Læsetid: 4 min.

Politik & religion

17. december 2002

DER ER en ubehagelig tendens til, at politik og religion i stigende grad bliver blandet sammen i den offentlige debat. Temaer, der udelukkende burde anskues politisk, bliver sat ind i en religiøs sammenhæng, de slet ikke hører hjemme i. Denne sammenblanding er desværre ofte med til at forpeste debatten og skygge for fornuftig dialog. De luthersk-protestantiske præster – anført af folketingsmedlemmerne Jesper Langballe og Søren Krarup, men støttet af debattører som Lars Hedegaard, Erik Bjerager og Sven Ove Gade – har ført an i religiøst betingede angreb på muslimer. De islamiske imamer – som Fatih Alev og Abdul Wahid Pedersen, og kraftigt bakket op af yngre muslimer som Sherin Khankan, Mona Sheikh og Omar Shah – har ofte betonet nødvendigheden af at sætte religiøse hensyn over demokratiske love.
Senest har en stor gruppe danske jøder – blandt andet overrabbiner Bent Lexner og forgængeren Bent Melchior samt debattører som Jacques Blum, Samuel Rachlin og Ulrik Høy – anklaget dagbladet Politiken for at være anti-semitisk. Tendensen til at bruge religion som skjold eller våben i en politisk debat er hæmmende for en fri debat.

DANMARK har i nyere tid altid været et land, hvor langt hovedparten af befolkningen er kristne, ja, næsten alle er protestanter. Der har altid været fri udfoldelsesret for andre trosretninger – jøder, katolikker, buddhister, muslimer og andre – og stat og religion er klart adskilt i Grundloven. I takt med at landet udvikler sig i en mere multikulturel og multireligiøs retning, er denne selvfølge imidlertid truet. Det er som om den tolerance, vi altid har udvist, er blevet mindre i takt med, at virkeligheden er rykket tættere på. Med andre ord ser man tegn på, at den dag, da tolerancen holdt op med at være abstrakt, ja, da blev den stadig mindre konkret.
De religiøse grupper, der indtager så stærk en rolle i amerikansk politik – mest åbenlyst det kristne højre og den jødiske lobby – ser vi også tendenser til her i landet. Dansk Folkeparti har baseret en stor del af sin succes på et angreb på islam og muslimer – vel at mærke ud fra et luthersk-protestantisk udgangspunkt. Partiet fremmaler billedet af muslimer som farlige og anti-demokratiske på grund af deres religion. Deraf også modstanden mod at lade det muslimsk-dominerede Tyrkiet optage i EU – et synspunkt, som Erik Bjerager, chefredaktør for Kristeligt Dagblad, også indtager.

DISKUSSIONEN om omskæring af piger og drenge har også haft klare religiøse undertoner. Da det kom frem, at især somaliske muslimske forældre lader deres små piger omskære med udgangspunkt i religiøse forskrifter, lød anklagen på barbari – en lemlæstelse af et værgeløst barn. Skikken er ulovlig i Danmark. Hvad så med debatten om den omskæring, som jødiske forældre foretager af deres små drenge? Her er jo også uafviseligt tale om en lemlæstelse af et værgeløst barn baseret på forældrenes tro. Ja, svaret er ikke enkelt – idet der principielt er tale om samme sag.
Reelt er der naturligvis ikke, idet der mindst er to afgørende forskelle: Omskæring af piger er et langt mere alvorligt indgreb – og mens der er masser af voksne, muslimske kvinder, der bittert bekæmper traditionen, så hører man næsten aldrig voksne jødiske mænd beklage indgrebet.
Når man nu er i gang med diskussionen om det værgeløse barn, bør man også erindre sig, hvor mange på denne klode, der betragter fri abort som et overlagt mord på det ufødte barn. Her afviser kristne danskere ethvert angreb – politisk såvel som religiøst – på denne skik. Alligevel må også kristne forberede sig på at kunne blive angrebet for barbari – når de nu selv har kastet den første sten. Et øjeblik kunne man jo huske tilbage på et af argumenterne for, hvorfor den illegale abort blev lovliggjort – nemlig at den alligevel foregik på køkkenborde under uhumske forhold her eller i udlandet. Derfor kunne man ligeså godt legalisere abort, og lade det foregå under ordnede forhold på hospitaler. Samme argument kunne såvel jøder som muslimer principielt anlægge i forhold til omskæring.

DANSKE JØDER bidrager i disse dage til den uheldige tendens med at sammenblande politik og religion. I en helsidesannonce, der er indrykket i dagbladet Politiken, anklager et stort antal jøder og sympatisører samme avis for at bidrage til en anti-semitisk holdning og give jødehaderne frit spil. Årsagen er angiveligt, at avisen har tilladt sig at dække den jødiske omskæring og i øvrigt være kritisk over for Sharon-regeringen i Israel.
Den jødiske annonce er stupid – ingen kan med nogen som helst baggrund i virkeligheden anklage Politiken for at være anti-semitisk. I stedet kommer den jødiske annonce til at bidrage til den virkelighed, der ofte viser sig – nemlig at den jødiske lobby alt for ofte benytter Holocaust til at beskytte sig mod relevante verbale angreb på Israels menneskefjendske politik over for palæstinenserne.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu