Læsetid: 4 min.

Pop, politik & politprop

5. marts 1997

I have a vision," sagde Paul Hewson, alias forsangeren Bono fra det populære rockensemble U2, når han gik på scenen under gruppens mastodont-turné ZOOROPA i 1993, "I have a vision: Television."
"Kunstnere skal være optaget af tre ting: Politik, politik, politik," harcelerede Ejvind Larsen i trepartsinterviewet Kunstens Endepunkt i Information 15. februar, hvor Larsen i selskab med Hans Dam Christensen og Jacob Wamberg diskuterede hvordan kunsten bør, skal og kan virke - hvis den da overhovedet stadig væk findes.
Bono angriber i sin satire politikerne for at være visionsløse og medieliderlige, Larsen angriber kunstnerne for at være politisk indifferente. Det er lige så svært at forestille sig Ejvind Larsen til U2-koncert som at forestille sig Bono fordybet i Information, men sammenstillingen af de to er interessant, fordi Bono uden Larsens vidende er kødeliggørelsen af visionen om kunstneren, der kun har tre ting på hjernen: Politik, politik og - ikke at forglemme - storpolitik.
Den første politik er voldens. Man kan ikke forholde sig uden identitet, og netop fraværet af eller utilregneligheden i det umiddelbart identitetsskabende - familie, arbejdsplads, religion etc. - er kerneårsagen til, at moderne mennesker og ikke mindst unge ikke engagerer sig i politik, men snarere i pop, sport eller vold. Bonos egen historie, trykt i The Irish Times 30. September 1994, deles af millioner af unge i verdens storbyer:
"Jeg kan huske engang vi var fire mand på vej hjem fra ungdomsklubben i Finglas. Ca. 25 skinheads kom løbende efter os. Min ven Cocker Spaniel puttede hænderne i lommen og spurgte: V'duslås? Han blev slået ned med det samme. Guggi røg også ned og de sparkede ham sønder og sammen. Så var det min tur. Guggi brækkede sig i grøftekanten, det var den eneste grund til at de ikke slog os ihjel." Bono voksede op i 70'erne på Cedarwood Road i et af Dublins mest rå kvarterer, men episoden kunne have fundet sted på gågaden i Århus i 1997. Efter overfaldet burde unge Bono måske straks have meldt sig ind et politisk parti, f. eks. et af de utallige, der garanterer rodløse unge et job og en fremtid. Men Bono tog et mere radikalt skridt: "Jeg fik den idé, at surrealisme var en direkte reaktion på volden. Super realisme: Surrealisme. Der findes intet mere realistisk end død, vold, mord, Guernica. Nervesammenbrud under forrykte omstændigheder."

Den anden politik i Bonos bevidsthed blev surrealismen, en politisk kunstform trukket ideologisk op af André Breton i et manifest fra 1924 som reaktion på den kollaps af værdier og illusioner, første verdenskrig afstedkom. Grebet af Bono som revolutionær ideologi, der benytter kunstens og popkulturens udtryk og remedier.
Vores unge, nybagte neosurrealist indser, at politik uden indflydelse er en tam affære. Sammen med tre kammerater starter Bono et garageorkester med den solidariske titel U2 (også dig). Da verdensberømmelsen er slået fast sidst i firserne med albummet The Joshua Tree, surfer orkestret på en politpropagandistisk ballast af iørefaldende schlagere lige lukt ind i centrum af 90'ernes mest betydningsfulde arena, nemlig det sattelitbårne, verdensomspændende tv-medies rødglødende epicentrum. Albummet Achtung Baby, der i 1991 giver en hel verdens ungdoms mistrøstigt selvoptagne fremtidsangst og værdikludder klangbund og mæle, følges op af den omrejsende propart-happening ZOO TV, der for øjnene af millioner af apolitiske forbrugere fra alle segmenter sætter fokus på den reale virkelighed medsamt alle de politiske, sociale og følelsesmæssige fordringer, den til hver tid rummer.
"Bag al den opstyltede PR, bag den iscenesatte tv-alder-nihilisme, er U2's budskab ikke, at mediet er budskabet, tværtimod: Budskabet er budskabet," skrev kritiker Pat Kane i The Irish Times, "Hvis teknologi er et middel til menneskets frigørelse, er U2 implicitte propagandister for en radikal demokratiseret tekno-kultur."
Endnu et aspekt af politprop-aktivisten Paul Hewson må nævnes: U2 underskriver i 93 en pladekontrakt til en værdi af 200 millioner dollars, og U2 regnes herefter for en hovedfaktor i Irlands økonomi. Når proporkestrets seneste album Pop kommer på gaden og - som det skete i mandags - af Klaus Lynggaard på forsiden af Information hyldes som en "fuldfed hybrid", er det ikke alene et varsel om, at der er vundet nyt terræn i kunstens politisering, det er også konkret politik i den forstand, at der på sigt skabes nye arbejdspladser i Irland, til gavn for det europæiske fællesskab.
Den tredje politik - den store - er og bliver altså pengenes. Bono & co. kunne købe mange Brøndby FC-tilhængere ind i socialdemokratiet, men U2 foretrækker at give en skilling til Amnesty International og Greenpeace i ny og næ.
Kunsten er hverken død eller apolitisk, den har bare taget skeen i den anden hånd. Bono og U2's Pop er politik, realpolitik og storpolitik i en verden af pop.

Jake (Erik Kjær Larsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu