Læsetid: 2 min.

Politisk brændstof

18. maj 2005

Man ville have forsvoret det for bare fem år siden. Men der er tegn på, at noget så tandløst som Cannes-festivalen er ved at udvikle sig til en politisk platform.

Det store spring kom, da festivalen sidste år gav Guldpalme til Michael Moores kontroversielle dokumentarfilm Fahrenheit 9/11. Dens kvaliteter kunne være svære at få øje på, hvis man ikke - som Moore og nu også Lars von Trier - var rede til at kalde præsident Bush for "et røvhul".

Umuligt at tolke den førstepræmie som andet end en politisk motiveret pris. Også de to foregående års Cannes-vindere, Gus Van Sants Elephant og Roman Polanskis Pianisten, var film med politiske genklange.

Og nu har Lars von Trier - med sin sædvanlige flair for ikke bare at fange tidsånden, men også være med til at skabe den - stillet sig op på den politiske sæbekasse med bevidstheden om, at tilhørerne ikke bare er en tilfældig lille skare, men Cannes-festivalens verdenspresse, der begærligt griber efter skandale-citater.

Som f. eks.: "Jeg føler, at amerikanerne lige så godt kunne være militært til stede i Danmark. Vi er en nation under meget dårlig indflydelse, for jeg synes, Bush er et røvhul og gør en masse virkelig dumme ting. Amerika sidder med verdensmagten, og derfor laver jeg film om landet. Jeg ville tro, at 60 procent af de ting, jeg har oplevet i mit liv, er amerikanske. Så faktisk er jeg amerikansk. Men jeg kan ikke stemme i Amerika. Derfor laver jeg film om Amerika."

Selvfølgelig et slemt forenklet udsagn i forhold til den komplicerede film Manderlay, der ifølge pålidelige kilder præsenteres på festivalen. Men ord med høj PR-værdi, og et passende svar til de ansete, men ømfindtlige amerikanske kritikere, der tog anstød af anti-amerikanismen i Triers foregående USA-fabel Dogville.

Men udtalelsen bunder dybere. For Lars von Trier har altid været et politisk engageret menneske. At han som purung var medlem af kommunistpartiet, har han vist aldrig forsøgt at kaste slør over. Og hans første offentligt viste film, den omdiskuterede Befrielsesbilleder, var et hvast opgør med nogle andre sejrherrer end amerikanerne, nemlig de danske selvtægtsvoldsmænd, der tog sagen i egen hånd lige efter Danmarks befrielse i 1945.

I sine unge år provokerede Trier helst fra et højre-synspunkt. Nu indrømmer han, at det er "kulturradikalt" at have den anskuelse, at "vi skal komme tingene til livs ved at tage dem op og diskutere dem." F. eks. mener han ikke, at "du kan være rigtig sikker på, om negrene i Mandalay er helte eller skurke."

Sikkert er det dog, at Trier har flyttet sig et godt stykke til venstre. Og man kan kun bifalde, at han - i Cannes-festivalens fornyede politiske regi - holder liv i en diskussion, der fører videre end til det luftfattige filmæstetiske drivhus, som filmfestivaler ellers så ofte udarter til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu