Læsetid: 4 min.

Politikernes (og vores) varme kartoffel

Kan en politiker slippe af sted med at sige, at det snart burde være forbudt at flyve fra Kastrup til Tirstrup?
5. januar 2007

Tirsdags-lederen her i bladet om statsministerens nytårstale konstaterede, at "mest bemærkelsesværdigt er det, at Anders Fogh Rasmussen tilsyneladende allerede har glemt sin løfterige nye grønne profil fra sidste sommer. 'Staten skal sikre overordnede regler, som beskytter miljøet. Men vi har hver især et ansvar for at værne om natur og miljø gennem vores daglige adfærd og personlige valg, når det gælder fødevarer, transport og energi'. Det var, hvad det kunne blive til. Vi har hver især et ansvar for at værne om naturen. Hvabehar? En af verdens og vor tids største udfordringer - at imødegå og bremse den globale opvarmning - er ikke vigtig nok til, at statsministeren ønsker at nævne det i sin nytårstale". Skønt 2007, som Information også skrev i tirsdags, ser ud til at blive netop "det varmeste år i århundreder".

"Det er næppe nogen forglemmelse," fortsatte lederen, "men snarere et udtryk for, at klimadagsordenen ikke er slagkraftig nok for statsministeren, og at den indeholder mulige konflikter, som der ikke er plads til lige for tiden. (...) Resultatet er blevet endnu engang lidt tandløst at betone det personlige ansvar. Så må vi hver især tænke over det med miljøet. Det er ganske enkelt ikke godt nok af en statsminister, der også vil tages alvorligt internationalt."

Sigende nok indeholdt ledersiden i tirsdags også betragtninger fra den britiske avis The Independent, som i realiteten kritiserede Storbritanniens Tony Blair for det samme, skønt Blair taler helt anderledes ofte og stærkt end Fogh om den truende klimakatastrofe: "Og vores egen regering har også afstået fra den slags radikale udledningsreducerende tiltag, som kunne være et eksempel for resten af verden," konstaterede Independent.

Med andre ord: Alle véd, den er gal, nogen siger det oven i købet, men ingen gør noget ved det.

Uenige ministre

Eller rettere: Mange prøver såmænd at gøre noget. Som nu Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt, der på Danmarks Radios hjemmeside i går foreslog, "at al benzin og diesel allerede fra i år skal tilsættes to procent biobrændstof". Dermed kaster Lilleholt sig ind i en debat, der længe har skabtuenighed mellem en række topministre i regeringen.

Uenigheden er så stor, at et længe ventet energiudspil er blevet forsinket.

"Når nu vi skal i gang med at diskutere en strategi for de kommende 20 års danske energipolitik, så kan vi ikke undgå også at komme til at diskutere transportområdet," siger han til Radioavisen.

Det er usædvanligt, at en ordfører fra et regeringsparti kommer med et udspil, kort før regeringen selv spiller ud. Lars Christian Lilleholt ved godt, at han tager parti i en følsom intern diskussion.

"Biobrændstof er på den politiske dagsorden. Og jeg ønsker også at bidrage til, at vi fastholder debatten om hele transportområdet, også når vi skal diskutere en fremadrettet energistrategi," siger han. Og slutter dermed artiklen på DR's hjemmeside.

To procent biobrændstof (og seks procent om tre år, ifølge Lilleholt), skulle det være sagen? Når debatten om hele transportområdet i forbindelse med en fremadrettet energistrategi ikke mindst handler om afviklingen af stort set al flytrafik i hele verden! Fordi der for flyenes vedkommende ikke rigtig er noget alternativ til den CO2-udledende og naturødelæggende benzin. Senest dokumenteret af George Monbiot i Heat - How to stop the planet burning og emnet for Informations og Noahs møde på mandag: "Højt at flyve - Kan klimaet klare flytrafikkens vækst?"

Hyklere alle til hobe

Men hvad kan selv en dansk halvvejs toppolitiker som Lilleholt stille op med den varme kartoffel, at det snart burde være forbudt at flyve fra blot Kastrup til Tirstrup eller omvendt? Siger han det højt, er han færdig som politiker. Og formentlig erklæret enspænder og sær af sin nærmeste familie, hvis han lige frem begynder at efterleve det ved at nægte deltagelse i enhver rejse, der kræver flyvning.

Det er der, vi er lige nu: Hyklere for Herren/Naturen alle til hobe. Også Monbiot, som han selv har indrømmet.

"Hvis vi fortsætter business as usual og ikke kommer væk fra denne kurs mod stedse større CO2-udledninger år for år, vil vi få omfattende havstigninger i løbet af dette århundrede," sagde en af verdens førende klimaforskere, amerikaneren Jim Hansen, i tirsdagsavisen.

"Sidste gang det var tre grader varmere, var hav-niveauet 25 meter højere, plus minus 10 meter. Det vil vi ikke opleve inden for ét århundrede, men vi kan få adskillige meters stigning på et århundrede."

Hvad gør vi så? Indrømmer vores hykleri - uden hykleri! - til en begyndelse. For at gøre det stadig mere skærende klart, at det efterhånden ikke er til at holde ud, at man er tvunget til at leve stik imod det, man véd. Så vores politikere - for vi har selv valgt dem! - omsider tør gøre noget ved den varme kartoffel, der omfatter alle og enhver. Og som ikke overlader ansvaret til hver enkelts "daglige adfærd og personlige valg".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her