Læsetid: 3 min.

Pop som fodboldkamp

Alle elsker Robbie, men laver Robbie særlig god musik?
8. juli 2006

Det første der sker, da Robbie Williams går på scenen, er at et mysterium bliver opklaret: det om Parkens lyd. Opvarmningsbandet, det altid kropslige og festlige elektronisk baserede set-up i Basement Jaxx, har lige bevist, at man kan trække så mange heppekorspiger, toastere, messingsektioner, gorillaer og dansable hits med sig som man har lyst til - alt hvad der ligner en kompleks rytmebund bliver ædt til muddergrød af betonen, der pumper bas ud over fodboldbanen mens vokaler og mellemtoner bliver til forkølede kvæk. Ikke at Basement Jaxx ikke står godt som opvarmning - de har energi og charme og afleverer efter sigende senere på aftenen et fantastisk sæt på Vega på Vesterbro - men mysteriet står som altid tilbage: Hvilken slags musik kan man dog forestille sig, at Parken er egnet til?

Og så stiger Robbie op af en skjult lem, omgivet af flammer og fyrværkeri, og får det hele til at stå klart: Parken er lavet til Robbie Williams. Ikke fordi betonen får hans sange til at lyde som kammermusik. Men fordi de er lige akkurat så simple, tunge og iørefaldende, at nationalstadionet bærer dem slagkraftigt ud over de jublende masser, som kender melodierne så godt, at det ikke gør noget, de nogle gange ikke kan høre dem. Og så fordi det her strengt taget er en fodboldkamp mere end en egentlig koncert: Robbie er kommet for at overvinde os, for at lægge os ned, og vi er kommet for at sige som et fodboldstadion, mens han gør det.

Kys

Så hele Parken og 47.000 mennesker - heraf forbløffende mange af hankøn - hyler, jubler og vinker forelsket, mens den efterhånden 32-årige veterankunstner løber gadedrengehop hen over deres hoveder, skiftevis lillebitte i menneskehavet og kæmpe intimt stor på storskærmene og de kameraer, han hele tiden flirter uhæmmet med. Når han altså ikke simpelthen kaster sig ned blandt de skrigende piger på de første rækker og lader sig begramse, igen og altid med det skæve smil og det ironiske glimt i øjet.

"Ja, rygterne er sande, jeg kyssede en rødhåret pige i går aftes," betror han os alle sammen.

"Jeg kysser ikke normalt på første date, men hun spurgte så pænt."

Robbie har følt sig skidt tilpas i dag, fortæller han os, og er blevet stukket bagi med en sprøjte så stor som en agurk. Så nu må vi hjælpe ham igennem aftenen. Og det gør vi. Aldrig er en musiker blevet båret igennem Parken af så meget velvilje. Man kan umuligt gøre andet end at holde af ham. Hvad enten han løfter op i trøjen og fremviser de behårede tatoveringer, eller laver abeansigter midt i den svulstige patos i "Sin Sin Sin", eller må synke en ekstra gang af rørthed over den gode modtagelse. Og såmænd også, da han slår al stemning ihjel med et dræbende kedsommeligt, alenlangt mellemspil, hvor han skal danse i takt og spille bold fra scenen med sin usjove ven Jonathan Wilks. Alt bliver beundret - og tilgivet.

Sølvbryllup

Så pyt med, at sangteksterne ofte nærmer sig det meningsløse og melodierne det røvballede med den endeløst masturberende elguitarist Neil Taylor, som drengerøvene tydeligvis elsker.

Sært nok demonstrerer aftenens enlige genopførsel af et nummer fra det gamle drengeband Take That "Back for Good", at Robbie snarere har bevæget sig fra den lette og komplekse popkunst mod det let tumpet forsimplede rockpop end omvendt. Der er mange slagsange som "Radio" og "Rock DJ", der minder mere om noget til en fodboldkamp, og Parkens lyd bærer guitarernes og bassens bastante rytme frem i et omfang, så de til tider lyder mest som et sølvbryllupsband. Men ofte er slagsangene umulige at lade være at synge med på, som i "Monsoon" eller "Strong", og for tre-fire stykkers vedkommende er der tale om fantastiske popsange, der vil blive stående som klassikere. "Come Undone", "Feel" en anden - og så er der jo "No Regrets", som vi dog ikke får denne aften.

For Robbie er 'fucked', siger han, da han i ekstranummeret er blevet firet ned fra sin egen fine kran. Han skal sove. Og vi under ham det. Også dem af os, der har tilbragt natten på fortovet uden for Parken for at få den allerbedste plads foran, og for nogles vedkommende endda skal blive et døgn til for at høre hans 2. koncert. Robbie tilgiver man alt.

Robbie Williams i Parken, torsdag

20060707-210221-pic-527042651.jpgRobbie Williams fik hurtigt sit publikum med sig, da han gik på scenen i Parken i København under den lyse nattehimmel og gav prøver på sit repertoire for et totalt udsolgt fodboldstadion, torsdag aften
Foto: Jens Dresling/Polfoto

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her