Læsetid: 6 min.

Politik, tak

Stærkt politiske budskaber er ikke overraskende på dagsordenen igen i år i Cannes, hvor Michael Moore går i kødet på det amerikanske sundhedssystem, mens Leonardo DiCaprio slår et slag for miljøet
21. maj 2007

CANNES - Der bliver lavet flere politiske film i dag end for blot 10 år siden - 11. september og krigen i Irak og krigen mod terror er et par af de vigtigste grunde - og filmfestivaler verden over synes mere end villige til at vise dem og således på sin vis bekende kulør. Ikke mindst Cannes, hvor der også i år er blevet plads til en række opsigtsvækkende og diskussionslystne titler, der i lighed med 1960'erne og 1970'ernes agitatoriske filmkunst forsøger at råbe offentligheden op.

Den armensk-amerikanske rockgruppe System of a Down har lavet musik til og medvirker i en film, Screamers, der handler om folkemord. I Terror's Advocate portrætterer franske Barbet Schroeder en fransk-vietnamesisk advokats forbindelser til algeriske frihedskæmpere, tyske terrorister og schweiziske nazister. Og østrigske Ulrich Seidl beskæftiger sig i sin seneste spillefilm, Import Export, med arbejdskraftens bevægelse mellem Øst- og Vesteuropa.

Man kan diskutere disse films æstetiske kvaliteter - nogle af dem er både filmiske og politiske, andre er kun politiske - men Cannes er ligesom filmfestivalen i Berlin ganske bevidst om sin rolle som medieombrust udstillingsvindue for både kunst, kommers og holdninger.

Instruktøren Michael Moore, der i 2004 vandt Den Gyldne Palme for den kontroversielle Fahrenheit 9/11, kalder selv sine film for parts-indlæg i en debat, og han er nu i Cannes med den længe ventede Sicko, der tager det amerikanske sundhedsvæsen under alt andet end kærlig behandling.

Oprørende

Filmen er en af Moores bedste, både morsom og (op)rørende - den fik stort bifald af pressen både under og efter den første visning - og tegner ligesom hans tidligere film, Roger & Me (1989), Bowling for Columbine (2002) og Fahrenheit 9/11, et satirisk og i bund og grund deprimerende portræt af et samfund, det amerikanske, der svigter sine idealer og sine medborgere.

I Sicko møder vi en række mennesker, som ikke er omfattet af den privatiserede, brugerbetalte amerikanske sygeforsikring, fordi de simpelthen ikke har råd til det, og vi møder endnu flere mennesker, som har råd, men som ikke kan få udbetalt forsikringspenge, da ulykken indtræffer, fordi forsikringsselskaberne af forskellige grunde nægter at godkende deres krav.

En mand, der får to fingre skåret af, tvinges således til at vælge, hvilken han helst vil have syet på igen. Han har ikke råd til begge.

Systemet er bestemt ikke indrettet til borgernes bedste, men gør i stedet folkene bag forsikringsselskaberne rige. Moore begynder med mennesker, der er kommet i klemme, og senere løfter han sagen op på et mere principielt og internationalt niveau. For det viser sig, finder en forbavset Moore ud af, at man hverken i Canada, Frankrig eller England betaler for at gå til lægen eller komme på hos-pitalet.

Som en anden mistænksom forkæmper for the american way rejser instruktøren rundt til de forskellige lande, taler med de indfødte og amerikanere bosat dér og opdager, at det i hele den vestlige verden kun er USA, der ikke har en offentlig, gratis sundhedssektor. 'Socialized medicine', som man kalder den slags i USA, er ikke noget, hverken republikanere eller højreorienterede demokrater bryder sig om, fordi det lugter af kommunisme, og i nogle afslørende tv-klip viser Moore, hvordan blandt andet George Bush den første næsten lyder som den kommunistforskrækkede senator McCarthy, når han taler om socialized medicine.

Sygt system

Sicko er en vellykket og vigtig film - til sidst går Moore for langt, men det gør han jo altid - og i modsætning til Fahrenheit 9/11, der, vil nogle mene, prædikede for de omvendte, vil filmen sikkert åbne mange menige amerikaneres øjne for mekanismerne bag det forkvaklede system, de døjer med.

Det vil betyde forhøjede skatter at lave et velfungerende, offentligt sundhedssystem i USA, men det kommer Moore ikke ind på i Sicko, hvilket nok skal få hans modstandere i offensiven. Alligevel er der forbavsende lidt at kritisere i den overmåde sympatiske film, der også fik en af mine amerikanske kolleger til både at grine og græde, selv om han mente, at instruktøren indimellem slap for nemt om ved nogle ting.

Moore er en formidabel filmmager og manipulator, og han er ikke bange for at gå til yderligheder for at slå sine pointer fast. Mod slutningen af filmen sejler han f.eks. en flok tidligere, syge 9/11-redningsarbejdere, der ikke er berettiget til lægehjælp i USA, til den amerikanske flådebase Guantánamo på Cuba, som er det eneste sted på amerikansk jord, hvor alle kan komme gratis til lægen.

"Vi vil bare have den samme behandling som Al Queda, som de onde," siger Moore i en megafon, da han og redningsarbejderne ligger og venter i en båd uden for Guantánamo-bugten. Det er en sirene, der svarer, og Moore og co. sejler væk i en fart. I stedet bliver redningsarbejderne indlagt på et cubansk hospital, hvor de får al den hjælp, de har brug for, gratis. Budskabet er tydeligt: Selv en af USA's værste fjender, Fidel Castro, har fat i noget af det rigtige og hjælper gerne amerikanske statsborgere i nød. Det vil il commandante sikkert takke Moore for at påpege.

Holisme

Verden - især USA - synes at være delt ned gennem midten. På den ene side er der de, som gerne ser status quo bevaret, og som tjener penge på, at den bliver det. På den anden side finder vi blandt andet en voksende gruppe af menige, utilfredse amerikanere og et mere og mere offensivt og i den henseende venstreorienteret og socialt, menneskeligt, politisk og miljømæssigt bevidst Hollywood, der bruger sin magt - film er et magtfuldt medium - til at sige fra i forhold til den amerikanske regering, der har så tætte forbindelser med det amerikanske erhvervsliv, at det burde være forbudt - hvis ikke det allerede var det.

I Danmark har vi Morten Hartz Kaplers, som med AFR vendte verden på hovedet. I Hollywood har de George Clooney, der stod bag både Syriana og Good Night and Good Luck og er en af den amerikanske filmbranches fremmeste og mest fornuftige agitatorer.

I 2006 var eks-vicepræsident Al Gore i Cannes med sin vellykkede dokumentarfilm om den globale opvarmning, En ubekvem sandhed. I år er det Leonardo DiCaprio, der er festivalens miljøbevidste profil. Den 11. time, som DiCaprio har været med til at skrive og producere, og som han også agerer en slags fortæller i, er en umiddelbart sværere tilgængeligt film end Gores.

Men den er også mere nuanceret og graver et spadestik dybere i et forsøg på at tegne et mere helstøbt og holistisk billede af forholdet mellem natur og menneske.

Det er ikke nok at se på den globale opvarmning, siges det blandt andet i filmen, hvis vi skal redde jorden fra at gå under. Der er andre, lige så store miljømæssige trusler, som vi også skal bekymre os om.

Især skal vi begynde at se os selv som en del af naturen og på konsekvenserne af alt, hvad vi foretager os, hvordan vi spiser, bor, transporterer os rundt, arbejder og meget andet. Jordens ressourcer er ikke uendelige.

'Consume less, live more,' er filmens slaglinje, og bæredygtig udvikling og bæredygtigt design er nogle af kardinalpunkterne i Den 11. times, der er instrueret af Leila Conners Petersen og Nadia Conners, og som hovedsageligt består af interviews med en lang række kloge hoveder, der ved, hvad der kan gøres, og som ikke lægger skjul på, hvad der kommer til at ske af forfærdelige ting, hvis ikke der gøres noget.

Både Sicko og Den 11. time får dansk biografpremiere

Mere Cannes på www.information.dk/cannes og luftskibet.information.dk/forsidesensationen

www.festival-cannes.fr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her