BETLEHEM - For godt en måned siden oprettede Israel en rigtig grænsestation, som man krydser på den korte tur mellem Jerusalem og Betlehem. Den er en del af det såkaldte grænsehegn, som snor sig gennem store dele af Vestbredden, og her bryder den korte tur mellem de to byer som en brutal påmindelse om de politiske realiteter.
Overgangen er en rigtig terminal, der skyder sig ind mellem det virvar af høje betonelementer, der uskønt skærer gennem bylandskabet. Israelske grænsesoldater kigger i papirer, og højteknologisk udstyr kontrollerer alt som er på vej igennem. På de andre biler kan jeg se, at alle passagerer må stige ud og gå igennem grænsen, og det er tydeligt at et pressekort sørger for hurtigere passage end det er tilfældet for de mange ventende palæstinensere omkring mig.
"Dette er en ny realitet, som gør det vanskeligere at komme ind og ud af byen," siger Peter Elias lidt efter på byens Betlehem Star Hotel, hvor han er daglig leder. "Jeg har kun været igennem en enkelt gang, men kan allerede nu sige, at det tager længere tid end før. Følelsen af at leve i et stort fængsel er blevet endnu mere konkret."
Fuldt belagt, men -
Hotellet, som ligger et par gader fra julens absolutte centrum, Fødselskirken i Betlehem, er for første gang siden starten på Al Aqsa-intifadaen i år 2000 fuldt belagt. Peter Elias ranker sig da han siger, at hans hotel var blandt de få, som ikke lukkede under konflikten. Men han indrømmer også at det har været vanskeligt, og at problemerne langt fra er ovre fordi den lille by er under belejring fra flere sider.
"Det er dejligt at have huset fuldt af gæster, men jeg ved også at det kan vende med lynets hast," siger han og nikker til et par britiske turister. "Den politiske situation kan godt jage dem bort igen, og for 90 procent af byen er det eneste levevej. Så selvom vi nu ser bedre tider, har den ægte julefred svært ved at fæste sig."
Betlehem fik en påmindelse om de ustabile tider, da en gruppe palæstinensere for mindre end en uge siden besatte byens rådhus med krav om bedre boliger og arbejde. Dramaet var ovre på et par timer, men har været nok til at skabe uro i byen.
"Jeg forstår deres desperation, men kan ikke acceptere deres handling," siger George Rishmawi, der selv er kristen palæstinenser og fra Beit Sahour, som hænger sammen med Betlehem, koordinerer arbejdet med udenlandske fredsvagter. "De brugte julen som anledning til at skabe opmærksomhed om et socialt problem, der er opstået som følge af den israelske besættelse, men også har at gøre med vores eget selvstyres manglende interesse for at gøre noget for os her i byen."
Private guirlander
Rishmawis bemærkning afspejler en opfattelse af at være i klemme, som man finder i hele byen. Set med israelske øjne er Betlehem palæstinensisk, mens den fra palæstinensisk side betragtes som kristen og på grund af sin store afhængighed af turismen også har skilt sig ud fra de øvrige byer på Vestbredden. Han forklarer at intifadaen hele tiden har udviklet sig mindre voldsomt i Betlehem, og denne angivelige tilbageholdenhed har mere end en gang været genstand for kritik.
"Kun 3,5 pct. af den palæstinensiske befolkning er kristen, mens 80 pct. er det i Beit Sahour og også et flertal i Betlehem," siger han. "Vi bliver set som anderledes. Måske fordi vi har samme religion som europæerne, jeg ved det ikke, men der er noget."
Dette noget er andre i byen ikke så meget i tvivl om. Hvor selvstyret i Ramallah udadtil markerer julen som en højtid, som er i hele det palæstinensiske folks interesse, mener Emile, som driver en cafe nær Fødselskirken at man bag overfladen tænker noget andet. Han hæfter sig ved at den bevilling til juleudsmykning, som selvstyret har forpligtet sig til, er blevet indefrosset i Ramallah, og her et par dage før jul ikke viser tegn på at komme til udbetaling.
"Jeg tror, de er bange for Hamas og hvad der vil ske til valget i januar. Så er det lettere at sætte os som minoritet på en sidelinje," siger han med overrumplende oprigtighed. "De juleguirlander, jeg har foran min butik har jeg selv hængt op. De er helt private."
Følelsen af at holde jul i et vakuum er ligeså mærkbar på Det internationale Center, som er en udenlandsk støttet institution med en bred vifte af aktiviteter, fra tekniske ungdomsuddannelser til kulturelle aktiviteter.
"Vi var de første til at pynte gaden op. Kommunekassen er tom og vi kan hverken forvente noget derfra eller fra Ramallah," siger Rana Khoury, som er talskvinde for centeret. "Vi betragter det som vores opgave at få julestemningen op at stå, ikke mindst den ikke-kommercielle side af den, fordi det er en nøgle til at få byen i gang."
Hun fortæller at den uofficielle arbejdsløshed ligger på 60 procent, og at det er vigtigt at skabe tillid til turisterhvervet fordi de snævre rammer, israelerne sætter med muren omkring byen ikke giver mulighed for ret meget andet.
"Denne jul fylder os med forsigtig optimisme, men den er samtidig mere politisk ladet end nogensinde," siger hun. "Vi ved, at det kan eksplodere når som helst og bringe os tilbage i rollen som politisk kastebold. I det hellige land er intet helligt, kun politisk."
