ROLLERNE ER ikke hvad de har været. Den forløbne uge har venstrefløjen i Folketinget været dybt involveret i praktiske forhandlinger om, hvordan finanspolitikken kan strammes og den disponible realløn beskæres. Det er et praktisk udtryk for, at dén økonomiske realisme, som det politiske venstre har talt om i snart mange år, i stigende grad bliver omsat til praktisk politik.
Forløbet er først og fremmest et lovende politisk livstegn. Det er blevet politisk hverdag, at et indgreb kan forhandles selv med den yderste venstrefløj på tinge, selvom indgrebet traditionelt set er udtryk for en økonomisk stramning. Uanset de vidt forskellige holdninger til den økonomiske fordeling i samfundet afspejler det, at også venstrefløjen har taget konsekvensen af den nye politiske prioriteringsliste, som Ejvind Larsen nærmere beskriver det i nyhedsanalysen på næste side.
De sidste 10-20 år har også den borgerlige fløjs politiske prioriteringer flyttet sig ikke så lidt.
Forstander Hans Lassen fra Højskolen i Svendborg gik i Information i lørdags så vidt, at han - stik imod den almindelige antagelse - ligefrem så et samlet gennembrud for de seneste årtiers venstrefløjs-holdninger: "De røde holdninger er meget udbredte i dag. Hele vejen rundt er der sket en accept af dem", lød den polemiske vurdering. Hans Lassen henviste til udviklingen i debatterne om bl.a. miljø, ligestilling og social udstødning.
ØNSKER MAN klare og enkle opdelinger i det politiske liv, kan denne udvikling give problemer og skabe forvirring. Der er rige muligheder for at erklære, at "fjenden" i realiteten har overgivet sig. I den sidste fase af den britiske valgkamp var det John Majors bedste argument, at Tony Blairs New Labour blot var konservatisme i forklædning.
Om Tony Blair så rent faktisk viser sig at være skabskonservativ må tiden vise. Hans effektfulde retorik giver løfter om noget andet. Om et dynamisk samfund byggende på social ansvarlighed og etisk bevidsthed. Men faldgruberne lurer på den midtersøgende opportunist, som den tidligere amerikanske arbejdsminister Robert Reich skriver i dét åbne brev til Blair (og Bill Clinton), som vi bragte i Information i fredags.
Når Tony Blairs reformering af Labour-partiet kan virke så voldsom set fra Storbritannien skyldes det ikke mindst frigørelsen fra den gamle partimodel og fra fagbevægelsens traditionalister. Men set i et bredere vesteuropæisk perspektiv gør det ikke New Labour mere konservativt end f.eks. det tyske socialdemokrati eller de skandinaviske søsterpartier.
DE REFORMEREDE socialistpartier i Vesteuropa har på flere områder overtaget synspunkter, som konservative og liberale partier før havde patent på. Om slutresultatet ender med at blive en ny form for konservatisme eller en platform for anti-autoritære socialistpartier, må bero på en konkret vurdering og debat. Og af det fortsatte slagsmål om såvel indhold som begreber. I kritikken af de grove sociale skel som 18 års konservativt styre har påført Storbritannien, har mange - også Informations Mads Qvortrup - henvist til den oprindelige britiske konservatisme, hvor netop store tænkere og politikere som Edmund Burke og Benjamin Disraeli stod for en høj grad af medfølelse med de fattige. De beskrev ganske enkelt samfundet som opdelt i to nationer, de riges og de fattiges.
ET TANKEVVÆKKENDE aspekt ved sammenligningen er, at den dukker op i en periode, hvor der netop i de begyndende debatter om globaliseringsfælden, sættes fokus på en verden med afgrundsdybe kløfter af økonomisk ulighed og økologisk ubalance.
Det er netop et emne, som Benjamin Disraeli tidligt engagerede sig i. I hans år som britisk premierminister (1868 og 1874-80) udviklede imperiet sin magt på denne jord. Det var i de år, verdens næsten totale opdeling mellem de gamle europæiske kolonilande tog form. Og samtidig med sit arbejde for forsigtige hjemlige socialreformer stod Disraeli for en hård imperialistisk magtpolitik.
Det er ikke fra denne gamle imperialistiske magtpolitik, vi skal hente inspirationen til at løse nutidens vældige udfordringer. Heller ikke selvom de gamle teser iklædes romantiske formuleringer og fremsiges i Guds, Kongens og fædrelandets navn eller suppleres med erklæringer om national social omsorg.
Den gamle konservatisme er dybt kompromitteret - ligesom den gamle socialisme. Det betyder ikke, at svar på nutidens problemer ikke kan hente inspiration fra såvel Burke som Marx og Robert Reich. Men skal vi ud af globaliseringsfælden med både samfund og natur i levedygtig stand nytter det ikke at drive begrebsrytteriet hen over en verden, hvor de økonomiske og sociale modsætninger er knivskarpe.
mol (Jacob Mollerup)
