Læsetid: 3 min.

Polsk enegang i en krudt-tønde

Nye ledere i Warszawa skal overtage en regional stormagtsrolle, som er stødt på problemer i både øst og vest
15. oktober 2005

Det er en stor fejl, når nogle i dag mener, at de største trusler mod Polens sikkerhed er terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben, skrev den fremtrædende polske forsvarsekspert, general Stanislaw Koziej, for nylig i avisen Rzeczpospolita.

Faktisk er området, som ligger mellem NATO/EU blokken og Rusland, næst efter Mellemøsten verdens vigtigste strategiske brændpunkt, hævdede han. Her er mulighed for, at man kan skabe et sikkerheds-system, som omfatter Nordamerika og Europa. Men der er også risiko for, at de største trusler kan opstå, f.eks. atomkrig.

Koziej's analyse kan virke lidt opskruet. Især når den læses med andet end østeuropæiske øjne. Og det er nok et problem. 15 år efter, integration af Sovjetunionens frafaldne lydstater blev indledt, har vi stadig et Øst-Vest skel i forbindelse med trusselsanalyser.

Østeuropæerne siger ikke, at Putins panserhære vil rulle mod vest i nærmeste fremtid. Men det er en udbredt opfattelse, at Rusland systematisk undergraver vesteuropæiske landes forsvarsvilje, bl.a. med energi-leverancer. Moskva har, hævder man, slet ikke opgivet sit gamle imperium. Samme agitation kan høres i USA fra eksperter med østeuropæisk baggrund.

EU forkastes

I de vesteuropæiske landes sikkerhedspolitik er EU redskabet, som skal sikre stabilitet på Østfronten. Med demokratiske reformer og økonomisk integration skal det geo-politiske tomrum, som Koziej peger på, trækkes ind i et fællesskab, som er så rummeligt, at der også er plads til Rusland. Det er underforstået, at dette fællesskab vil blive domineret af Vesteuropa.

Polens præsident gennem de seneste ti år, Alexander Kwasniewski, og et utal af forskellige regeringer har ganske fermt tilpasset sig den vesteuropæiske vision retorisk og søgt dialog med Moskva samtidig med, at de gav Polen en regional stormagtsrolle, der var vendt imod russisk imperialisme. I forbindelse med Ukraine fejrede denne politik en stor triumf med den 'orange revolution', som bragte pro-vestlige kræfter til magten. Det evige omkvæd i polsk Øst-politik har været, at uden Ukraine kan Rusland ikke blive et imperium.

Om kort tid forlader Kwasniewski sin post. Det er meget tvivlsomt, om de to kandidater til embedet kan og vil klare et lignende dobbeltspil. Direkte usandsynligt er det, hvis Lech Kaczynski fra Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) vinder. Han er berygtet for sine provokerende udtalelser. Den klassiske liberalist Donald Tusk er en mere poleret herre. Men uanset hvem sejrherren bliver, så har det nylige parlamentsvalg givet landet et stærkt nationalistisk flertal, som næppe vil give dialog med Moskva gode kår - og, endnu vigtigere, heller ikke tror, at EU vil spille en gavnlig rolle.

Det er PiS, som leverer den nye regerings statsminister. Sociologen Jagwiga Staniszka har nok ret, når hun siger, at både PiS og den sandsynlige koalitionspartner Borgerplatform (PO) "antager, at EU vil bryde sammen", og derfor vil man ikke tilpasse sig EU's ønsker. Partierne ser gerne, at EU udvides med endnu flere medlemmer - dog næppe Tyrkiet.

Men det skal være et EU helt uden stærk centralmagt. Donald Tusk har direkte afvist, at Polen skal gå ind i et samarbejde med andre store lande, så EU's handlekraft kan styrkes.

Hvordan vil de nye ledere håndtere Polens regionale stormagtsrolle? Udfordringerne er vokset betydeligt i de seneste måneder. Ukraine virker ikke længere sikret for vestlige interesser. EU har ikke fulgt retorikken fra de glade revolutionsdage op med massiv bistand, og reformisterne i Kiev har problemer. Hviderusland har reageret på risikoen for ukrainske tilstande med yderligere undertrykkelse af oppositionen, bl.a. er det polske mindretal blevet ramt. Rusland har i vidt omfang ignoreret Polen siden systemskiftet i 1989, men begivenhederne i Ukraine har gjort klart for Kreml, at polakkerne kan udgøre en trussel, og den besvarer man nu med fjendtlighed.

USA's pris

Valget i Tyskland lovede et kort øjeblik godt for polske interesser, fordi man i Warszawa troede, at Angela Merkel ville lægge afstand til socialdemokraternes angiveligt pro-russiske politik. Den tro er blevet meget mindre med udsigten til, at socialdemokraterne sætter sig på udenrigspolitikken.

Lederne i Warszawa vil utvivlsomt satse mere på et nært forhold til USA. Det er muligt, at den varslede tilbagetrækning fra Irak bliver aflyst. Man må nemlig selv betale en pris, hvis man ønsker amerikansk solidaritet. Polakkerne har brug for opbakning, hvis de fortsat skal udfordre Rusland.

Polen har langt større ambitioner end ressourcer til en Øst-politik, som undergraver Lukasjenkos diktatur, trækker Ukraine og Moldova mod Vest samt hjælper Georgien, Armenien og Azerbaijan i samme retning. Ambitionerne er i strid med holdningen til EU - men modsætningen ses ikke, fordi polakkerne kun har øje for, at EU ikke har støttet polske målsætninger i dette område tilstrækkeligt. Så det er muligt, at vi kan se frem til heroiske polske bestræbelser kun med egne kræfter, uanset følgerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu