Læsetid: 4 min.

Populisme eller ansvarlig fordelingspolitik?

Regeringerne i Venezuela, Bolivia og Ecuador siger alle, at de vil skabe social retfærdighed. Midlet er at øge de siddende regeringers forfatningsmæssige beføjelser. Men er målet at komme tættere på folket eller at få en strammere kontrol med det?
23. april 2007

Fredag godkendte det statslige valginstitut i Ecuador (TSE) det én uge gamle og overbevisende valgresultat, der de næste seks måneder giver Ecuadors præsident, Rafael Correa, øgede magtbeføjelser. Med knap 82 procent af samtlige afgivne stemmer bag sig kan præsident Rafael Correa nu sammensætte et udvalg, der skal give Ecuador en ny forfatning. Ifølge præsidenten er målet at styrke landets surverænitet, så en større del af landets ressoucer i fremtiden tilfalder landets egne borgere.

Dermed sluttedes kredsen af los tres amigos, der har valgt at følge nogenlunde samme strategi i vejen mod de annoncerede sociale revolutioner. Det drejer sig om henholdsvis Hugo Chávez i Venezuela, Evo Morales i Bolivia og nu altså også Correa i Ecuador. Overskriften på denne strategi er det enogtyvende århundredes socialisme.

Nu melder spørgsmålet sig, om man skal klappe i hænderne af begejstring, eller om man skal frygte det værste.

Den tidligere højreliberale regeringsleder i Spanien (1996 til 2004), José María Aznar, er ikke i tvivl:

"Den nye populisme anvender demokratiske mekanismer som valg, genvalg og referendum til at udvande selve demokratiet og etablere autoritative regimer," sagde José María Aznar under en politisk konferrence i Porto Alegre, Brasilien, hvor han sidestillede den nye populisme med den globale terrorisme som verdens to store trusler.

Det er selvfølgelig værd at bemærke, at José María Aznar i dag er præsident for den liberale tænketank FAES, og at Latinamerika er Spaniens største eksportdestination.

Nye tendenser

Men José María Aznar er ikke ene om at ytre bekymring over den vej, som en række ressourcerige sydamerikanske nationer har valgt.

USA er omsider begyndt at vågne op til virkelighedens verden, hvor det bliver mere og mere tydeligt, at Latinamerika bevæger sig hastigt ud af det nordamerikanske favntag.

Derfor er Washington igen begyndt at sætte turbo på de diplomatiske initiativer for at sætte skub i det planlagte frihandelssamarbejde i hele den amerikanske region. Det sker både samtidig med, at Latinamerika i stigende grad vender sig mod øst, når nye handler skal indgås. Men det sker også synkront med, at en stribe Latinamerikas største økonomier er begyndt at tilbagebetale deres udestående med de store multilaterale finansielle institutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. Institutioner, der primært domineres af USA på grund af stemmeprocedurer, der giver indflydelse proportionalt med kapitalindskud.

I efteråret 2006 tilbagebetalte Argentina på eget initiativ en væsentlig del af landets lån til IMF, mens Venezuela opkøbte den resterende part. Brasilien har ligeledes valgt at købe sig gældfri, og senest har såvel Bolivia som Ecuador tilbagebetalt store dele af deres udestående med IMF.

Alt sammen et udtryk for en ny tendens, hvor de latin-amerikanske lande ønsker at manifestere deres uafhængighed. Et ønske, der i overdreven grad udlægges som en populisme baseret på autoritære regimer. Det mener, José Luis Machinea, generalsekretær i FN's økonomiske panel for Latinamerika, CEPAL.

"Jo, tonen i Latinamerika er blevet hårdere, men vi er nødt til at se på, hvad det så betyder. Bolivia nævnes som eksempel, fordi landet har valgt at nationalisere en del af sine naturressoucer. Men det drejer sig i virkeligheden om, at landet har genforhandlet kontrakter med de firmaer, der udnytter landets gas- og olieforekomster, hvilket synes helt logisk. Så i alle tilfælde mener jeg, at man overdriver og endda fordrejer sandheden, når man taler om en populistisk bølge i Latinamerika," siger José Luis Machinea, der påpeger, at for ham at se, er der intet mærkeligt i, at man i en række lande, hvis økonomier hovedsageligt baserer sig på olie og gas, søger at genforhandle kontrakterne med de internationale selskaber.

José Luis Machinea giver omvendt de manglende økonomiske og sociale reformer skylden for, at Latinamerika er den region, hvor væksten er tættest på at stagnere.

FN: Behov for reformer

Regeringerne i Latinamerika står over for en stadigt mere ulige latinamerikansk befolkning, der med stadig mere kraftfuld røst kræver reformer. Ifølge FN-organet CEPAL's netop udkomne rapport over den sociale og økonomiske udvikling i 2006 lever 205 mio. af Latinamerikas knap 600 mio. mennesker i fattigdom. Det svarer til Argentina og Brasiliens samlede befolkninger. Da rapporten blev præsenteret i Madrid, kommenterede CEPAL's chef i Mexico, Juan Carlos Moreno-Brid, at det stadig går den forkerte vej for Latinamerika.

"I løbet af de sidste 10 år voksede den latinamerikanske økonomi mindre end i andre af verdens regioner i udvikling, ligesom Latinamerika nu har verdens mest ulige økonomiske fordeling."

Ved samme præsentation kunne Juan Carlos Moreno-Brid meddele, at det ifølge CEPAL's årsrapport er de lande, som kritikere mener styres af populistiske regeringer, der klarer sig bedst og demonstrerer de mest ansvarlige skatte- og finanspolitik-ker .

Det skyldes, at netop lande som Bolivia og Venezuela har taget fat på rækken af nødvendige reformer af landenes skatte- og finanspolitik. Dermed stiller FN sig officielt ikke skeptisk over for de tiltagende reformer i Latinamerika. Tværtimod:

"Hvis ikke vi begynder at ændre på fordelingspolitikken, vil en lang række lande få store udviklingsproblemer. Ideen om, at en økonomi først skal styrkes, før man kan omfordele, som en række regeringsledere stadig dyrker, er forkert meget falsk. Vi kan ikke fortsætte sådan," siger Juan Carlos Moreno-Brid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu