Læsetid: 4 min.

Portræt af Rif

14. december 2001

KLAUS RIFBJERG, morgendagens fødselar, er født i skyttens tegn i 1931. Det var dengang, det var før, de beskednes tid, og så kom krigen, men år går, og så blev det efterkrig og endelig vores år. Han kom under vejr med sig selv i 1956, hvor han debuterede som digter. Han var en af flere digtere til tiden, men han lignede ingen af de andre.
Rif skrev smukke Amagerdigte, som blev en hel lille mytologi fra og om fødeøen. Han skrev om huset på Ingolfs Allé, som han voksede op i. Hvad sker der i kvarteret, spurgte han. Barndommen blev en kilde, han øste af i sit forfatterskab.
Han skrev om stranden, om et falsk forår og en sommer, der var rigtig, og en hugorm i solen – og andre historier. Han skrev om et helt voliere, men også om spinatfuglene – og arbejdede selv som journalist på Information sidst i 50’erne, hvor han som så ofte siden mærkede den søde kløe ved at skrive. Han kunne slet ikke lade være. Man er jo ikke en figur af voks (selv om man kan blive det).
Engang blev folk sure, fordi han fik penge fra staten og kørte rundt i en bil, som ikke var en R.R., men noget andet smart. Den gyldne middelvej har aldrig været hans, og efter en del danskeres mening er synderegisteret langt. Om andre holder af Rifbjerg? Ja, for det er jo heldigvis, som man behager.

DET KORTE af det lange er, at han siden debutdigtsamlingen har gennemgået adskillige udviklinger som forfatter, og bøgerne, filmene, teaterstykkerne, m.m. lægger sig i forlængelse af hinanden som en livsfrise.
Han vidste, hvad en mand har brug for. Sangen om sengen og kønnenes dans, hvad enten twist eller tango, var vel en del af det, gætter vi. Selv om han altid har værnet om privatlivets fred, foretrækker han, at hans eget livs teater især består af scener fra det daglige liv. Derfor har han haft mange diskrete ophold i Kandestederne (hvor han boede i Kandestedersuiten), i Rørvig, Malmø og Malaga.
Han er en stor kender af det såkaldt svage køn, som han regner for stærkeste. Rifbjerg rundt har der dog først og fremmest været hustruen gennem alle årene, Inge. Men han har nu, tydeligt nok, været en kender af både mænd og kvinder: Lonni og Karl, Leif den lykkelige, Amalie, Linda og baronen og Anna (jeg) Anna.
Han sendte litterære breve til Gerda og modtog selv breve fra Lena Jørgensen, Klintevej 2650, Hvidovre.
25 desperate digte blev det også til. Da må han have været helt nede i det sorte hul.

PÅ SINE MANGE rejser fandt han et spansk motiv, som han igen og igen vendte tilbage til, rejste i det hele taget meget som en anden Odysseus fra Amager, og tak for turen. Vejen ad hvilken var ofte autostradaerne ned gennem Europa. Han har oplevet Berlinerdage, og hans filmbaggrund – han var som ung ansat på Laterna Film – røber sig i titlen, Japanske klip. En udflugt og en tuschrejse blev det også til samt en omvej til klosteret. Jo, han var en hyppigt rejsende, borte tit. Han har også haft hjemvé. Endog landet Atlantis, dette terrain vagues, har han aflagt et besøg.
Marts 1970 gik han over en tærskel, idet han skrev en roman med navngivne, nulevende personer i en litterær satire. De hellige aber var pludselig ikke så hellige mere.
Det handler om, kort sagt, at han lagde kortene på bordet og gik i konfrontation med sin samtid. Ikke noget med et bortvendt ansigt. Ikke nogen camouflage. Han gik op mod dem, han var uenig med i talrige debatter og husker endnu, da Oscar blev tosset. Det ville glæde ham, hvis politikere læste flere bøger.

OPERAELSKEREN Rifbjerg har haft et godt øje til musikken... septembersang, divermento i mol, rapsodi i blåt. Billedet har spillet en rolle og teatret: Harlekin skelet og narrene er figurer i hans univers. Rifbjergs lytterroman vidner om det æterbårne. Han har en omfattende viden, men er der noget, han ikke ved, slår han det bare op i et leksikon. Eller går i arkivet.
Han er en skrivende engel, og han har ofte, når nogen bad ham skrive et eller andet, sagt: Jeg skal nok... Han hører ikke til dilettanterne, men er professionel til den yderste fingerspids på tastaturet, og der er få kiks, når det gælder at aflevere den eller de årlige romaner. I 1959 udkom ikke noget af Rifbjerg, men ellers: gennem alle årene. Han har skrevet så mange bøger, at man skulle tro, at han har haft en dobbeltgænger til hjælp.
Vi bliver jo ældre – 70 år i medgang og modgang – og det er andre tider, men Rifbjerg har aldrig mistet den kroniske uskyld. Det svævende træ er ikke faldet ned, skønt uden for har vinden lagt sig. Hva’ skal du lave i fremtiden, Klaus Rifbjerg? Svaret blæser i vinden, men sandsynligvis vil det igen sige Boi-i-ing, for han har nok en joker i ærmet. Sådan!

cl Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her