Læsetid: 4 min.

Pop inklusiv katastrofe

Lige som man troede, man havde set det hele, så kommer en svensk duo og ændrer koncertformatet til en psykoseksuel, dødsbevidst og frygtelig dansabel elektrocabaret. The Knife er en mesterlig live-oplevelse.
11. april 2006

Ingen smil, ingen tale, ingen vink, ingen kommunikation med publikum. Andet end den musikalske. Der bliver ikke givet ved dørene, men til gengæld smuglet betydninger ind ad sjælens løngange og skjulte lemme, når The Knife giver koncert. Mens kroppen får tæv af basdrøn og beats i kolonner, mens man forføres af den generelle sanselige overload, så piller den svenske electropopduo koncertformatet fra hinanden og opfører deres helt særegne elektrocabaret.

Og det er en sjælden ære at overvære. The Knife har trods tre albummer plus det løse kun givet en eneste koncert inden denne miniturné. Jeg er på spillestedet Maria am Ostbahnhof i bydelen Friedrichshain i det tidligere Østberlin. Tredje stop på en udsolgt turné med Stockholm og Lund som to første og London og Göteborg som to sidste stop. Sølle fem koncerter benådet med en ekstremt gennemarbejdet scenografi og en benhårdt udført optræden.

Scenedesigneren (og videoinstruktøren) Andreas Nilsson har skabt et underbevidst akvarium med en enkel, men effektiv indramning: Foran scenen hænger et fint gennemsigtigt net, som fungerer som forreste projektionsskærm, der går i fascinerende med- og modspil med den obligatoriske bagvægsprojektion. Imellem de to skærme står sparsomt elektronisk musikudstyr, en række minispotlys, nogle deforme figurer og en sær kasse, og ind i dette rum af immaterielle og faste figurer træder søskendeparret Olof Dreijer og Karin Dreijer Andersson.

Eller det der ligner. For de bærer ens sorte dragter, der opløser deres køn og skjuler deres ansigtsudtryk. Andre elektroniske gruppers uniformeringer såsom Kraftwerk og ikke mindst The Residents' skjulte identiteter er nærliggende at mindes, men The Knifes ærlig talt uhyggelige sorte dragter med elefanthuelignende masker og hvide handsker minder faktisk mere om et antiterrorkorps eller en S/M-udgave af Teletubbies. Og i dette spændingsfelt mellem barndommens tabte landskaber og voksenlivets anløbne bevidsthed og under-ditto befinder duoens koncert sig også. Naivistiske flyvere summer over lærrederne, futtog tøffer af sted, animeret røg opløser sig, deforme ansigter synger med og døden smiler til os. Og publikum skriger lungerne i laser og rykker rygsøjlerne af led, mens Karin Dreijer synger linjer som "You know what I fear/The end is always near" og Olof Dreijer tæsker løs på sine midipads og vore trommehinder med sine stikker.

En potent oplevelse

Selv om der er flere sange fra tidligere, så er helhedsoplevelsen baseret i duoens nye brillante og begsorte electropopalbum Silent Shout. De sværere gennemskuelige tekster på deres tredje album spejles i scenografiens mangfoldighed, mens kompositionernes mørke grundtone gennembløder udtrykket. Visuelt er der mindelser om både tysk 30'er-ekspressionisme, amerikansk tegneserie, laserlysshow fra 80'erne, David Lynchs underbevidsthed og videokunstneren Tony Oursler, som for tiden udstiller på Gl. Strand i København.

Hans projektioner af menneskeansigter på diverse overflader har Andreas Nilsson planket med stor effekt til The Knifes to medspillere: En dukke der drejer på en stor lirekasselignende tingest, der spyr stroboskoplys samt en korsyngende tohovedet anordning med et sort og et hvidt deformt ansigt. "Created under hypnosis", som Andreas Nilsson så enigmatisk har udtalt. Og i overensstemmelse med deres popmusik med inbygget katastrofe bliver lirekassedukken et stykke inde i koncerten udstyret med en kranieprojektion, der griner til publikum.

Musikalsk er The Knife en imponerende potent oplevelse. De rammer hårdt og insisterende, og deres dybt opfindsomme vokaler, især Karin Dreijers, kommer til fuld ret. Behandlingerne af hendes stemme, som hun selv styrer fra et effekt-board, fungerer sublimt og forvandler hende til både mand, kastratsanger, furie og hardcore forvrænget krampe. Vi er vidner til en pervertering og en undergravning af popsangen og koncertformatet. Grænserne mellem live og playback er bevidst udviskede, distinktionerne mellem virkelighed og drøm, drøm og mareridt, pop og politik, fast og flydende, fest og alvor er til tælling.

"They say we had a communist in the family/I had to wear a mask", lyder det for eksempel fra Karin Dreijer, mens folket er ved at falde over deres egne ben af fornøjelse over vellyden. Ikke rottefængeren fra Hameln, men en politisk opvakt og psykologisk bundtrawlende duo fra Stockholm, der drager os dybt ind i et mørkt og komplekst univers - ikke i bjergene som i folkeeventyret. Og ikke ved hjælp af fløjtespil, men det elektroniske beats voldelige styrke, syntesens klanglige varme og den mørke popsangs psyko-seksuelle understrømme. Vi lokkes af en duo - hele tiden på afstand - ud over kanten, ned i deres dyb, men også ind i os selv under voldsom påvirkning af en performance eller et lydteater, mere end en koncert. Så langt fra Gnags, som man kan komme.

Efter cirka 45 minutter forlader de scenen. Ingen ekstranumre, ingen nåde. Vi efterlades dinglende over en afgrund, som her dagen efter bare har vokset sig stærkere, mere dragende, mere uudgrundelig. The Knife har sammen med Andreas Nilsson skabt et originalt mesterværk, en fuldt forløst vision - indrammet, kontrolleret, affyret med benhård præcision. Men med en blodig, elektronisk modificeret nerve i hver eneste bit og benstump.

The Knife, torsdag, Maria am Ostbahnhof, Berlin

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu