BETYDER afgangen af verdens mest kendte spin-meister, Tony Blairs eminente kommunikations- og strategidirektør, Alastair Campbell, et farvel til New Labour, som vi kender det ?
Svaret er nej. Så er konklusionen på nærværende leder afleveret på bedste journalisthøjskole vis i starten af teksten, og læsere med trætte øjne eller travle hjerner, kan springe af. Alle andre kan fortsætte og høre forklaringen.
Når det er relevant at stille ovenstående spørgsmål, skyldes det først og fremmest de enorme bunker af analyser, baggrunde, anekdoter, portrætter fortsæt selv som Campbells afsked fra Downing Street 10 har medført i den britiske presse, der netop spår dette. Altså at Campbells afgang giver Tony Blair chancen for en ny start, hvor New Labour slutter sin forkærlighed for spin. I stedet for det spin, som Campbell angiveligt var hjernen bag, må det britiske regeringsparti søge »tilbage til indholdet«, hedder det. Mere substans og mindre præsentation. I flere avisledere søndag og mandag siges det endvidere manende, at Tony Blair må »til at finde ud af, hvad han går ind for og hvad han vil« frem for, hvordan diverse politiske initiativer vil blive dækket i medierne.
UD OVER at erobre hele mediebilledet og dermed behændigt trække fokus væk fra premierministeren og hans optræden i Hutton-kommissionen (hvilket fik misundelige britiske konservative til at tale om Campbells sidste mesterlige spin. Selv synes de komplet ude af stand til at trække nogen som helst medieoverskrifter om andet end de rituelle bagholdsangreb på lederen Iain Duncan Smith) gav Campbells afgang Tony Blair en anledning til en længe savnet reform af centraladministrationen.
Her er der mere gods at hente for den politisk interesserede end i pressens evindelige harpen på den spin, som de selv i vidt udtrækning lever af, og som Campbell leverede ofte til pressens store tilfredsstillelse.
For en ting, som New Labour har gjort sig skyldig i, er en omkalfatring af den britiske centraladministration på en uhensigtsmæssig måde. Magtkoncentrationen i Downing Street har ført dels til en marginalisering af stort set alle andre ministerier med det magtfulde og semi-uafhængige finansministerium som eneste undtagelse, dels til en uheldig arbejdsdeling mellem de politisk ansatte toprådgivere hvor Campbell var kongen sådan så den traditionelt upartiske embedsmandsstand blev direkte underlagt (parti)politisk kontrol.
Det svarer med andre ord til en situation, hvor Anders Fogh Rasmussens (også kompetente) pressechef,
Michael Kristiansen, blev sat i en position, hvor han kunne give ordrer til departementschefen ikke blot i statsministeriet, men i hele centraladministrationen. Resultatet har været uheldigt, og har medvirket til at skabe en kultur, hvor offentligt ansatte embedsmænd er gledet ud og ind af rollen som hhv. embedsmand og partisoldat. For dokumentation af påstanden kan man blot tjekke den enorme bunke mails og memoer fra Downing Street, som Hutton-kommissionen med prisværdig åbenhed har lagt ud på internettet til frie studier.
Blairs bebudede reform skruer nu tiden tilbage til præ-Campbell. Den nye pressechef, Labour-veteran David Hill, vil være politisk ansat, og referere til en ny departementschef for regeringens kommunikation. Der skal med andre ord skabes et nyt »superministerium« for kommunikation, og dertil kommer en politisk reform, hvor Blair vil uddelegere mere magt til sine kabinetsministre, som i stor stil dog mestendels uden for referat har brokket sig over manglende indflydelse på den »præsidentielle« Blair.
Belejligt for Blair er det sikkert også, at den reform kommer før den årlige partikonference i Labour om en måneds tid.
MEN HVAD så med regeringen og medierne ? Hvis nogen virkelig skulle tro, at man i et 24-timers nyhedsbåret samfund som det britiske og i mindre format det danske kan overleve som moderne politisk leder, hvis man ikke er passioneret interesseret i, hvordan ens politiske tiltag bliver præsenteret, er man naiv.
Som sagt gav Alastair Campbell journalisterne, hvad de ville have. Og hvad de i stadigt stigende grad ikke kunne få nok af. Det had, der også var mod ham især i den konservative tabloidpresse handlede først og fremmest om, at han var dygtigere til at manøvrere i mediehavet, end disse aviser selv var.
Konklusionen er, at det ikke batter med politisk indhold, hvis det ikke kan serveres for de borgere, som skal leve med konsekvenserne. Spin er med andre ord kommet for at blive. Men det betyder naturligvis ikke, at medierne blot skal labbe regeringens beskeder i sig. Tværtimod. Det er op til de kritiske journalister at afdække konsekvenserne og ikke mindst, hvis der er
uoverensstemmelse mellem ord og handlinger. Nøjagtigt som det i øvrigt fremgår af målsætningen for denne avis. Desværre fejler en magelig presse alt for ofte i den opgave men det er en helt anden historie.
