Læsetid: 4 min.

Polsk indsigt

25. maj 2001

»Hvis EU-budgettet forbliver på sit nuværende niveau, vil det gøre spørgsmålet om fordeling af regionalfondsmidler meget sværere at løse«
Polens ministerpræsident, Jerzy Buzek

Nogle gange formår en helt banal sandhed at sige ganske meget. Således har Polens ministerpræsident Buzek evig ret i, at det ville være nemmere, at fordele milliarderne i EU’s regionalfonde på 25 lande i stedet for de nuværende 15, hvis der var lidt flere milliarder at give af. Fondene har de sidste 15 år bidraget til at rette op på den sociale skævhed mellem det fattige Sydeuropa og det rige Nordeuropa.
Buzeks guldkorn kan uden problemer også udstrækkes til EU’s fælles landbrugspolitik, den anden store sluger af EU’s budget. Tilsammen udgør de to poster totredjedele af EU’s budget. EU-udvidelsens store problem er, at der ikke kommer flere penge på den store EU-konto af sig selv. Og den anden endnu mindre overraskende sandhed, er at de EU-lande, der allerede i dag betaler gildet, og som risikerer, at skulle betale endnu mere, hvis EU skal forlade sin kurs om »nul vækst« på EU-budgettet, ikke just står i kø for at betale mere. Der er med andre ord lagt op til, at de fattigste EU-lande, Spanien, Portugal, Grækenland og dele af Italien og Irland, skal nyde mindre regionalstøtte end de gør i dag. Vi er blevet »kunstigt rige« ved et statistisk trick, lyder klagen fra Spaniens ministerpræsident José Maria Aznar, der kan se frem til, at Spanien pludselig ikke længere kvalificerer til samme støtte, fordi standarden for hvem der er fattig, og hvem der er rig i EU, ændrer sig, når gennemsnits BNP falder med de fattigere østeuropæiske landes optagelse i klubben.

SÅ er det en eklatant mangel på solidaritet, der gør at Tyskland, og en lang række EU-lande, har sagt nej til at give Spanien, der i parentes bemærket styres af en ellers liberalistisk sindet borgerlig regering, den krævede EU-garanti for fremtiden? Eller er det Spanien, der efter 15 år som modtager af helt op til 40 procent af EU’s regionalstøtte, burde takke af, og acceptere, at de nu kun halvglade givere i nord, vil gribe chancen til at stramme de gammelfattige landes EU-livrem lidt ind, for at kunne betale til de nyfattige?
Sandheden ligger et sted imellem de to, og diskussionen om regionalstøtten er kun et af mange eksempler på, at EU med næsten usvigelig sikkerhed skubber svære beslutninger foran sig, så længe det overhovedet er muligt.
For til dato har de 15 EU-lande stort set formået, at undgå en ægte diskussion om hvem, der egentlig skal betale for den største EU-udvidelse nogensinde, projektet som EU’s statslederne jævnligt besynger som det historiske skridt, der skal forene Europa og lukke såret fra den kolde krig.
Helt karakteristisk lykkedes det ikke EU’s landbrugsministre, at få startet afviklingen af et af de mest uhyrlige eksempler på EU-støtteordninger på denne uges ministermøde. Således vil EUs sukkerordning, der giver støtte på op til 150 procent over verdensmarkedsprisen, køre videre yderligere fem år.
Udover forsat at producere absurde argumenter, der allerede har hindret udviklingslandene i at komme ind på EU’s sukkermarked, er det endnu et eksempel på en politik, som EU hverken kan eller vil køre videre efter udvidelsen, fordi det vil koste for meget. Men derfra til at skære igennem her og nu, er der åbenbart lang vej. Og det prekære spørgsmål er nu, om sådanne ordninger kan nå at blive afviklet før, nye medlemmer kommer ind i EU. Og hvis ikke, vil EU så bevæge sig ud af den politisk farlige vej, at køre med A- og B-medlemmer? Nogle med fuld støtte fra visse EU-ordninger, andre på delvis eller ingen støtte. Allerede perspektivet om lange overgangsperioder for fri bevægelighed af arbejdskraft, har fået Tjekkiet, til at advare mod dalende folkelig opbakning til EU-medlemskabet.

En ny undersøgelse lavet af den tyske Dresdner Bank er interesserant læsning. Bankens talknusning tager udgangspunkt i det scenario, at EU optager 10 nye lande i 2005, og at de vil have fuld andel i alle EU-støtteordninger, som de ser ud nu. Det vil alene for året 2005 kræve 44 milliarder euro. Tallet står over for budgettets kun 14,2 milliarder euro, der ganske vist kun har sat af til seks nye lande, og ikke indregner, at de nye lande skal have fuld andel i regionalstøtten og den direkte indkomststøtte EUs landbrugere får i dag. Med denne model har Dresdner Bank regnet sig frem til, at Tyskland skal betale dobbelt så meget til EU-budgettet. Storbritannien, Frankrig og Italien bærer den øvrige del af byrden. Altsammen forudsat, at EU ikke gennemfører radikale reformer. Til nu er det ret svært, at få øje på reformiveren. Men Tyskland vil aldrig acceptere en fordobling. Derfor er bankens model-tal interesserante. En ægte diskussion om EU’s reform og interne solidaritet trænger sig på mere end nogensinde.

cobla

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu