Læsetid: 3 min.

Populistisk moralisme og halvt maskeret misantropi

Erik Clausen udleverer personerne i sin seneste film, 'Ledsaget udgang', der hverken er morsom eller tankevækkende
12. januar 2007

Det er samfundets skyld!

Sådan kan man, lidt fladpandet, vælge at se moralen i Erik Clausens seneste film, Ledsaget udgang. Selv om filmen vel ikke ligefrem er fladpandet, er den i hvert fald et både kejtet og klodset forsøg på at blande slumromantik og systemkritik og kun marginalt bedre end instruktørens forrige film, den mislykkede Villa Paranoia.

Man kan ikke fratage Erik Clausen de gode intentioner og store ambitioner, men nogen god historiefortæller og filmskaber er han ikke hér. Måske fordi han mangler en kreativ sparringspartner, der har et fast greb i ham og kan fortælle ham, når det bliver for meget eller er for lidt.

Clausen spiller selv hovedrollen i Ledsaget udgang som Vesterbro-roden John, der får udgangstilladelse fra fængslet for at deltage i sin søn Kenneths (Henrik Bruhn) bryllup. John ledsages af den stille, jyske fængselsbetjent Bo (Jesper Asholt), hvilket bestemt ikke huer den midaldrende vaneforbryder, der ser sig selv som en hård negl, vant til at gøre, som det passer ham.

Han får dog hevet en modvillig Bo med på en nostalgisk tur rundt på Vesterbro, hvor John både mindes sin barndom og møder gamle venner og fjender (Elith Nulle Nykjær Jørgensen, Ditte Gråbøl, Anders Hove) - inden de begge når frem til brylluppet og John til den erkendelse, at han måske alligevel ikke altid har foretaget de rigtige valg.

Kuriøst freakshow

John fremstår som en gennemført usympatisk, egocentrisk type - scenerne med Ditte Gråbøls luder er faktisk ubehagelige - og man spørger sig selv, hvorfor pokker man skal interessere sig for ham. Der er en hård tone i Ledsaget udgang, der ikke passer til Clausen - og slet ikke til hans projekt - for populistisk moralisme og halvt maskeret misantropi er en uspiselig blanding.

Først til sidst i filmen begynder John at udvise en smule anger. Men da er det for sent, og han får i øvrigt samtidig en gennemført utroværdig syndsforladelse, da det viser sig, at Bo slet ikke er, hvem eller hvad han giver sig ud for at være. Det er outsideren, John, og ikke systemets mand, der viser sig at være hverdagens rigtige helt.

Der er heller ikke meget varme at spore i det portræt af Johns kiksede familie, Clausen tegner i filmen - han udleverer de fleste af dem som en flok sølle tabere, den ene værre end den anden, og det er indimellem helt pinligt at se på, fordi der ikke er tale om portrætter med flere facetter.

Kun Vesterbro skildres med en vis kærlighed, men også med en aparte nostalgi, der fremstiller bydelen som et kuriøst freakshow af ludere og lommetyve snarere end et spændende mikrokosmos af mennesker og kulturer. Clausens iscenesættelse er usmidig, hans personinstruktion uden de store nuancer - han benytter sig også mere af typer end af skuespillere, sig selv inklusive - og den samfundskritik, han vanen tro forsøger sig med undervejs - mere eller mindre overbevisende udtrykt i Jesper Asholts figur - er så firkantet og selvretfærdig, at man hellere ville have været den foruden.

"Jeg er en af de få, som der er mange af," synger Kim Larsen lunt og underfundigt på filmens soundtrack. Samme afdæmpede poesi kunne man godt ønske sig noget mere af fra hans gamle ven, Erik Clausen.

* Ledsaget udgang. Instruktion: og manuskript: Erik Clausen. Dansk (CinemaxX, Dagmar, Empire, Grand, Metropol og Palads i København og en lang række biografer i provinsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her