Læsetid: 4 min.

Politiker-søle

26. januar 2001

I Tyskland døjer udenrigsminister Joschka Fischer med skygger fra fortiden, hvor han som ung styrvolt fór rundt i gader og stræder og åbenbart tævede løs på statens beskyttere – politimændene. En politikerkollega – dog fra et andet parti – Helmut Kohl nægter til befolkningens konsternation pure at fortælle, hvor hans parti fik multimillioner af hemmelige bidrag fra.
En lignende sag plager Frankrigs præsident, Jacques Chrirac, som beskyldes for at have modtaget bestikkelse under sin tid som Paris’ borgmester og styret de rare penge direkte over i partikassen. En tidligere udenrigsminister, Roland Dumas, er tiltalt for at have ladet sig lokke af en tidligere elskerinde til at give fede kontrakter til det firma, hun arbejdede for.
Det er ligesom schwung over de kontinentaleuropæiske skandaler. Bulder og brag, pludder og søle, sex og bedrag.
I sammenligning er den seneste britiske politiker-
skandale ærligt talt en tam affære. Tidligere Nordirlandsminister Peter Mandelson, der gik af i går, havde begået den helt uacceptable og tydeligvis korruptionsinficerede brøde at snakke i telefon i to minutter med en juniorminister i et andet departement.
Det skulle han ikke have gjort, for han havde intet at gøre i juniorministerens indenrigsministerium. Men det er trods alt svært at være minister i årevis uden nogen sinde at snakke med en kollega. Så ligefrem gå af? Mandelson havde hverken stjålet penge til sig selv eller partiet, ej heller havde han begået noget ulovligt. Højst havde han vel gjort sig skyldig i dårligt jugement. Jamen Herregud, det kan jo ske for enhver.
Ovre på kontinentet må de grine ad Mandelson og de sære regelrette briter, der engang imellem nærmest går bagover i selvsmagende retfærdighedssans. Evig og altid kommer de rendende og insisterer på ’fairness’, ’lov og ret’ og den slags ulidelige petitesser.

Sagens fakta er, at Mandelson, mens han sad i kabinettet med briternes Tusindårskuppel som ansvar, forsøgte at rejse penge til den. Kuplen skulle være stor og flot med prangende udstillinger, der kunne fortælle alverden om briternes dygtighed inden for snart sagt alt muligt. På den måde skulle kuplen markere årtusindskiftet. Så der skulle mange penge til. Kuplen blev for øvrigt et flop, men det er en anden sag.
Mandelson snakkede med en herboende indisk milliardær, Srichand Hinduja og hans familie, og de indvilligede i at give penge til kuplen. Det endte med ca. 12 mio. kroner. Srichand Hinduja spurgte ministeren, hvordan mon hans regering ville stille sig til en ansøgning om britisk statsborgerskab. Hans tidligere ansøgning var nemlig blevet afslået, og det var han naturligvis meget ked af.
Her er det så, at Mandelson griber telefonen. Ifølge ham selv sørgede han blot for, at Srichand Hinduja fik de nødvendige oplysninger og så færdig. Men da inderen kort efter søgte igen, fik han sit britiske pas på rekordtiden seks måneder. Det er helt uhørt rapt af Indenrigsministeriet.

SÅ VIDT FAKTA. De giver det indtryk, at Mandelson måske nok i det mindste hjalp tingene lidt på gled med Hr. Hindujas pas – men det er ikke uset, at politikere helt åbent sponsorerer pasansøgninger – det havde Mandy faktisk ikke gjort. Han havde bare li’e ringet til en kollega længere nede på rangstigen.
For sagen er – eller var – jo, at Mandelson var en af Storbritanniens mest fremtrædende politikere med direkte linie til premierminister Blair. Når Mandelson sagde noget, ja så sprang embedsværket.
Men i virkeligheden er det lige så meget det faktum, at Mandelson løj om sagen, da den kom frem, at han blev nødt til at gå.
Det er altså noget, briterne ikke bryder sig om hos deres politikere. De må ikke lyve. Det er ubritisk.
Alligevel kunne Mandelson under andre omstændigheder måske have beholdt sin post. Men det spiller ind, at New Labour har planlagt det næste valg allerede til maj, og i den forbindelse ville det se grimt ud, om der hang så meget som en lille bitte mørk sky over partiet, når det skulle ud at bejle til de stadigt mere resignerede vælgeres gunst. Politiker-leden har det i forvejen godt her i landet – en nok så lille skandale kunne kun øge den.
Det er også en – stor – faktor, at Mandelson allerede har måttet gå én gang – som industriminister – efter at han havde forsøgt at hemmeligholde et kæmpe huslån fra en politikerven.
Samtidig lovede Tony Blair jo inden sidste valg i 1997, at hans regering ville være renere end ren. Den ville handle anderledes end de konservative, der døjede med den ene skandale efter den anden af en ganske anden kaliber end Mandys telefonsamtaler.
Men New Labour har en lav tolerancetærskel. Et parti, der i den grad har ført sig frem på PR, mediemassage og den ydre fremtoning, har ikke råd til at lade så meget som den mindste lille ridse spolere lakken.
Det kan godt være, at mediemassagen og den fikse PR gjorde New Labour valgbart, men strategien gjorde det også sårbart. Måske det allermest ironiske er, at Mandelson om nogen var manden, der udtænkte og gennemførte denne strategi. Han er nu faldet og er kommet grimt til skade på sit eget sværd.

beb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her