Læsetid: 4 min.

Poplic service

9. februar 1998

KUNNE MAN forestille sig, at public service-stationen Danmarks Radio stillede den bedste tv-sendetid til rådighed for en kåring af årets bedste køretøjer, udvalgt efter præmisser, som kun Danmarks Automobilhandler Forening havde haft indflydelse på? Svaret er lige så forudsigeligt som navnet på den pladekunstner, der for åben reklamefri skærm løb med de fleste Grammy-statuetter lørdag aften ved et arrangement, tilrettelagt af den danske afdeling af IFPI, pladeindustriens internationale føderation.
Alliancen mellem medier, massekonsum og musik er efterhånden så selvfølgelig, at ingen i disse værdifri tider orker at opponere, og slet ikke ned i detaljer som at Grammy-arrangementets bomærke til forveksling lignede et logo for en lokal øl. I den serie om pladebranchen, som vi har kørt her i avisen i den forløbne uge, er (rock- og pop)musikkens aktuelle gode helbred næsten unisont blevet fremhævet. Tydeligst af en af branchens mest erfarne og toneangivende, direktør Jan Degner, Sony Music.
Han ser ingen grund til pessimisme. Branchen har det godt, der er masser af grøde i vækstlaget og som en ekstra charme giver dansk musik nu seriøst genlyd globalt. Oversat til dansk: Der er penge i den.
En lige så erfaren og toneangivende, sangeren og sangskriveren Sebastian, deler ikke Degners lyssyn. Han mener, ifølge onsdagens interview, at pladeselskaberne rendyrker en enslydende musik for at nå den mest impulskøbende og troløse del af det unge publikum. Og at denne strategi er kortsigtet og lader de allerede etablerede veltjente navne i stikken. Branchen er, ifølge Sebastian, hverken gearet eller motiveret til at rumme begge dele.
Selvfølgelig er der en del snak for Sebastians syge moster, men når den forståelige frustration er trukket fra, afleverer manden en række pointer, som i hvert fald ikke blev modsagt ved Grammy-festen, og slet ikke bliver det ude i den hverdag, hvor succes og fiasko afgøres.

I 1996 FIK PLADEBRANCHEN ved klogt lobbyarbejde afskaffet punktafgiften, den strafbeskatning, som plader havde været pålagt siden efterkrigstiden. Det har gjort plader billigere, og har givet langt flere danskproducerede udgivelser. Samtidig er markedet blevet udfladet. Hvor de store salgstal i 80'ernes fordelte sig på relativt få navne, er situtionen nu langt sundere. Flere sælger mindre, og ikke helt få sælger en god del. Men samtidig virker det som om branchen har glemt sin egen nære fortid.
I USA, det forjættede land, dansk pladebranche bejler til, er der i pladeudbuddet en smuk balance mellem udgivelser med ny musik og gammel musik. Der går stamkunderne ikke forgæves. De retrospektive cd-opsamlinger emballeres ikke som kunne de kun sælges på tankstationer, og f.eks. Sebastians amerikanske paraleller står sjældent med hatten i hånden for at få udgivet nyt.
Det giver musikken en kulturel bredde, som de danske pladeselskabsdirektører kun hylder, når politikere skal overbevises om at give branchen forbedrede kår. I interviewet med Degner vil han ikke vide af en kulturel forpligtelse, men taler om en "kulturel lyst". Da afskaffelsen af punktafgiften var på dagsordenen, lød branchens refræn ellers, at man skam godt ville løfte den kulturelle arv. De havde bare ikke råd. Det har de efter alt at dømme nu.

SPROGET ER EN del af den arv. Det lægger også direktør Degner på sinde. Og hans selskab tegner sig for en række af de mest innovative dansksprogede udgivelser, plader som giver gode anmeldelser, men næppe særlig god økonomi. Al respekt for det.
Desto meget mere uforståeligt er det, at han ikke bruger sin indflydelse i brancheorganisationen til ved en så offentlig begivenhed som Grammy-uddelingen at slå et særligt slag for det danske sprog. Det var f.eks. påfaldende, at 'Årets danske sangskriver' blev kåret i den dårligste sendetid - på den 'hemmelige' kanal DR2, og at hun skriver sange på engelsk!
Hvad ville der ske ved at indsnævre kriteriet for at blive nomineret som 'Årets danske sangskriver' til, at man faktisk skulle synge på dansk, og så flytte kåringen frem til finalen? Ville man ikke derved understrege, at det hele ikke drejer sig om om- og afsætning.
De engelsksprogede danske kunstnere kunne sagtens holde til det, ja, måske ville de tilmed få et og andet at tænke over. Og den radiokanal, P3, som Sebastian og Degner er enige om underprioriterer dansk musik, ville i højere grad være motiveret til at modstå det massive pres af hurtig omsættelig engelsk musik, som Degners branchefæller dagligt tæppebomber pladevenderne med.

MEGET SIGENDE benyttede Politiken således Grammy-uddelingen til i lørdags at lade senioranmelder Anders Rou Jensen give sit bud på rockens 25 'vigtigste sange'. Ikke een var på dansk. Ikke een var med en dansker. En kulturpolitisk timing, der vil frem. Og et tankevækkende apropos til den virkelighed, pladekøberen kan møde, når Grammy-fanfarerne klinger af.
Et monotont larmende landskab, bygget på kvantumrabat, befolket af ekspedienter, der ikke husker længere tilbage end sidste hit, men bastant promoverer plader, der sælger i forvejen i et vareudbud, som ignorerer rocken og rockpublikummets bredspektrethed.
Her ligger en opgave for IFPI. En chance for at vise, at man godt ved, at risikoen ved ensidigt at ville score den hurtige kasse er, at man ender med at score selvmål. De fleste historier om hurtig succes har det nemlig med ikke at holde vand i længden. Heller ikke Aqua. tobi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her