Læsetid: 5 min.

Poplobbyens store dag

Arrangøren hedder stadig Bob Geldof, og Afrika er stadig fattigt, men ellers har det meste ændret sig fra Live Aid i 1985 og til Live 8-koncerterne i dag
2. juli 2005

LONDON - Der er Live 8 overalt i London i denne uge. I onsdags sov folk på fortove over hele byen for at få billetter til at se dagens koncert på storskærm. Formiddagsbladet The Sun har udnævnt sig selv til officiel Live 8-avis. Folk i undergrunden har armbånd på med kampagnesloganet "Make Poverty History". Og hele byen er fuld af Afrika med det gigantiske Africa '05-kulturprogram, der har kørt siden januar i HCA-skala, konferencer i Afrika-studier på universitetet og ekstraordinær Afrika-dækning i alle medierne med BBC i spidsen.

Live 8 har haft sine kritikere: Blur's Damon Albarn, der hævdede, at Bob Geldof's Live 8-program havde glemt de afrikanske musikere og fremstillede Afrika som et fejlende, sygt, træt sted. Oasis' Noel Gallagher, der tvivlede på at Annie Lennox kunne få japanske forretningsmænd til at interessere sig for Afrika. Og David Stubbs, en musikredaktør fra magasinet Wired, der i går offentliggjorde sine grunde til ikke at se Live 8 i tv i dag (Afrika er for indviklet, popstjernerne er ikke kvalificerede, og de laver i øvrigt kedelig musik).

Fælles for de fleste kritikere er, at de sammenligner Live 8 med Geldof's Live Aid i '85, der samlede penge ind til Etiopiens hungerramte. Det har ikke hjulpet Afrika meget, lyder kritikken, og journalisten David Rieff har endda hævdet, at de indsamlede penge hjalp den etiopiske regering til at tvangsflytte folk som led i en borgerkrig og med 100.000 døde som fatal konsekvens. Det er ikke altid bedre at gøre noget end ikke at gøre noget, er Rieffs konklusion, og hans analyse er i tråd med en skepsis over for Blairs redningsplan blandt flere Afrika-eksperter, der advarer mod at tro på mirakler.

En ny generation

Men spørger man de bands, der skal spille i Hyde Park i dag, har mange dårligt nok nogen erindring om Live Aid. Carl Dalermo fra Razorlight påpeger over for TimeOut, at han kun var fem år dengang i 1985; Kelly Jones fra Stereophonics kan vagt huske at have set Queen og Led Zeppelin, "men jeg ser slet ikke det her som en fortsættelse; det er helt anderledes." Ms Dynamite påpeger, at det er en ny opgave for hendes generation. "Vi må tage ansvaret på os selv og forny kravet om forandring," siger hun og får støtte af sangerinden Dido: "Jeg syntes det var en virkelig god ide at gøre noget ved lobbying i stedet for pengeindsamling, og det virker allerede. Folk som aldrig havde hørt om G8 taler om topmødet og gældseftergivelsen nu," siger hun.

Live 8 er ikke Live Aid, og meget har ændret sig i verden siden '85. I medievirkeligheden var Live Aid-koncerten, måske sammen med OL i Los Angeles i 1984, et af disse definerende tv-øjeblikke, hvor kolossale mængder af seere samledes i en global, fiktiv dagligstue med en følelse af simultanitet og fællesskab, der spillede kraftigt ind på Live Aid's effekt. Siden da er tv-sendefladen blevet fragmenteret uendeligt og med en langt højere grad af usamtidighed og forskellighed, der måske kun blev midlertidigt annulleret med angrebet på World Trade Center den 11. september 2001.

Siden da er det også blevet mere og mere klart, at bistand næppe virker, før handelsblokaderne er væk. Og at den neoliberalistiske Verdensbank-politik, der i 80'erne og 90'erne tvang de afrikanske lande til at udsulte deres offentlige sektor, stort set er slået fejl. Uden politiske ændringer er det lige meget, hvor meget almindelige mennesker samler ind. Samtidig er kulturens og især popkulturens rolle som det sted, hvor folk henter deres identitet og investerer deres energi, vokset konstant, altimens Vesten er blevet stadigt rigere. En sidste forskel er den globale protestbevægelse, der har fokuseret debatten på frihandel og gældseftergivelse. At disse ord er blevet centrale i Blairs, Bush's og G8-landenes ordforråd er om ikke ligefrem en sikker sejr, så en uomtvistelig konsekvens af en dagsorden, der - måske også gennem popkulturen - er blevet markedsført fra gadeplan.

Bob Geldof er i sig selv et udtryk for mange af disse ændringer. Han er popmusikeren, der ikke har lavet et ordentligt nummer siden "I Don't Like Mondays" i '78. Men han er også popmusikeren, der har rejst Afrika tyndt i årtier og fået undervisning i udviklings-økonomi hos Cambridge-professoren og Nobelprismodtageren Amartya Sen, og som har lobbyet så længe, at han har fået reel indflydelse. Den Afrika-handlingsplan, som Tony Blairs kommission udgav i marts, og som er mere omfattende og fremsynet end noget der er set længe, startede med ideen om en Afrika-kommission hos - Bob Geldof.

Poppen i politikken

Skillelinjen mellem pop og politik er under udviskning: Pop er blevet kompleks, og politik er blevet poppet. Journalisten Kirsty Milne har skrevet bogen Manufacturing Dissent om en ændring i det politiske landskab, hvor enkeltsags-kampagner med stor mediedækning dukker frem af den blå luft og udrangerer partipolitik ved at sætte dagsordenen længe efter, at kampagnerne selv er holdt op. "I Storbritannien oplevede vi nye typer enkeltsagskampagner med traditionelle konservative mærkesager som benzinpriser, rævejagt og homo-ægteskaber," forklarer hun. "Pludselig blev demonstrationerne og medierne det sted, hvor konservativ politik udspillede sig, mens partiet selv var til tælling. Men kampagnernes virkelige store effekt lå faktisk ikke i deres øjeblikkelige virkning, men i deres prægning af dagsordenen på langt sigt. Det lykkedes ikke at bevare rævejagten, men det vil længe fremover være vanskeligt for Labour at operere inden for miljø- og landlovgivning, fordi de nu opfattes som overmoderniserede bymennesker, der ikke har nogen sans for engelske, traditionelle værdier."

"Nu kommer Live 8, en helt ny og mærkelig syntese mellem pop- og medieverdenen, græsrødderne og politikerne. Det er jo helt uhørt, at en regering bakker op om en protestaktion i det omfang, Blair og Brown har støttet Live 8, Make Poverty History og endda demonstrationerne i Edinburgh. Og det er spændende, hvad det vil betyde for dem, hvis der går noget galt under demonstrationerne. De traditionelt konservative har fundet en ny arena i enkeltsagskampagnerne uden for politik, men regeringsmagten er til gengæld gået længere ind i det, der plejede at være venstrefløjens territorium og kampagner, end nogensinde før," siger Kirsty Milne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her