Læsetid: 4 min.

Politisk barndom

6. september 2001

Oprørthed og medfølelse er aldrig ret langt væk i Nordirland. Det er kynisme heller ikke.
Se nu bare de små katolske børn, som ikke må få lov til at gå i skole for de protestantiske beboere i Ardoyne kvarteret i det nordlige Belfast. De bliver råbt ad og truet, og siden skolestart i mandags er poderne blevet eskorteret i skole af politi og soldater.
Det er synd for børnene, og man må oprøres over de protestantiske beboere, som lader deres tvister med katolikkerne gå ud over børn i alderen fra fire til 11. Men noget tyder på, at de protestantiske Ardoyne-beboere
ikke er de eneste, som udnytter dem.
Holy Cross Girls’ Primary School er en katolsk skole i et overvejende katolsk område, men den mest oplagte skolevej går gennem områdets lille protestantiske enklave. I juni, lige før sommerferien, gav den situation sig udslag i de samme scener som nu med børn, der blev hjulpet i skole af folk i uniform. Det var der bare ikke ret mange uden for Belfast, som opdagede. Balladen blev betragtet som et isoleret tilfælde, der nok var slemt i sig selv, men som var lokalt og uden den helt store politiske betydning.
Da skoleåret startede igen, gik også balladen i gang igen. Og nu var der pludselig internationalt tv på.
Det kan naturligvis være fordi, der ikke sker så meget om sommeren, og pressen derfor har endnu mere tendens end sædvanligt til at gå i selvsving over opsigtsvækkende begivenheder.
Men det er dog ligegodt svært at komme uden om, at den store opmærksomhed kommer gevaldigt betids for Nordirlands republikanere – altså de overvejende katolikker, der ønsker Nordirland indlemmet i Republikken Irland i stedet for som nu at være slået sammen med Storbritannien.
For hvad skete der over sommeren? Republikanerne kom under pres. Deres våbenhvilende undergrundshær, IRA, gjorde sig mere og mere upopulær ved fortsat at nægte at begynde på en afvæbning som led i skabelsen af et fredeligt Nordirland. IRA og dens politiske gren, Sinn Fein, fik også et gevaldigt rids i lakken, da det kom frem, at tre republikanere blev anholdt i Columbia sigtet for at have uddannet lokale oprørsstyrker i, hvordan man laver bedre bomber.
Det pres er nu som ved Guddommelig intervention fjernet af de grædende børn i Ardoyne.
De katolske nordirere har tilbageerobret offerrollen.

MÅSKE er offerrollen berettiget i tilfældet Ardoyne. Måske ikke. De relativt få protestanter i området hævder, at de konstant bliver forfulgt af katolikkerne.
Katolikkerne siger, at de ikke gør andet end hævde deres ret til at gå på landets veje og stræder. Men på den måde er de for så vidt lige så stædige og kompromisløse som de protestantiske ordensbrødre, der i årevis har skabt ballade ved at insistere på at lade deres traditionelle marcher gå gennem katolske boligområder. De hævder også deres ret til at gå på landets gader og veje.
Det er svært at forstå, hvorfor de katolske forældre i Ardoyne ikke bare lader børnene gå i skole ad en anden gade. Det har skolens ledelse forlængst opfordret dem til, i det mindste indtil de overophedede følelser har dæmpet sig.
Den løsning har enkelte valgt. Andre meldte simpelt hen deres børn ind i andre skoler efter sommerferien. Men mange har insisteret på at sende deres børn i skole under politibeskyttelse og intens medieopmærksomhed. Det er svært at se, at den slags først og fremmest skulle være i børnenes interesse.

I ET videre perspektiv er Ardoyne-sagen altså en af de begivenheder, der giver den ene eller den anden side i konflikten bonuspoint. I dette tilfælde altså katolikkerne.
Den er også et eksempel på, hvordan vold og ufred kan melde sig, når politiske betræbelser på at skaffe det modsatte render ind i vanskeligheder. Risikoen er nu, at volden breder sig i det politiske tomrum.
I august trådte førsteministeren, den protestantiske David Trimble, tilbage i protest mod den manglende IRA-afvæbning. Ifølge reglerne har de nordirske politikere nu en frist til 23. september til at finde et kompromis, som kan få Trimble til at blive på sin post. Ellers er der risiko for en suspension af lokalstyret eller et nyvalg, der risikerer at sende folk ind i forsamlingen, som er endnu mere kompromisløse end de, der sidder der nu.
Det parti, der synes mest opsat på et nyvalg, er Sinn Fein. De venter en fremgang og mener, at den vil svække kravet om IRA-afvæbning og fremme deres krav om reform af det protestantisk-dominerede politi og en reduktion af den britiske hærs tilstedeværelse i Nordirland.
Set i det perspektiv har de grædende børn i Ardoyne sikret en sådan medfølelse med de nordirske katolikker og bragt de grimme protestanter i en sådan miskredit, at det kun kan hjælpe Sinn Fein ved et eventuelt nyvalg.
Det er synd for børnene i Ardoyne. Ikke bare skal de konfronteres med hadefulde protestanter på vej i skole, de bliver også til brikker i er politisk spil, som ikke mindst spilles af ’deres egne’.
Begge sider burde lade de stakkels børn i fred, så de kan koncentrere sig om noget, der faktisk kunne være et vist fremtidsperspektiv i. Nemlig en uddannelse.

beb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her