Læsetid: 4 min.

Populistisk pulje

7. november 2002

Skal man tage oppositionens kritik for pålydende, nåede finansminister Thor Pedersen i løbet af weekendens afsluttende forhandlinger med Dansk Folkeparti at begå hele to forligsbrud. Det ene handlede om retningslinjerne for den statslige partistøtte, og her stod de beskedne økonomiske konsekvenser i omvendt forhold til de perspektiver, der er forbundet med, at der for første gang siden ordningens indførelse er tale om en nedskæring. Det andet angik et langt større beløb, der til gengæld hverken blev forøget eller formindsket i forbindelse med forliget om næste års finanslov.
Efter et stærkt formuleret ønske fra Dansk Folkeparti gik Thor Pedersen med til, at der i indeværende folketingssamling skal fremsættes lovforslag om den såkaldte satsregulering. Det vil i sit indhold blive et temmelig usædvanligt forslag, da det ganske enkelt bekræfter de nuværende tilstande. Når det alligevel skal præsenteres for Folketinget, skyldes det udelukkende, at Dansk Folkeparti så inderligt ønsker at være med, når der er mulighed for at dele penge ud.
Det er nemlig, hvad der gemmer sig bag ordet »satsregulering«. Siden 1990 har der eksisteret et såkaldt satspuljeforlig, der hvert år er grundlaget for brede forhandlinger om særlige bevillinger og tilskud. Puljen bringes tilveje på den måde, at en lille procentdel af stigningen i overførselsesindkomsterne sættes til side. Pengene er øremærket til de svage grupper i samfundet, og det er partierne bag forliget, der bestemmer, hvordan de skal anvendes. Kredsen omfatter i dag samtlige partier i Folketinget med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

FORSTÅELIGT nok har Pia Kjærsgaard og hendes partifæller set på dette arrangement med en blanding af misundelse og længsel. Hvis der ud over den snævre nationalistiske appel er noget, Dansk Folkeparti har vist evner for, så er det at finde på nye udgifter, især hvis de kan komme de svagere grupper til gode. Derfor har det selvfølgelig smertet at se seks andre partier gå sammen om årligt at fordele omkring én milliard kroner til en bred vifte af ædle formål.
Nu vil partiet med i denne kreds. Og derfor fremsætter regeringen sit lovforslag. Når det så er vedtaget, vil kredsen af forligspartier bestå af dem, der har stemt for. Sandsynligvis bliver det alle otte.
Manøvren har vakt vrede blandt flere oppositionspartier. Den radikale finansordfører, Morten Helveg Petersen, konstaterede, at forligsbrud altid er noget snask, da det betyder, at man ikke kan stole på hinanden. Og den socialdemokratiske ordfører, Pia Gjellerup, mente at hvis regeringspartierne ønskede at opsige forliget, så skulle de have meddelt det inden folketingsvalget.
Men når det er sagt – og med rette – må det alligevel konstateres, at det initiativ, regeringen nu vil tage, ud fra en parlamentarisk synsvinkel kan være rimeligt nok. De midler, der indgår i satspuljen, stammer fra bevillinger, som Folketinget har besluttet. Derfor er der noget kunstigt ved, at et 12 år gammelt forlig skal være afgørende for, hvilke partier der kan råde over puljen. De to partier, der i dag står uden for denne kreds, var end ikke repræsenteret i Folketinget, da ordningen blev strikket sammen.
Der er altså god mening i, at døren til forhandlingerne om brugen af satspuljen nu bliver åbnet for alle. Til gengæld er der al mulig grund til at spørge, om det ikke var selve ordningen, der burde stå for fald. Nok vil det være for vidtgående at påstå, at den direkte strider imod de retningslinjer, Grundloven fastlægger for statslige bevillinger. Men den befinder sig tæt på kanten.

Den gode begrundelse for ordningen er, at den giver folketingsmedlemmerne bedre muligheder for at prioritere de offentlige udgifter. Et af problemerne med de store overførselsindkomster er netop, at de er præget af en automatik, som kan få lovgiverne til at føle sig magtesløse. Ved at skille en lille del ud til særlige formål har de forsøgt at styrke deres indflydelse bare en anelse.
Men samtidig hviler der et stærkt skær af særordning over dette arrangement. En pulje på omkring én milliard kroner bliver så at sige løftet ud af den almindelige procedure for bevillinger. Og anvendelsen bliver besluttet ved møder, der er løsrevet fra de øvrige forhandlinger om finansloven. Blandt de deltagende partier har de imidlertid været en populær ordning. Den har betydet, at de hver især har kunnet få indflydelse på pengenes fordeling. Forhandlingerne har så at sige været en markedsplads for de forskellige partiers mærkesager. I gensidig forståelse har de indrømmet hinanden midler til en mangfoldighed af gode formål.
Og derfor har det også være muligt for hvert eneste parti efterfølgende at fremhæve, at netop dét har sat afgørende fingeraftryk på den samlede fordeling af puljen. Men netop af den grund har den ønskede virkning i vælgerbefolkningen været svær at registrere. I bedste fald har de hver for sig tilfredsstillet deres kernevælgere.
Når regeringen fremlægger sit lovforslag om at videreføre ordningen om satspuljen uden ændringer, kunne det være en oplagt mulighed for helt at få afskaffet dette kunstprodukt. Men det ville være særdeles overraskende, hvis muligheden blev grebet.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her