Når man som nyt folketingsmedlem træder ind ad døren til Christiansborg mødes man af nogle umiddelbare logikker - nogle politisk korrekte betegnelser og kendsgerninger, nogle måder at tænke og agere på. Man finder hurtigt ud af, at fra flere sider - og flere partier - er alle grundlæggende enige om, at sådan gør man, sådan mener man, og det er da helt naturligt.
Men så er det, at man på et eller andet tidspunkt ender på sit kontor - alene og med døren lukket. Og så begynder man at spekulere på, om det nu også er sådan. Og når man så, som jeg, har siddet der nogle år, bliver det efterhånden åbenlyst, at der vist er et par af de her ting, som man burde sætte spørgsmålstegn ved. Man finder ud af, at der i virkeligheden er tale om nogle umiddelbare logikker, som alle er gået med på, men som man fuldstændig har glemt at stille spørgsmål ved. Det er som om, det bare er blevet sådan, og skal man så være politisk korrekt - og det skal vi jo i Danmark - så følger man disse logikker.
Og faktisk opdager man, at denne særlige politiske korrekthed ikke bare eksisterer inden for murene. Den har ofte bredt sig til offentligheden - som det jo hedder. Mange andre steder møder man de samme logikker og de samme måder at være politisk korrekt på. Det faldt mig derfor ind, at det måske var ved at være på tide, at gøre op med et par af disse indre logikker. Lad mig give nogle eksempler:
Hvorfor er det f.eks. lige, at man ikke må blande politik og religion? Det er et fast mantra. Men jeg har aldrig forstået, hvordan man i praksis kan holde det adskilt. Jeg er f.eks. kristen, og har derfor nogle kristne grundværdier og tænkemåder, som det vel i bund og grund er helt umuligt for mig at udelade, når jeg overvejer min stillingtagen til en række politiske spørgsmål.
Se, allerede der er jeg på kollisionskurs med det politisk korrekte.
Men sådan helt banalt (og ja, det er et forsimplet eksempel): Hvis jeg er modstander af, at man må slå andre mennesker ihjel og derfor f.eks. vil hæve straffen for at gøre det, er det så ikke lige meget, om det stammer fra et kristent bud eller kommer fra noget helt andet? Jeg bruger dette eksempel for at illustrere, at selv om vi vel alle i Danmark finder, at det er moralsk forkert at slå andre ihjel, så tænker vi vel sjældent over, at det jo faktisk bunder i et kristent bud.
Erfaring vejer tungere
Jeg skal på ingen måde argumentere for, at religiøse synspunkter skal have særlig status i politik - eller pålægge nogen at lytte ekstra efter. Men helt ærligt. Jeg mangler lidt nuancer i argumentet mod at sammenblande politik og religion. Ligeså lidt som jeg bryder mig om politiske taler fra prædikestolen ligeså meget afskyr jeg prædikener fra Folketingets talerstol. Men hvis jeg har en holdning og kan argumentere godt nok for den til, at et flertal vil støtte mit forslag, er det så ikke fuldstændig underordnet om mit motiv er religiøst?
Mens man altså ikke må sammenblande politik og religion, så må man til gengæld meget gerne sammenblandet det, jeg vil kalde, politik og 'jeg'et'. Altså: Hvis jeg selv har prøvet det, så er det helt legitimt, at mine argumenter vejer tungere end andres. Og hvis ikke jeg har prøvet det, så kan jeg forvente en mur af anklager om, at det har jeg ingen ret til at mene noget om.
Nu skal man naturligvis ikke undervurdere erfaring. Og jeg synes faktisk også, at vi i mange udvalg er gode til at dele vores praktiske erfaringer med hinanden, så alle får glæde af dem. Men alligevel. Jeg mødes tit med den der - har du prøvet det selv? Og nogen gange har jeg - andre ikke. Men helt ærligt! Kan man nu ikke have en principiel holdning til noget, bare fordi man ikke selv har prøvet det?
Det er som om, man helst kun skal have politikere med sygehuserfaring til at udtale sig om sygehusene, barnløse politikere til at udtale sig om barnløshed, etc. Det går jo ikke. Vi er vel politikere valgt til at varetage en række områder. Og jeg ved ikke, om det kommer som et chok for nogen, men vi hverken er eller bør være specialister på alt. Så hvorfor forventningen om, at vi er det?
Jeg tror i virkeligheden, der er for meget tendens til, at politikere bliver forblændede af deres fagviden og derfor glemmer det store overblik. Igen, jeg har intet imod erfaring. Men nu er vi politikere jo så heldige, at mange specialister ofte gerne vil dele deres erfaringer og deres viden med os. Og det skal vi naturligvis lytte til. Men er det nu så sundt, at det stort set kun er præster og menighedsrådsmedlemmer, der sidder i Folketingets kirkeudvalg? Jeg tror det ikke! Jeg tror det er langt sundere at blande de erfarne med de interesserede.
Så når nu så mange har så travlt med at adskille politik og religion, hvorfor er der så ingen der arbejder på at adskille politik og 'jeg'et'. Her gik jeg og troede, at politik handlede om idealer og målsætninger. Og så er det netop vores forbistrede pligt at lytte til fagfolk og lægfolk og trække på deres erfaringer. Men prøve det hele selv. Hør nu lige her!!
Må give køb på noget
En af de indre logikker, det tager nogen tid at opdage er, at man af en eller anden grund altid skal forsvare det, man har stemt for - uanset omstændighederne. Undskyld, er der nogensinde nogen, der har hørt om demokrati? Jeg kan afsløre, at i et demokrati, skal man finde flertal for sine holdninger. Ellers bliver de ikke til virkelighed. Og det betyder altså også, at man nogle gange må give køb på ét for at opnå noget andet. Demokrati betyder jo, at flertallet - og ikke én selv - bestemmer. Så når jeg vil have lavere skat, og der ikke er et flertal for det, så må jeg stemme for noget andet til gengæld for at få mine skattelettelser igennem. Og så er det vel i orden, at det kun er min egen del af den pakke, jeg taler varmt for. Hvorfor skal jeg stå på talerstolen og tale pænt om de dele, jeg er imod? Hvorfor skal jeg forsvare det på vælgermøderne? Jeg er holdt op med det.
Men det kommer som et chok for de fleste - og det bliver betragtet som meget uhøfligt af nogle af mine kollegaer.
Det samme ser man inden for partierne. Når to politikere fra samme parti, regering eller bare samme flertal er en smule uenige om en nuance - det kunne være om man skal sænke skatten lidt eller meget, ja så er der straks tale om en 'strid' eller 'splittelse'. Hvad er nu det for noget? Hvad skete der med den udviklende dialog? Hvem har nogensinde været i en forening, hvor alle var enige om alt?
Men ikke desto mindre: Prøv at læg mærke til, hvordan sådanne artiklers overskrift altid handler om striden - aldrig om det emne, der drøftes. Og helt ærligt: Jeg har ikke det endegyldige svar på, om 50 eller 43 er den rigtigste skatteprocent i Danmark. Det er da noget, vi må drøfte. På tværs af og internt i partierne. Og er det egentlig ikke mere demokratisk, at man som vælger ved, at der også foregår debat i regeringen og i partierne?
Så en gang til for prins Knud: Demokrati betyder at flertallet bestemmer - ikke at du eller jeg bestemmer. Så hvorfor er uenigheden mere interessant end det uenigheden drejer sig om? Og hvem var i øvrigt den første, der blev overrasket over, at der forekommer uenighed, der hvor flere mennesker er samlet på et sted?
Politik handler om at gå på kompromis. Det handler om med afsæt i egne holdninger - og dermed også værdier og idealer - at tage stilling til en række konkrete problemstillinger. Det er nødvendigt, at man tænker sig om, at man trækker på fagspecialisterne og at man lytter til de mennesker, der vil blive berørt af lovgivningen. Men det er også vigtigt, at vi som politikere, medier og vælgere bliver bedre til at huske, hvad det egentlig er for nogle processer, der skaber vores demokrati.
Vi må ikke lade os vildlede af de umiddelbare logikker. Det er vigtigt, at vi dagligt stiller spørgsmålstegn ved den måde tingene gøres på, og overvejer, om ikke der var en bedre måde at gribe det an på. Jeg håber, at jeg her har givet anledning til et par overvejelser, der forhåbentlig også når ind bag de tykke mure, inden de atter lukker sig om den indre logik og en ny folketingssamling.
