Læsetid: 3 min.

Politik på stoffer

18. juni 2003

En tirsdag aften i november 2000 kunne den kommercielle tyske tv-station Sat1 præsentere en virkelig sensation. Medarbejdere fra programmet Akte 2000 havde sneget sig ind på Forbundsdagens lukkede områder, dér hvor kun politikere, journalister og embedsmænd færdes. På 22 ud af 28 toiletter fandt man spor efter kokain.
Normalt er Akte-programmerne blot en kulørt omgang pseudojournalistik, der ikke anses for at være ’citatværdig’, men denne gang var afsløringen ikke til at komme udenom: Udbredt kokainmisbrug blandt politikere! Parlamentets formand indledte hurtigt en undersøgelse, som ikke kunne bekræfte journalisternes kokainfund. I stedet blev budbringeren, Akte-chef Ulrich Meyer, straffet. Han fik forbud mod at betræde demokratiets hellige haller, Forbundsdagen.
Parlamentets rygte var reddet, de ansvarlige politikere kunne gå videre i dagsordenen. Men efter de sidste ugers begivenheder i tysk politik vender mistanken tilbage.

At der finder et udbredt misbrug sted blandt politikerne bemærkede den nyvalgte Joschka Fischer allerede i 1983, da han trådte ind i Forbundsdagen i Bonn første gang:
»En utrolig alkoholiker-forsamling, som til dels stinker helt ordinært af snaps,« fortalte han i et interview.
Fischers kække ord blev sagt, før han selv begyndte at bekæmpe sine frustrationer med kniv og gaffel og skyllede efter med god vin; han svulmede op som kansler Helmut Kohl, der ved hjælp af trøstespisning blev sin tids største politiker med en kampvægt, han selv betegnede som »en statshemmelighed«.
Trøstespisning er relativt uskyldigt, værre er tilfældet Jürgen Möllemann, der åbenbart var så afhængig af magten, at han ikke kunne leve uden. Lige før pinse i år døde den tidligere liberale politiker under et faldskærmsudspring. Gennem det sidste år havde han mistet stort set al sin indflydelse. Samtidig vidste han, at politiet interesserede sig for hans økonomiske forhold.
I dagene forud for springet, der efter alt at dømme var selvmord, havde journalister og kolleger registreret, at Möllemann virkede oppustet, blussede rødt og lugtede af alkohol.

Ugen efter fulgte næste offer. Skæbnen magede det så ironisk, at Möllemann blev begravet samtidig med, at politiet konstaterede rester af kokain i den konservative Michel Friedmans hjem og kontor.
Friedman var Möllemanns argeste modstander i en antisemitisk fejde sidste sommer – en strid som endte med at koste Möllemann hans politiske liv. Også Friedmans politiske karriere i CDU var gået i stå, men han fortsatte som en bidsk samfundsdebattør med eget tv-talkshow og dertil både erhvervsadvokat og næstformand for Det jødiske Centralråd i Tyskland.
I sit tv-program stod Friedman for ’law and order’ og gav den som moralens fyrtårn. Politiet snublede over ham under efterforskning af Berlins russiske mafia, der blev telefonaflyttet. Friedman påkaldte sig politiets interesse, fordi han via telefonen havde bestilt ukrainske prostituerede til sit hotelværelse.
Mad, alkohol, narkotika, damer. Nogle politikere – og det er slet ikke de dårligste – klarer åbenbart kun jobbet med stimulanser. Intriger, ambitioner, skuffelser og mediernes uudslukkelige interesse slider både fysisk og mentalt på fagets udøvere.
Man kan vælge at betragte misbruget som den enkeltes personlige falliterklæring, men så simpelt er det ikke: Det er et samfundsproblem, hvis dets fremmeste repræsentanter er psykisk ude af ballance eller ligefrem dopede. Ikke at politikerne absolut skal være bedre end deres vælgere, men hvis de ikke magter jobbet uden diskret støtte, hvem skulle så?

Engang var disse politikere ganske almindelige mennesker, så fik de magt – og med magten fulgte konkurrenterne. Politikerne lærte frygten og ensomheden at kende, og deres indre overbevisning slog ikke længere til som brændstof i arbejdet.
Kansler Gerhard Schröder har engang sagt, at i politik findes der ikke venskaber, man er blot kumpaner i kortere perioder.
I stedet begynder det hemmelige liv foran køleskabet, i baren, på toilettet eller på fremmede hotelværelser. Politikerne fjerner sig fra folket – og forsøger samtidig at overbevise sig selv om, at de er nødt til at æde, drikke eller sniffe, fordi de har en vigtig mission, som kun de kan klare.
De lever på en løgn, for de har forlængst mistet det moralske grundlag for deres virke. De er blevet ofre for egne vrangforestillinger – og i værste fald afpresning fra kriminelle.
Måske ville det være en idé at vende tilbage til De Grønnes længst glemte tanker om rotation på politiske poster.
Tidsbegrænsede parlamentspladser og politiske poster ville ikke alene styrke demokratiet, den begrænsede tid i magtens centrum kunne også sikre, at politikerne kommer på afvænning, mens tid er.

wpr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her