Læsetid: 4 min.

Pontoppidans breve

1. november 1997

"Efter min Død må intet andet trykkes, end hvad jeg allerede har udgivet i Bogform - ingen Avis- eller Tidsskriftartikler, ingen Breve, Digte eller lign."
Henrik Pontoppidan, 1943

HVOR GÅR grænsen mellem det private og offentlighedens interesser, når det gælder forfatteres og andres efterladte breve? Det spørgsmål er aktuelt i forbindelse med godt 700 bogsider med forfatteren Henrik Pontoppidans helt private breve, der udgives i to bind på mandag af forlaget Aschehoug, udvalgt og kommenteret af forskerne Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff. Pontoppidan er en af de få danskere, der har modtaget nobelprisen i litteratur. Det skete i 1917 på delebasis med den i dag næsten fortrængte forfatter, Karl Gjellerup.
Det penible er, at Pontoppidan selv frabad sig "æren". Det gjorde han i sit testamente, og testamenter skal man normalt respektere. Der er altså tale om intet mindre end et overgreb mod forfatterens sidste ønske.
Som udgiverne gør opmærksom på i forordet til brevsamlingen, er der tale om ret spegede juridiske forhold omkring den slags sager. Det fysiske brev tilhører således modtageren, mens brevskriveren fortsat har selve ophavsretten - og derved kan modsætte sig en offentliggørelse.
Hvis han eller hun altså lever, men et testamente skulle vel være lige så juridisk nagelfast, således at ønsket om at bevare det private som noget privat burde respekteres? Der er imidlertid ikke blot tale om et juridisk, men også et etisk spørgsmål.
Rent formelt er der sket det, at Pontoppidans arvinger har givet tilladelse til en offentliggørelse, herunder barnebarnet Henrik Thomsen, som er advokat.

AT FORFATTERES breve bevares for eftertiden er ikke ualmindeligt. Nogle af dem har en litterær værdi - der er forskel på kontorassistent Andersen og forfatter H. C. Andersen i den henseende. Andre breve fortæller om det litterære miljø eller er blot og bare uinteressante dokumenter, hvor en pårørende inviteres til fødselsdag, eller hvad det nu kan være af hverdagslige tilkendegivelser. Hvordan har du det? Her går det godt...
Nogle af brevsamlingerne opbevares af efterkommere, andre har arvingerne eller forfatterne selv foræret til f.eks. Det Kgl. Bibiliotek eller Rigsarkivet, idet førstnævnte typisk opbevarer kunstnere og humanisters breve, mens Rigsarkivet tager sig af statsmænds og kongeliges.
Typisk vil der også være klausuler. Donatoren bestemmer over arkivalierne og kan eksempelvis bestemme, at brevene først må være offentligt tilgængelige efter en årrække, f.eks. 50-80 år, således at de - pinligt? - berørte parter til den tid er døde. Som en arkivar på Rigsarkivet siger: Der findes et helt batteri af regler omkring brevsamlingerne. Forskere kan få adgang til ellers lukkede brevsamlinger, men må ikke citere direkte, derimod gerne fortolke.
Så sent som i 1994, da forfatteren Aage Dons døde, respekteredes hans testamentariske ønske om at få sine omfattende dagbøger brændt. Det hele gik op i luer. En bogbrænding, som det litterære Danmark nok kan leve med, men så er der Pontoppidan...

DER ER TALE om et sammenstød mellem to etiske fordringer. Den ene siger, at privatlivet for enhver pris må respekteres, også når det gælder en afdød, og et testamentarisk ønske af den karakter bør være helligt. Hvad rager det andre, hvad denne eller hin person lettede sit hjerte for i private breve, hvem vedkommende kyssede bag den grønne hæk i 1910, eller hvem vedkommende skrev slibrige ting og sager om, som ikke var bestemt for andre end adressaten?
Det er naturligvis et synspunkt - som altså sædvanligvis respekteres.

NÅR DET gælder offentlige personer, polititikere eller kunstnere på et vist niveau, melder et andet argument sig imidlertid med slående kraft. Man fristes til at bruge det forkætrede udtryk, "den sunde fornuft". I hvert fald melder en uafviselig lyst til pragmatik sig. Er det ikke en kulturel afbrænder af format, hvis man står med H. C.Andersens eller Søren Kierkegaards hidtil ukendte breve mellem hænderne - og bare sætter en tændstik til, så det siger fut? Ren vandalisme, set med denne anden optik. Her er jo tale om store nationalklenodiers breve.
Det sidste synspunkt vinder, og godt for det. Om statsmænds breve til opklaring af historiske begivenheder kan det samme siges. Her er det selve Danmarkshistorien, der står på spil. Intet mindre. Skal vi destruere Danmarkshistorisk kildemateriale - til 'glæde' for nogen, som er død for hundrede år siden? Nej, vel.
Det er lidt, ligesom når man eksproprierer i almenvellets interesser. Samfundet kan tvinge en person til at afstå sin jord for at fællesskabet (læs: bilejerne) kan få en ny, osende motorvej. Hvorfor så ikke afdøde forfatteres breve efter et vist åremål?
Nuvel, der har været en tendens til, at forlagene har skrabet skufferne i mindestuerne til yderste krumme. Naturligvis kan man diskutere, hvilke breve der egentlig er offentligt interessante i en forfatters bo. Og hvilke forfattere, der er klassiske nok.

DET BEDSTE råd, man kan give til en forfatter, der gerne vil holde på sine små hemmeligheder og forblive privat - sådan helt privat - også efter sin død, er dette: Brænd dine breve selv. Så er det gjort.
Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her