Læsetid: 4 min.

Pop, okkultisme og sex magick

Når NatFilm Festivalen blænder op for to håndfulde af Kenneth Angers film, er det intet mindre end en enestående lejlighed til at se en af den amerikanske filmavantgardes mest indflydelsesrige og kontroversielle navne på det store lærred
27. marts 2006

Den amerikanske avantgarde-filmmager Kenneth Angers navn associeres umiddelbart med seksuelle eskapader, dekadente dystopier, dystre, okkulte excesser og andre subkulturelle overskridelsesstrategier. Det er ikke uden grund. I godt og vel et halvt århundrede har Anger i sine ofte ganske korte, symbolladede og visuelt frapperende film formået at skabe billeder, der ikke alene har ramt tidsåndens skyggesider på kornet, men som også har vist sig at have blivende kvaliteter.

Samtidig har Anger haft en særlig evne til dels at være i berøring med tidens tabuer og brændpunkter, dels at vælge sig allierede med slidstærk modkulturel ikonstatus.

I flæng kan nævnes, at Anger allerede i 40'erne lavede en af den amerikanske undergrunds første eksplicitte bøssefilm; at han i 50'erne opholdt sig i Europa, hvor han indledte venskaber med figurer som Jean Cocteau og Anaïs Nin, med hvem han lavede filmen Inauguration of the Pleasure Dome (1954), en okkultistisk foregribelse af 60'ernes syrekultur; at han i de tidlige 60'ere med den læder- og motorcykel-fetichistiske Scorpio Rising (1963) foregreb sen-60-ernes bikerfilm, kulminerende med Dennis Hoppers Easy Rider (1969); at han i slutningen af årtiet med Invocation of My Demon Brother (1969) ramte durk ind i de punkterede hippiedrømmes sorteste hjerte ved at kombinere den Manson-associerede og livstidsdømte Bobby Beausoleil med Mick Jagger på dennes dæmoniske karrierehøjdepunkt; og at han i sit sidste store værk, Lucifer Rising, påbegyndt i 1970 og med premiere ti år senere, havde opnået en status, hvor han kunne trække på kultfigurer og stjerner som Donald Cammell, Jimmy Page og Marianne Faithfull.

Homoerotisk ikonografi

Lægger man hertil Angers livslange optagethed af det okkulte, med kultprofeten og religionsstifteren Aleister Crowley (1875-1947) som forbillede og pejlemærke, tegner der sig et omrids af en filmmager med en selvvalgt outsiderposition og en aldrig svigtende sans for at provokere eller ligefrem chokere.

Men i modsætning til en del af de instruktører, der hævder at være inspireret af ham, er Angers referencer til Crowleys såkaldte sex magick-ritualer aldrig hverken seksuelt eksplicitte eller vulgære. Og overraskende nok findes der i hans film en poetisk sanselighed, en afvæbnende uskyld samt en popikonografisk billedstyrke, der hæver dem op over både tiden og subkulturens selvbekræftende vrængen ad omgivelserne og gør dem til autentiske avantgarde-værker med appel og inspirationskraft langt ind i mainstreamkulturen.

Selv om Angers værker vel næppe kan siges at være kendt af et bredere publikum, er han netop i kraft af de ovennævnte kvaliteter uden tvivl den mest sete af efterkrigstidens amerikanske undergrundsinstruktører.

Hertil kommer, at hans indflydelse på andre kunstnere har nået et rent ud forbløffende omfang, det relativt beskedne oeuvre taget i betragtning. Ikke mindst har Anger været en uomgængelig pioner i forhold til at udforme en homoerotisk ikonografi, længe inden det blev bare tilnærmelsesvis acceptabelt at komme ud af skabet i samfundet som sådan.

Således går der en lige linje fra den officielle debutfilm, den Cocteau-inspirerede sømandsfantasi Fireworks (1947), op til 70'ernes og 80'ernes bøssekultur, ikke mindst repræsenteret ved fotografer som Robert Mapplethorpe og Bruce Weber.

I Fireworks sætter Anger sin egen person i centrum for en filmisk rejse rundt i underbevidsthedens blanding af ønskedrømme og mareridt, en erotisk tusmørkezone, hvor maskuline følelser og positioner prøves af, samtidig med det moderne storbylivs brutalitet og S/M-kultur undersøges og problematiseres.

Satanisme svær at sluge

Med Fireworks lancerede Anger et associativt, poetisk og montagebevidst filmsprog, som han senere skulle udvikle og forfine, samtidig med at hans film indholdsmæssigt blev stadig mere spektakulære og symbolmættede.

Første gang, han foldede hele sin palet ud, var i Inauguration of the Pleasure Dome (1954/66), en Maya Deren-inspireret performancefilm, hvor figurer fra græsk mytologi indsættes i et surrealistisk drømmeunivers tilsat okkultistiske optrin à la Crowley.

Det hallucinatorisk udflydende erstattes i Scorpio Rising (1963), Angers mest kontante og publikumsappellerende film, med en utvetydig dyrkelse af 50'er-ikoner som James Dean og Marlon Brando, aflæst i en homoerotisk optik, indrammet af i et tegneserieunivers af motorcykler, sort læder og dødssymbolik og pumpet op med forførende popmusik.

I øvrigt er det ikke mindst brugen af popmusik som et selvstændigt betydningsbærende lag, der har gjort Anger til inspirationskilde for en række mere mainstream-orienterede instruktører, fra Martin Scorsese til David Lynch.

Linjen fra Scorpio Rising fortsættes i fragmentet Kustom Kar Kommandos (1965), men fra slutningen af 60'erne begynder okkultismen og Crowley-dyrkelsen for alvor at tage over i film som Invocation of My Demon Brother (1969) og Lucifer Rising (1970/80).

Begge er værker med passager af magisk skønhed og kreativ kraft, men også værker, hvor de satanistiske narrestreger kan være svære at sluge for den ikke-indviede.

Af biografierne om Anger fremgår det, at stort set alle hans film er blevet til med store personlige omkostninger, og at instruktørens tiltagende paranoia, stofmisbrug og generelt vanskelige sind i de senere år nærmest har gjort det umuligt for ham at realisere sine projekter.

I processen med at omsætte sine personlige visioner til film har Anger tilsyneladende stødt sine allierede fra sig og brændt de fleste broer bag sig, og efter premieren på Lucifer Rising på Whitney Museum of American Art i december 1980 har der stort set været stille omkring den nu 79-årige instruktør.

I forbindelse med NatFilm Festivalens serie vises et par mindre 'nye' værker, The Man We Want to Hang (2002) og Mouse Heaven (2005), men ved nærmere eftersyn viser den første sig at bestå af lutter stillbilleder, mens den anden reelt daterer sig tilbage til midten af 80'erne. Det er således ikke for at møde aktuel avantgarde, man skal gå ind og se Kenneth Angers film, men snarere for at opdage - eller genopdage - en af de helt væsentlige kilder til en del af den ikonografi, der stadig gennemstrømmer store områder af nutidens visuelle kultur.

Et fyldigt udvalg af Kenneth Angers film vises i forbindelse med NatFilm Festivalen i Cinemateket, København, 26.3. kl. 19, 27.3. kl. 21, 28.3. kl. 16:45 og 29.3. kl. 16:45. www.natfilm.dk

Følg NatFilm Festival på blog.information.dk/forsidesensationen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu