Læsetid: 5 min.

Politik blev til socialt oprør i fransk EU-valg

Det er ikke politik, men socialklasser; ikke venstre-højre, men en angst hos dem, der har meget at tabe i fremtidens globaliserede Europa over for dem, der har alt at vinde, som gør et fransk EU-nej søndag til det mest sandsynlige resultat
28. maj 2005

PARIS - Det enkle spørgsmål, man bliver nødt til at stille, her hvor den franske valgkampagne er tæt på at være overstået, og hele Europa blot kan vente på resultatet med tilbageholdt åndedræt, kan naturligvis kun være ét:

Hvordan i alverden kan noget, der virkede så nemt, nu se ud til at ende så grueligt galt på så kort tid? Hvordan kan et spørgsmål - skal Frankrig godkende den nye EU-forfatning? - der i marts havde et positivt svar fra over 60 procent af vælgerne bag sig, ændre karakter, så det samme spørgsmål i slutningen af maj nu ser ud til ende med et non?

For at finde svaret er det ikke tilstrækkeligt at pege på de meget omtalte indenrigspolitiske faktorer. At regeringen høster historisk lave popularitetstal, og at de store strejker i marts og april mod dens upopulære arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik har spillet ind, er klart. Men premierminister Raffarin og Jacques Chirac var heller ikke i vælten hos vælgerne først på året, eller sidste år for den sags skyld, da den socialistiske opposition fejrede triumfer ved både lokalvalg og sommerens valg til Europa-Parlamentet.

Forklaringen ligger to andre steder. For det første har franskmændene ved dette valg ikke delt sig i forhold til deres politiske ståsted, men er i stedet splittet alt efter, hvilken social klasse de tilhører.

For det andet har den franske debat rent faktisk handlet mest om Europa, men EU-debatten har fået et nyt indhold i Frankrig i takt med at østudvidelsen - og globaliseringens konsekvenser - står klart for franskmændene på en helt anderledes brutal måde end tidligere.

Socialt betinget oprør

Ja-siden samler som bekendt på papiret hele centrum: både socialisterne (Parti Socialiste) og den borgerlige regeringskoalition (UMP-UDF). Nej'et findes på de yderste fløje, samt i et venstreorienteret mindretal blandt socialisterne. Men yderfløjenes vælgere er få, så hvis vælgerne fulgte deres partier, ville der ikke være nogen nej-mulighed.

Men det gør de heller ikke. Opinionsmålinger viser klart, at delingen er socialt betinget. Ja-sidens vælgere er dem, der populært sagt har deres på det tørre økonomisk, hvorimod nej-siden samler dem, som Jean-Pierre Raffarin tidligere har kaldt "la France d'en bas" - de mennesker, som har økonomiske problemer, enten fordi de er uden arbejde, eller fordi de har et dårligt betalt et.

Det er ikke et mønster, som er ukendt - et socialt betinget oprør mod eliten - i Danmark. Og Frankrig har også tidligere smagt medicinen, da højreekstremisten Jean-Marie Le Pen ved sidste præsidentvalg i 2002 chokerede Frankrig - og verden - ved at slå den socialistiske kandidat Lionel Jospin ud i første runde, for derefter at blive besejret eftertrykkeligt af Chirac i anden runde, da denne høstede over 80 procent af stemmerne.

Det andet element, som er værd at hæfte sig ved i en status over den franske kampagne er europæisk og i en vis forstand globalt. EU-debatten - som har været særdeles intens, livlig og forgrenet - har nemlig haft et omdrejningspunkt: Piotr, den polske blikkenslager, på fransk le plombier Polonais, er overalt: på nettet, på tv, i kampagnematerialerne og i aviserne. Piotr, den slaviske, ansigtsløse håndværker er blevet det vægtigste slagord for alt det, der er galt med det nye Europa, når det drejer sig om truslen mod franske arbejdspladser i form af lukning, udflytning, social dumping eller lønnedgang.

Oprindeligt kom billedet af Piotr fra den tidligere EU-kommissær Frits Bolkestein (ham med det i Frankrig så forhadte EU-direktiv om et frit marked for serviceydelser i Europa - der blev trukket tilbage efter fransk pres ved sidste EU-topmøde). Bolkestein døjede med et rør, der sprang læk, i sit franske sommerhus sidste år. Han kunne ikke finde en fransk blikkenslager og kom så for skade offentligt at udtale, at han sandelig ville være blevet glad, hvis der havde været en polsk i nærheden.

Hans udtalelser ophidsede i den grad hele Frankrig, særlig naturligvis venstrefløjen og den lokale fagforening, der sendte lister over arbejdsløse franske blikkenslagere til den upopulære kommissær.

Billedet af blikkenslageren endte med at blive så potent under EU-kampagnen, at selv den polske præsident Aleksander Kwasniewski følte sig nødsaget til at afvise ham som "en komplet overdrevet myte" under et besøg i Frankrig for to uger siden. Sandt er det da også, at langt de fleste polakker kan tale noget tysk og engelsk, og derfor følgelig søger arbejde i Tyskland og Storbritannien og slet ikke tænker på Frankrig. I gårsdagens Liberation havde en udsendt journalist på jagt efter netop Piotr således ikke held med at finde et eneste fransk jobopslag i den store polske avis Gazeta Wyborcza, hvorimod avisen var fuld af muligheder for polakker, der ville tage til Storbritannien for at arbejde.

Frygt for udflytninger

Men sådanne fakta har ikke dulmet franskmændenes bekymring. Historier som f.eks en fra byen Schirmeck i den franske Alsace-region, hvor en lille fabrik i sidste måned fyrede ni arbejdere, fordi fabrikken flyttede produktionen til Rumænien, bliver brugt effektivt af nej-siden.

I Schirmeck fik de ansatte den besked, at de godt kunne beholde deres job, hvis de vel og mærke ville flytte til Rumænien og acceptere en løn på lige under 800 kroner om måneden. Det var en tiendedel af den løn, de hidtil havde oppebåret i Frankrig.

"Hvordan kan vi stiltiende lukke øjnene for 30 års social udvikling," sagde den lokale tillidsmand Antoine Dugo.

"Vi er midt i en proces, hvor vi æder hinanden," sagde en anden lokal fagforeningsmand.

Og her hjælper det ikke med økonomer, som advarer om, at Frankrig, der i forvejen døjer med en arbejdsløshed på over 10 procent, uundgåeligt vil tabe terræn, hvis landet tror, det kan ignorere eller stille sig uden for globaliseringen; det batter heller ikke med forsikringer fra ja-siden om, at den nye EU-forfatning i virkeligheden er "et barn af den franske revolution og gennemsyret af franske værdier", som Jacques Chirac har forsøgt at påstå gennem valgkampen. Franskmændene ved udmærket, at deres egen regering også tager livtag med globaliseringens konsekvenser, de ved at presset på det generøse franske arbejdsmarked med de korte arbejdsuger og de lange ferier er voksende. Men de synes ikke om medicinen, som har taget form af lovforslag, der giver arbejdsgiverne nye redskaber til bl.a. mod merbetaling at overtale de ansatte til at arbejde længere og holde mindre fri.

Ja-siden klynger sig til håbet. Ved den sidste afstemning om Maastricht-traktaten i 1992 var nej-siden også foran til slut. Forskellen er imidlertid, at franskmændene dengang havde en populær præsident - Francois Mitterrand - og at Berlinmurens fald dengang også i Frankrig blev set som noget positivt og ikke som en mulig økonomisk trussel mod 'det gamle Europa'. Og der er stigende tegn på, at regeringen har opgivet håbet. Flere franske aviser har berettet i denne uge, at formanden for UMP, Nicolas Sarkozy, under et internt regeringsmøde arrigt skulle have snerret, at "slaget er tabt".

Det ved vi formentlig søndag omkring midnat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu