Læsetid: 4 min.

Pornoinstituttet

4. maj 1998

DER VAR ENGANG, da porno som så meget andet var forbudt. Men så blev det meste af den frigivet, og nu er nogen af dens levende billeder kommet på kunstkammeret: I hele maj måned er Filmhusets officielle program domineret af såkaldte erotiske film i hard eller soft core tilsnit.
Man kan naturligvis spørge, om dét virkelig er en passende åndelig facade for filmens hovedkvarter i Danmark lige netop nu, hvor Filminstituttets direk-
tion har bedt Kulturministeren om rigtig mange penge til blandt andet museumsdriften. Man kan også undre sig over - formedelst statsmidler, skattetunge danske kroner og kulturstøttemidler - i museale omgivelser at skulle kunne bivåne Ornepigens bedrifter som poetisk realisme, Emmanuelle og O's historier, Sodoma, Natportieren eller Sidste tango i Paris - sidstnævnte med den særlig velsmurte scene, der fik kultiverede franskmænd til ved middagsselskaber med et særligt blik at spørge borddamen, om hun foretrak smør eller margarine. Til fluten, compris?
Da pornofilmen Deep Throat gik for fulde huse på Strøget i København, var filmanmelderne ikke meget for at skrive om kvinden med klitoris på drøbelens plads. Men nu er den med i Filmhuset, som et af få eksempler på rigtig porno, i den noget parfumerede eller højpandede biografserie.
Alle disse drømme og fantasier er altså nu, 25 år efter, institutionelt tilgængelige, ikke som peep-show men i magelige, kultiverede omgivelser, og uden hverken dårlig samvittighed eller køkkenrulle.
Der er med andre ord endnu længere tilbage til en virkelighed omkring besættelsen, hvor blade som Sol & Sommer eller Varieté var en skoledrengs nærmest mulige frihedskamp for at se nøgne legemer udenfor badeanstalternes kikhuller, mor i et ubevogtet øjeblik eller en legekammerat af samme eller modsat køn i et tæt buskads om sommeren. (Børneporno? - jojo, men i en noget mere ufarlig betydning!)

DET HAR ALDRIG været nemt at skelne mellem kunst og virkelighed. Især ikke når man er ansat på et kunstnerisk museum.
Tekniske museer har store samlinger af moderne apparaturer - radioer, telefoner eller støvsugere, som gør det muligt at følge produktets udvikling og fremtræden. Helt uden smagsprioritering, men teknisk kronologisk, og indrettet efter hvem der kom frem med hvilken innovation hvornår, og i hvilket nyt materiale.
På kunstindustrimuseerne, derimod, er det ikke industrihistorien men designhistorien, der er formålet, og altså produkternes æstetiske værdi som er afgørende for udvælgelsen. Publikum får derved smallere mulighed for selv at vælge præferencer og referencer, end i den store opmarch af ting og sager på de tekniske museer.
Der foregår kort sagt en kultiveret udvælgelse på de æstetiske institutioner. Så frem for at undre sig over Filmhusets usædvanlige maj-program, kunne man snarere beklage, at der ikke vises flere eksempler på den lyssky vare. For ligesom gamle variete- og dokumentar-strimler fra filmens barndom nutildags ofte lader sig aflæse med helt andre æstetiske øjne end dem, de er filmet med, kunne pornofilmene fra kælderbiograferne og de lukkede klubber givetvis sætte flere referencer i bevægelse end den æstetiske programbeskæring. Den glimrende fotograf Roald Pay håndterede still-kameraet, da det hedengangne blad politisk revy før pornoens frigivelse ville afprøve grænser med forsidenærbilledet af et samleje. Desformedelst blev Pay kaldt til afhøring på det politikontor, hvorunder pornoen sorterede. Her sad en alvorlig mand og tegnede røde boller rundt om utugtige og dermed forbudte detaljer på alle mulige pornoblade. Det fik fotografen til interesseret at spørge, om det ikke var vanskeligt at afgøre, hvad der skulle markeres med rødt. "Nej, det er det bestemt ikke!" - lød ordenshåndhæverens bryske svar.

DET HELE ER med andre ord et spørgsmål om øjnene, der ser. Men Filmhusets og dermed Filmmuseets problem er i dette spørgsmål ikke af samme art, som når Statens Museum eller Århus Kunstmuseum overvejer at skille sig af med en del af det, de kloge inspektører lige nu regner for dårlig kunst på arkivet.
I Aarhus viser man i øjeblikket med slet skjult ironi Otto Mønsteds samling af salonkunst, som oprindelig var en hovedværdi for det dengang nystiftede provinsmuseum.
Hele Mønsteds samling har ikke desto mindre lige fra starten været defineret som kunst. Det kan man ikke sige om de pornofilm, der er uden repræsentation i Filmhusets serie. De egentlige pornofilm må åbenbart betragtes som tekniske produkter, men de er ikke desto mindre styret af en eller anden æstetisk indstilling i optagelsesøjeblikket. Ellers ville produktet have haft lige så lidt salgsappel som en østtysk støvsuger.
Det kunne også være interessant i sammenhængen at se den vesttyske film Deutschland Privat, sat sammen af såkaldt almindelige menneskers egne pornografiske 8 mm-optagelser. For eksempel scenen med den hjemmegående midaldrende kvinde, der muttersalene poserer for sit kamera, og ender med at lægge sig på kakkelbordet for at onanere.
Hvordan er den betydningsmæssige sammenhæng mellem en sådan uskyldig produktion, og så den serierepræsenterede Jean-Luc Godards æstetisk velberegnede baghyler-video, med tydelige designdetaljer fra det køkken, hvor scenen er optaget?
Og hvordan vil forholdet snart vise sig at være mellem den lovede pornografi i Lars von Triers Cannes-film, Idioterne, og hans tidligere s/m-produktioner
Breaking The Waves og Forbrydelsens Element?AdW

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu