verden f.eks. i Irak og Palæstina og er berørte af det, så de føler, at de må tage affære," forklarer han.

En slags borgerkrig

Der er mange miljøer i Danmark, som er i opposition til den danske politik, der bliver ført.

"Der findes ikke en entydig forklaring på, hvorfor unge muslimer i vesten bliver terrorister, men den højredrejning, vi har set i dansk politik de seneste år, kan være medvirkende til, at muslimske unge bliver sure på den vestlige verden," siger Erslev Andersen. Han hæfter sig ved de sigtedes unge alder, som han betegner som "usædvanligt ung i forhold til tidligere terrorangreb i Vesten".

Selv om vi efter 11. september har set en hel stribe af terroraktioner mod vestlige mål, mener Erslev Andersen ikke, at vi skal vænne os til bombeangreb

"Men vi skal vænne os til, at vi er i en slags global, religiøs borgerkrig, hvor det eksisterer en vestlig orden, der står for demokrati og frihed. Så er der den anden orden, der føler sig undertrykt og udnyttet af den vestlige verden," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu