Læsetid: 3 min.

Portugisisk polyfoni

I fragmentarisk romaneksperiment giver Monica Ali stemme til indbyggerne i en fattig portugisisk landsby
19. oktober 2006

Ifølge visse litteraturteoretikere er iscenesættelsen af flere forskellige bevidstheder, flere forskellige stemmer, romanformens distinkte kendetegn. Monica Alis nye roman, Alentejo blå, lever til fulde op til genredefinitionen. Forfatteren til forrige års kanonsucces Brick Lane har samlet et spraglet hold figurer, installeret dem i den lille portugisiske flække Mamarrosa, og her lader hun dem hver især blotte deres tanker om stort, småt og især om hinanden. Alis ærinde er at pege på, hvordan vores historier om os selv og hinanden altid vil være subjektive og ofte ganske dubiøse fortolkninger.
Beboerne i Mamarrosa, de indfødte såvel som de tilflyttede estrangeiros – den engang så magtfulde kolonimagt er nu selv blevet koloniseret af nordeuropæere – er henvist til hinanden. Landsbyen er placeret i den fattige, afsides Alentejo-provins, hvor Internettet først nu er under opsejling, og Lissabon lige så godt kunne være en by i Rusland.

Intens interaktion

Midt i Mamarrosa ligger Vascos café. Vasco selv er en smækfed hyggeonkel, der fremstiller sig selv som lidt af en verdensmand. Hans flittigste kunde er den britiske forfatter Stanton, der er i Portugal for i ro og mag at skrive på sin roman om Blake, men mest af alt bruger tiden på at drikke whisky og tjekke damer ud. Henne om hjørnet ligger købmanden, hvor den smukke og englegode Teresa sidder ved kassen, drømmende om et liv som au pair i London. Af og til leverer hun varer på sin knallert til den tudsegamle skabsbøsse João. Den aldrende stakkel sørger over vennen Rui, som han i al hemmelighed har været hedt tiltrukket af i årevis, men
som nu har begået selvmord uden nogensinde at kende
til Joãos begær. Og lige så sørgeligt står det til med familien Potts, der er flygtet fra
en dunkel fortid i England og nu lever forarmet i en campingvogn i forsøget på at få gang i et fra starten dødfødt landbrug. Faren drikker, og børnene laver seriøse unoder.
Figurerne interagerer intenst. Vasco holder alenlange møder med Teresa, der som bibeskæftigelse arbejder som forsikringsagent. Den voluminøse caféejer overvejer at tegne en livsforsikring, men tager sig god tid til at lade beslutningen modne. Mens Vasco knevrer, spekulerer Teresa på, om det overhovedet er en god idé at tage til London. I virkeligheden ville hun måske være bedre tjent med et ganske simpelt og ubekymret liv som Joãos.
Samtidig har forfatteren Stanton bestemt også sit at se til. Han bliver venner med familien Potts, og med sin bil hjælper han dem med at trække en forulykket og efterhånden forrådnet ko op af en grøftekant. Maddikerne sprøjter ud af alle koens huller, og som læser krummer man tæer over familiens uhumske levevis. Stanton væmmes også, men ser sig dog ikke for fin til at tage for sig af retterne hos familien Potts. Først sweattalker han Mrs. Potts til at hoppe i kassen med ham, og kort efter er det datterens tur til at stikke stængerne i vejret for skønånden.

Multiperspektivisme

Alentejo blå har ikke nogen gennemgående, ensporet handlingsstreng. Den er delt ind i ni kapitler, der fortæller forskellige historier med forskellige af byens indbyggere som synsvinkelbærer. For så vidt kunne romanen godt minde om en novellesamling. Ali forlader imidlertid ikke figurerne, men lader dem i stedet gå igen igennem kapitlerne, blot set fra forskellige, nemlig hinandens, perspektiver. I et kapitel følger vi Vasco og betragter resten af byens indbyggere fra hans synspunkt; i et andet er det Teresas bevidsthed, vi sættes ind i, og hvorfra vi blandt andet ser Vasco, og sådan er det hele vejen rundt.
Multiperspektivismen giver Ali mulighed for at lade indbyggernes udsagn fungere som korrektiver for hinandens subjektive fortællinger om sig selv og de andre. Måske er Vasco ikke helt så cool en fyr, som han gerne vil give udtryk for. Set fra Teresas synspunkt er han snarere en ensom stakkel, der benytter mødet om livsforsikring til overhovedet at få lidt sel-
skab. Omvendt ser Joãos liv ikke helt så enkelt ud i den aldrende bøsses eget perspektiv som i Teresas. Og
fra Mrs. Potts synspunkt fremstår Stantons opførsel som aldeles utilgivelig, selvom det så knap så slemt ud i den litterære buks egen optik.
Den gennemført polyfone prosa fungerer flot. Simpelt hen. Men fragmenteringen sker selvfølgelig på bekostning af et plot, der driver læseren fremad. Kan man imidlertid indstille sig på, at Alentejo blå ikke er nogen kriminalroman med 150 km/t, er den absolut værd at tjekke ud. Måske kan man med fordel læse den lidt ligesom en digtsamling. Langsomt, lidt ad gangen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu