Læsetid: 3 min.

Polletæk

11. oktober 1997

Napoli er som en ø for sig. Ligesom Danmark, Der er en helt speciel form for humor. En evne til at se ironien i tingene, en fordomsfrihed, en munterhed, en godmodighed, en hjælpsomhed.
Dario Fo i Information den 5. juli 1995

VINDEREN tager i den helt specielle form for dansk (og måske også napolitansk) humor naturligvis ikke det hele. Der skal også være noget til taberne. Men at drive det så vidt i humoristisk hjælpsomhed, som statsminister Poul Nyrup Rasmussen gjorde natten mellem torsdag og fredag i denne uge, hører til sjældenhederne. Poul Nyrup lod nemlig taberne tage det hele. Selv iklædte han sig sejrens palmer som en bondemand i en væltet høstak.
Det tegnede ellers til det stik modsatte, som vi pegede på her i baldet for mindre en fjorten dage siden:
"Venstre og konservative skal tvinges til forhandlinger under den mere eller mindre udtalte trussel om, at indgår de ikke et pænt og almindeligt forlig på midten af dansk politik, bliver der udskrevet folketingsvalg. I anledning af at Venstre og konservative ikke vil være med til at redde Danmark fra et ødelæggende overforbrug. Så mon ikke Lykketoft-Jelved kommer nogenlunde igennem med deres lille finanspolitiske stramning uden selv at blive kvalt i den? Skulle det alligevel føre til valg, får regeringen næppe heller noget bedre valggrundlag, inden den om et lille år alligevel skal udskrive valget."
Forliget i går om den tvungne opsparing i ATP viste, at Venstre og de konservative blev tvunget til at indgå et pænt og almindeligt forlig på midten af dansk politik. Skønt de to partier havde chancen for omsider at vælte regeringen på netop den tvungne opsparing, som de med megen lidenskab erklærede deres inderlige og uforsonlige had. De to partier kom med andre ord ned med nakken.
Alligevel lykkedes det Poul Nyrup i sin helt specielle udgave af munter dansk godmodighed at blive noget nær kvalt i sin egen triumf.
Noget gik galt.
'Va gik galt?

ALT VAR PLANLAGT, sagde finansminister Mogens Lykketoft i går i et heroisk forsøg på at vise, at det fanden gale ham ikke var Uffemanden og Kim Il Stig, der havde vundet. Ja, alt var planlagt - indtil klokken 23 tordag aften.
I slutningen af april røbede SF's formand Holger K. Nielsen her i bladet en ellers dyb hemmelighed: "Jeg har hørt, at der er brug for en stramning på cirka ti milliarder på finansloven," sagde han. Dér sprang katten af sækken, noterede vi dagen efter. Det lille, såkaldte 'grønært-forlig' med SF og Enhedslisten var for lille. Forsigtigt antydede regeringen i sit finanslovsudspil i august nødvendigheden af yderligere finanspolitiske stramninger - og fik et chok, da Venstre og konservative kort efter spillede ud med forslag om store offentlige besparelser og total afvisning af enhver form for afgifts- og skatte-forhøjelser (herunder bunden tvangsopsparing).
Da begik regeringen sin genistreg: I stedet for at underspille landets lidt udsatte økonomiske situation overspillede Mogens Lykketoft og Marianne Jelved den med en usædvanlig fælleserklæring den 29. september om, at væksten i både investeringer og forbrug i årets første halvår var "væsentligt kraftigere end forventet". Et stort og øjeblikkeligt indgreb er nødvendigt. Venstres og de konservatives økonomiske ansvarlighed skal på prøve.
Så pinefuld blev den prøve under første del af åbningsdebatten i Folketinget i torsdags, at en kåd Poul Nyrup slap storartet igennem med erklæringen: "Jeg er desværre i foruroligende grad i god form i aften, derfor må jeg give svar på tiltale."
Indtil det gik op (eller allerede var gået op) for de radikale, at deres statsminister måtte nøjes med det for ham næstbedste: et for Venstre og de konservative ydmygende forlig med regeringen, da de to borgerlige partier simpelt hen hellere ville det end et valg. I en sådan situation var der for Marianne Jelved og Niels Helveg Petersen ikke andet at gøre end at kræve forligsforhandlinger optaget og opgive valget.
I stedet for at anerkende det, indledte Poul Nyrup klokken 23 et to og en halv time langt basisgruppe-arbejde hen over midnat - med flere lattervækkende udsættelser af folketingsdebattens genoptagelse - for at formå de radikale til alligevel at give ham lov til at udskrive valg.
Det skulle han ikke have gjort. Det gjorde ham skønt sejrherre til grin. Og godmodigt var det slet ikke. el

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her