Læsetid: 1 min.

'Politikerne skal blande sig udenom'

LO-formand afviser enhver politisk indblanding i danske lønforhold
14. juni 2005

- Hans Jensen, formand for LO, skal fagbevægelsen opgive kampen for den danske arbejdsmarkedsmodel?

"Det er der ingen mening i. Nu har vi i 106 år kunnet opdrage danske arbejdsgivere til at indgå overenskomster med fagforeningerne, så kan vi også opdrage resten."

- Med SF's forslag vil I stadig have retten til at forhandle mindsteløn og andre overenskomstbestemte rettigheder. Er forslaget en reel trussel mod fagbevægelsen?

"Det vil give luft til alle gratisterne, der ikke er medlem af fagforeningerne. Jo flere varer, fagforeningerne har på hylden, jo bedre er det at være medlem."

-Vil forslaget ikke være en hjælp, hvis I slipper for at demonstrere i månedsvis, f.eks. på Falster?

"Jeg tror på, at det er vigtigt, at vi står og demonstrerer på Falster for at sikre forholdene for lønmodtagere fra andre EU-lande."

-Der er jo meget EU-lovgivning på det danske arbejdsmarked - hvorfor er det her forslag afgørende?

"De EU-bestemmelser, der er på arbejdsmarkedet i dag, berører kun vores supplerende aktiviteter. Men det er en grundlæggende aktivitet at sikre mindstelønningerne."

-I siger, at I vil løse problemerne med løntryk, men afviser et forslag, der kan være en hjælp?

"For mig findes der ikke noget værre end Christiansborgpolitik, der bare løber efter dagsaktuelle problemer. Det her er et dagsaktuelt problem, politikerne skal blande sig udenom. Hvis fagbevægelsen ikke kan løse denne opgave, kan vi ikke løse noget som helst."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu