Læsetid: 4 min.

Politiske film hitter i Hollywood

George Clooneys film om McCarthy-æraen er kun en af mange nye film kritiske budskaber til USA i dag
16. december 2005

Geore Clooney stævner senator Joseph McCarthy for at ville knægte tv-journalisters ytringsfrihed. Jennifer Lopez og Martin Sheen afslører amerikanske storkoncerners utilbørlige metoder i Mexico. Sean Penn går sammen med Steven Zaillan om en ætsende parodi på korrupte højrepolitikere. Tim Robbins og Philip Noyce problematiserer den gængse tolkning af begrebet 'terrorist'. Fernando Merielles, instruktøren af City of God, retter sin passionerede kameralinse imod de store selskabers amoralske fremfærd i Afrika.

Det er muligt, at Good Night and Good Luck, Clooneys blændende 1950 newsroom-drama ikke vil blive blandt de mest sete film, men kritikerroserne er regnet ned over den siden premieren i november. Næste år følger Bordertown af Gregory Nava, og Steven Zaillans genindspilning af 1949-klassikeren All The King's Men. Senere kan vi glæde os til Philip Noyces apartheidthriller Hot Stuff. I mellemtiden har The Constant Gardener i to måneder holdt sig på den amerikanske biograflistes top 10.

Clinton forsøgte

Hvad udløste den nye bølge af politiske film? Forløbere kan findes helt tilbage til Reagan-årene, hvor tidsånden absolut ikke var til kritik. Ed Asner, som aktuelt kan aktuelt opleves som julemand på den nye dvd-udgave af Elf, var en pioner. Hans mangeårige aktivisme kulminerede i 2003 i en bizar presskonference, da en bekymret republikansk mor erklærede, at hun aldrig ville tillade sine børn at se en "kommunistisk julemand". Asner svar var mindeværdigt: "Julemanden går klædt i rødt og har kun én mission i livet: at omfordele verdens legetøjsvelstand." Allerede i 1984 fremkaldte han han i tv-programmet Lou Grant forargelse over Reagans-regeringens indblanding og metoder i El Salvador. Dét takkede CBS, der producerede programmet, ham for med en fyring.

"Hollywood har i sit hjerte aldrig været nogen venstreorienteret by," har Tim Robbins sagt. En, der vidste dette, var Bill Clinton, der forsøgte at indynde sig blandt Hollywoods få progressive som hos filmbyens pengemænd. Han havde karisma til at matche en filmstjerne, sans for at tale i sukkesøde soundbites og elskede at lade sig se ved Hollywoods gallaer. Mangeårige Hollywood-venstreorienterede som Warren Beatty lod sig besnære.

Men i 1999 var de håb, der knyttede sig til Clintonfalmet. Han havde vist sig som de store medieselskabers mand. Med hans Telecommunications Act fra 96 blev mediebrancen dereguleret, så Hollywoods storspillere fik monopol på at eje biografkæder og kabel-tvselskaber. Belønningen var millionsvis af dollar til kampagnestøtte.

Opfordring til revolution

Skuffet over griskhedens sejr over idealerne responderede Beatty med filmen Bullworth (1999) om Jay Billington Bullworth, en liberal politiker, der giver køb på sine synspunkter og kommer i de store selskabers sold. I stedet fandt Hollywoods venstreorienterede frontfigurer en ny politisk attraktionspol på Seattles gader i 1999, hvor de lod sig inspirere af en den nye generation af dynamiske græsrødders protester mod WTO. Sean Penn nægtede således at tale om sin film The Pledge på pressemødet ved Edinburgh-filmfestivalen i 2001. I stedet opfordrede han til en "revolution", der kunne yde retfærdighed til "tapre unge, der sætter deres liv på spil" - en hentydning til den studerende Carlo Guiliani, som blev dræbt af politiet under protesterne mod WTO i Genova.

Flere film begyndte at afspejle den ny revolutionære ildhu, bl.a. Robbins' Cradle Will Rock, der svidende portrætterer USA's bourgeosi, fattigdommen i det amerikanske samfund og munder ud i en appel om fælles handling. Robbins fik sågar overtalt Disney-boss Joe Roth til at betale for filmen med det argument, at den dels var billig at lave, dels gav lejlighed for at markedsføre noget nyt til et nyt politiseret publikumssegment. Ved at lokke med nye profitmuligheder fik Robbins manipuleret dele af Hollywoods storkapital til at skabe et helt nyt filmisk rum. Her kunne man snart se Erin Brockovich, hvis titel-karakter tvinger en storkoncern i knæ. Senere kom John Q, Any Given Sunday, AntiTrust, The Insider, I Heart Huckabees, Bordertown og The Constant Gardener - alle venstreorienterede film, der til erstatning for Beattys skuffende Bulworth finder helt nye helte.

Forstærket tendens

George W. Bushs indtog i Det Hvide Hus, 11. september og Irak-krigen har forstærket tendensen til politiserende film. Noyces The Quiet American artikulerer dilemmaet for Hollywoods progressive. Efter at have overlevet en bombeeksplosion i Indokina, bliver journalisten Fowler antastet af en lokal mand, Hinh: "Før eller siden, Mr. Fowler, må man tage parti, hvis man vil bevare sin menneskelighed." Og Fowler tager parti. Imod krigen og imod Pyle, 'en stille amerikaner', som han afslører som CIA-agent.

Kravet om stilingtagen har bredt sig til Hollywood under Irak-krigen, hvor stadig flere - fra den apolitiske David Duchovny til den altid passionerede Sheen - har taget parti og har aktioneret på gaderne.

I 2002 stiftedes Artists United to Win Without War med bl.a. Penn, Robbins og Sarandon, som medlemmer. Under en aktion i New York i 2003 udtalte de, at "vil vi bekæmpe krig, må vi også bekæmpe Halliburton." Sheen krævede "krigens gale hunde" fjernet fra regeringen. Penn besøgte Bagdad og kaldte krigen "uberettiget i enhver henseende", mens Glover deltog i protestmarcher sammen med den antiimperialistiske koalition Answer.

Bushs valgsejr har kun næret den nye politiske modstandsånd i dele af Hollywood, som den nævnte strøm af nye film viser. The Assassination og Richard Nixon fra 2004 opsummerer standpunktet for mange i Hollywoods. Den handler om samtidsaktuelle emner som løgnagtige præsidenter, selskabsmagt, racisme og krig, og sætter i en afgørende tale spørgsmålstegn ved de globale ledere af regeringer og kapitalmagt: "Hvem er disse mænd, der lader os vente ved deres fødder? Jeg viger ikke uden modstand." Det har Hollywoods nye radikale stemmer heller ikke tænkt sig.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her