Det hører til blandt de mest pinefulde og tåkrummende oplevelser på året, når politikerne skal i gang med at forhandle om en ny finanslov.
I år gøres pinefuldheden ydermere værre, idet der i foråret blev indgået et forlig mellem regeringen og socialdemokraterne om en velfærdsreform. Socialdemokraterne vil gøre noget mere for børnene. Dansk Folkeparti vil hjælpe de ældre. Og partiet til varetagelse af småborgerlige akademikeres velbjergede interesser og friværdier, Socialistisk Folkeparti, vil på vegne af gymnasielærerforeningen, lektorer og professorer på universiteter og seminarier allerhelst hjælpe hele menneskeheden lige nu og her. Hvis det ikke lige var, fordi det ville sprænge finansloven. Men så sætter de lutter gode SF'ere bare skatten op. The sky's the limit!
På en måde er vi selv ude om det. Vi har jo selv givet politikerne al den magt. Politikerne får smag for det, og der udvikler sig stille og roligt et selvregulerende system - svarende til dét, som sociologen Henrik Dahl omtaler som 'institutionaliseret idioti'.
Det er slet og ret udtryk for menneskelig forarmelse og primitiv empati, når moderne velfærdspolitikere tror, at alle problemer blot er et spørgsmål om flere penge. Hvad i al verden får dem dog til at tro det, andet end en for ringe mellemmenneskelig forankring eller erfaringsbasis i et levende civilsamfund uden for mediernes paralyserende rampelys?!
Ældresektoren - viser en nyligt offentliggjort undersøgelse fra Rockwoolfonden - har aldrig nogensinde før fået tilført så mange penge som nu. Også på dette punkt har vi verdensrekord. Udgifterne til den offentlige sektor er steget og steget - selv med en borgerlig regering og dens skattestop. Kommunalreformen koster som alle andre 'fusioner' penge i begyndelsen. Men på sigt skulle den gerne frisætte et tiltrængt offentligt rationaliseringspotentiale. For det er ikke i kroner og ører vores velfærd skal måles længere, men i måden vi bedre og mere effektivt forvalter de inddrevne skattemidler.
Og det betyder bl.a. et kraftigt opgør med forestillingen om, at godhed er et politisk anliggende og kun kan administreres og forvaltes af offentlige myndigheder og eksperter med enormt bureaukrati til følge. En typisk velfærdspolitiker tror, at målestokken på sand og ægte menneskelighed alene skal aflæses i størrelsen på statsbudgettet. Det er én af de allervæsentligste grunde til, at det er lykkes venstrefløjen at tage patent på medmenneskelighed i den offentlige politiske diskurs. De er systembevarende og stokkonservative.
Det er bekvemt
Men hvorfor tror vi på det? Hvorfor hylder vi denne politiske udstillingsgodhed i vores regelstyrede velfærdsstat? Hvorfor giver vi politikerne al den magt?
Fordi det er bekvemt! Så slipper vi selv for al det private bøvl med at indtage rollen - ikke alene som klient i en moderlig velfærdsstat, men som ansvarlig borger med pligt til i sin egen magtsfære at afhjælpe nød og fremme trivsel og velfærd blandt ens medmennesker. Det ægte, levende medmenneske vel at mærke. Ikke politikernes ideologiske og abstrakte fantom, som de bruger til at give deres magtbrynde et tilforladelighedens fernis.
Knap nok har vi fået vores børn, før vi lægger dem over til moder stats digevorter! Der var ellers en gang, det var forældrenes opgave at sørge for deres børns opdragelse samt trygge og kærlige opvækst, støtte og omsorg. Men så fandt nogle selvoptagne voksne på, at frigørelse først og fremmest er beregnet for dem selv. De styrtede ud på arbejdsmarkedet for at realisere sig selv og tjene til et i dag enormt overforbrug af alt mellem himmel og jord. Og i dag kan vi så se, hvorledes børnene betaler en stadigt højere pris for de voksnes såkaldte frigørelse med en himmelråbende ringe voksen- og forældrekontakt.
Moder stat ta'r over og legitimerer derved ikke alene en materialisme, der er ved at gå grassat, men også de stærkes ret, idet de voksne er de stærkeste og ansvarlige i forhold til børnene. Og hverken forældre eller andre er ofre! Vi har selv valgt børnene. Hvis vi endelig er det, så er det pga. vores egne umådeholdne dispositioner, hvor vi sætter os så dyrt, at der naturligvis skal to indkomster til at dække udgifterne. Det har ingen tvunget os til. Det er ægte kapitallogik. Vi har bundet os selv på hænder og fødder i en sådan grad, at dén frihed, som vi ellers sætter så højt, bruges til at indskrænke vores handlingsmuligheder.
Det er selvfølgelig et paradoks. Men velfærdspolitikerne bilder os noget andet ind og løser paradokset ved at gøre os alle sammen til hjælpe- og værgeløse ofre for alle deres 'gode' ideer!
*Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen
