PARIS - Efter Jacques Chiracs tilbagetrækning fra fransk politik, kunne man i de franske medier notere sig to små detaljer.
Den første var, at præsidentens tale slog samtlige tv-rekorder. Der var flere seere foran skærmene, end da 'Les Bleus' vandt europamesterskabet i fodbold. 22, 2 millioner hørte den tale, dansk presse kaldte "svulmende."
"Hvert eneste minut har jeg handlet for dette uforlignelige Frankrig. Det Frankrig jeg elsker lige så meget, som jeg elsker Dem".
I et mandagshjørne på France Info fortalte en landmand om sit møde med Chirac. Der var landbrugsmesse i sidste uge, med præmietyre, hundredvis af oste og alt hvad der kan krybe og gå af håndtrykkende politikere. Og intet håndtryk var at ligne med Chiracs. "Han har varme og nærvær. Han vil blive savnet som præsident".
Chirac indtager en særlig position, der har holdt ham i live i fransk politik i over fyrre år. Han er populær, overbevisende og har statur. En præsident hævet over loven med enorme magtbeføjelser, ganske som de Gaulle indskrev stillingen i konstitutionen for den femte republik. En landsfader, der i Danmark kan sammenlignes med Dronningen.
Det belgiske dagblad Le Soir betegner Chiracs regeringstid som "tolv års oplyst ubevægelighed", BBC giver ham øgenavnet 'Kamæleon Bonaparte', og for The Guardian er han 'vendekåbe'. Bortset fra Le Pen, der er glad for at slippe af med sin "yndlingsfjende", hyldes præsidenten til gengæld i Frankrig. Kritikken dæmpes, og det nævnes, at Chirac satte sig op mod interventionen i Irak. Centralt står hans anerkendelse af det officielle Frankrigs rolle i jødedeportationen under Anden Verdenskrig.
Politisk Don Juan
For Chirac har på mange måder opfyldt det, man forventer af en fransk præsident.
Han har slidt to kronprinser Alain Juppé og de Villepin op. Men fra Klods Hans-efterfølgeren, Nicolas Sarkozy, har det lydt: "Alle tror, han er meget dum og flink. I virkeligheden er han meget intelligent og ondskabsfuld".
Ifølge Libération har i al fald hans "frygtindgydende intelligens og hans enorme kulturelle bagage, men også hans energi og varme", længe været undervurderet. "Det har gjort ham til det politiske livs Don Juan," forklarer Laurent Joffrin. "Han har forført Frankrig, men han har aldrig gjort det lykkeligt".
Ondskabsfuldheden, den politiske intelligens og forførelsen kan aflæses af Chiracs karriere, en perlerække af forræderier. Han blev hentet ind på den politiske scene af Pompidou og blev minister under Giscard d'Estaing, som han i 1974 hjalp frem til præsidentposten. Han blev premierminister, men tog sin afsked i modstand mod d'Estaing og dannede et nyt parti med sigte mod borgmesterposten for Paris. Han vandt kommunalvalget i 1977, satte sig på tronen i Paris med enorme budgetter, 40.ooo funktionærer, et dagligt 'håndøreforbrug' på 5000 kr. og et springbræt for sin politiske karriere.
Ved valget i 1981 stillede han op med Valéry Giscard d'Estaing og Mitterrand som sine hovedmodstandere. D'Estaing har aldrig tilgivet, at Chirac med sine 18 procent stemmer i første omgang mod d'Estaings 28 pct kun lunkent opfordrede sine vælgere til at stemme på ham. I stedet gik de massivt over til Mitterrand, der vandt. For det eneste Chirac er tro over for, er ønsket om selv at komme til magten. I kampen for dette er både partier og ideer kommet i anden række.
Ideerne har ændret sig, så det svimler for enhver, der søger konsistens i politik. Han har været imod EU og forsvarer for Unionen, imod fælleseuropæisk møntfod og med til at gennemføre den. Han har været skiftevis liberal, konservativ og til tider noget, der lignede socialist. Da han omsider blev præsident i 1994, skete det på et demagogisk mesterstykke om at "ville hele det sociale brud", der slog socialisten Jospin af banen. I anden omgang påtog han sig uden skrupler og uden skelen til oppositionen magten efter mødet med Le Pen i 2002 og de 82 pct. proteststemmer, han blev valgt på. Chiracs sidste mestergreb er at fremstå som økolog, skønt det første, han gjorde som præsident var at gennemføre atomprøvesprængninger.
Arvtager i Bayrou
Men måske netop derfor har Chirac uden problemer været i stand til at være premierminister under socialisten Mitterrand og præsident med en socialistisk premierminister. Hvor svært kan det være at give franskmændene det, de vil have?
Et par principsager er lykkedes. Hans ekstreme klarsyn omkring situationen i Irak og i FN. Men uden virkning. Og skønt han har sat Sarkozy ind som indenrigsministerpolitibetjent, der følger fremmede til døren, har han selv vist sin følsomhed over for diskrimination, med anerkendelse af Frankrigs rolle i både slaveri og jødedeportationer.
Han har også reddet næsten 10.000 af sine hurtigtkørende medborgeres liv ved at stramme kontrollen på de franske landeveje. Adskillige er også blevet reddet med hans 'kamp mod kræft'. Et varmt politisk håndtryk. Der hænger et damoklessværd over Chiracs hoved, når han går af som præsident. Visse dommere vil gerne høre noget om, hvorledes det parisiske rådhus finansierede Chiracs parti, da han var borgmester. Langt de fleste franskmænd er ikke nær så fordømmende. Sådan ordnedes sagerne dengang, og det gjorde Chirac effektivt.
Chirac har skrævet langt videre, end andre landes demokratiske bukser ville kunne holde. I øjeblikket prøver Bayrou at gøre ham kunsten efter som samlende vende-kåbelandsfader. Han bifaldt da også uforbeholdent Chiracs tale i søndags "som det program for Frankrig, vi nu bør gennemføre", og stemmerne vælter ind.
Måske har franskmændene allerede i tolv år haft lige præcis den præsident, de gerne ville have. Varm, faderlig, nærværende og altid klar til at ville give dem præcis det, de vil have. Og selvfølgelig hævet over loven. Helst tyngdeloven også.
