DE DANSKE POLITIKERE har fået øje på EF-domstolens rolle - og dermed dens magt. Og de kan ikke lide, hvad de ser.
Som beskrevet i mange medier, blandt andet Information her i weekenden, er politikerne, med statsministeren i spidsen, bekymrede for en udvikling af EU, hvor unionens politik i stigende grad bygges på domstolens såkaldt dynamiske eller aktivistiske fortolkning af samarbejdets lovtekster frem for de vedtagne tekster. Og at man dertil groft sagt får sneget en yderligere integration af EU-landenes politikker ind ad bagdøren gennem domstolens virke, en integration som politikerne vel og mærke ikke ønsker, og som befolkningerne menes at være skeptiske over for.
Man kan lidt syrligt mene, at det er noget sent, diskussionen er havnet i Folketinget og regeringen, for det er en diskussion, som har kørt på højtryk i juridiske og politologiske kredse igennem i hvert fald de seneste 10 år - både som en konkret diskussion af EF-domstolens position i det europæiske samarbejde og som en mere overordnet diskussion om domstolenes rolle i samfundet.
Sidste sommer satte juraprofessor Mads Bryde Andersen fra Københavns Universitet f.eks. spørgsmålstegn ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstols øgede politiske magt. Hans synspunkt var groft sagt, at Menneskerettighedsdomstolen er kommet til at fungere som en slags politisk korrekt overdommer, som uden et folkeligt mandat står over de folkevalgte politikere. En anden juraprofessor Gorm Toftegård Nielsen fra Århus Universitet har i årevis skrevet om overførslen af magt fra Folketinget til de domstolene - på jurasprog: konstitutionalisme.
EU-EKSPERTERNE HAR også ytret sig. I den ene ende af meningsspektret findes endnu en professor, Hjalte Rasmussen, der er ekspert i EU-ret. Han begyndte allerede for over 30 år siden sin kritik af EF-domstolens aktivistiske dommere og har bl.a. kritiseret domstolen for at forsyne sig selv med nye kompetencer gennem brugen af EU's såkaldte gummiparagraf, paragraf 235.
I den modsatte ende er f.eks. lektor i international politik ved Københavns Universitet Marlene Wind. Hun er stærkt positiv over for, hvad hun ser som en europæisk retliggørelse af det politiske, der potentielt kunne medvirke til at skabe en europæisk identitet og fællesskabsfølelse. Wind har særligt haft et godt øje til det europæiske menneskerettighedscharters inkorporering i den nye - nu kuldsejlede - forfatning.
Det er en relevant - om end inderligt usexet - diskussion, når det drejer sig om at forstå, hvor unionen er på vej hen. Men når politikerne nu pludselig er blevet forhippede på diskussionen - det østrigske EU-formandskab har bakket Foghs kritiske kommentarer op - skyldes det en helt konkret dom fra EF-Domstolen i september 2005 om et forslag til et direktiv om strafferetlig beskyttelse af miljøet. Et direktiv som medlemsstaterne ønskede annulleret, men hvor domstolen støttede kommissionen i, at medlemslandene havde krænket kommissionens initiativret. Dommen har derfor styrket kommissionens magt, og det indebærer, at straffebestemmelser på miljøområdet fremover kan gennemføres inden for den overnationale del af EU-systemet - i traktatens såkaldte søjle ét. Et medlemsland kan med andre ord blive tvunget til at gennemføre strafferetlige indgreb, som landet selv er imod
DOMMEN BLEV MODTAGET med jubel i Europa-Kommissionen, for vurderingen er, at den vil styrke kommissionens indflydelse på en række andre politikområder, hvor den vil kunne indføre strafferetlige sanktioner f.eks. det indre marked, fri bevægelighed af arbejdskraft, landbrug og forbrugerbeskyttelse. "Den åbner vejen for en mere demokratisk og mere effektiv lovgivningsprocedure i Den Europæiske Union og bedre miljøbeskyttelse," sagde kommissionsformand José Manuel Barroso.
Det danske justitsministerium fastholder i et notat, at strafferet er mellemstatsligt, men også, at Danmark (og andre medlemslande) i fremtiden vil kunne blive påtvunget strafferetlige sanktioner inden for det indre marked, konkurrenceforhold, landbrug og fiskeri. Ministeriet konkluderer imidlertid, at Danmark alligevel fortsat kan deltage i det overnationale samarbejde på trods af vores retlige forbehold.
Hele Europaudvalget - fra formand Elisabeth Arnold over Svend Auken til Morten Messerschmidt - er betænkelige.
Og i marts vil EF-domstolens virke blive genstand for et stort seminar i Europaudvalgets regi. Forhåbentlig kan diskussionen den dag bidrage til at løfte vidensniveauet og bidrage til en fælles diskussion i hele Unionen. Arbejdet inden for og samarbejdet mellem EU's institutioner er nemlig både for kompliceret og dybt forankret i hele samarbejdet til, at et enkelt medlemsland kan flytte noget alene. Og dertil synes det kun rimeligt, at domstolens arbejde bliver genstand for en bredere, mere demokratisk diskussion.
