Læsetid: 4 min.

Post Poul Nielson

10. marts 1999

1. juli får udviklingsminister Poul Nielson (S) en ny udsigt. I stedet for at kunne skue ud over havneløbet i København fra sjette sal på Asiatisk Plads 2, vil han kunne se ud på New Yorks skyline fra 21. etage på UN Plaza 1. Den 55-årige Nielson vil nemlig efter alt at dømme inden denne måneds udgang blive udpeget til ny chef for FN's Udviklingsprogram (UNDP). Beslutningen skal tages af FN's generalsekretær Kofi Annan, og den eneste han har på kandidatlisten nu - og det vil overraske meget, hvis han får andre - er den iltre socialdemokrat fra Danmark. Det har hidtil været amerikanere, der har siddet på den prestigefyldte post. Men det amerikanske udenrigsministerium har valgt ikke at stille med en ny kandidat. Angiveligt fordi embedsmændene ved, at det er europæernes tur til at få en FN-toppost.
Navne-gættelegen om UNDP-posten er nu ovre, og en ny om udviklingsminister-posten i Danmark kan begynde. To ting ligger efter alt at dømme ret fast i statsminister Poul Nyrup Rasmussens hoved: Der skal fortsat være en udviklingsminister-post, og der skal ikke sidde to radikale ministre i Udenrigsministeriet. Der skal altså hentes en minister fra den store socialdemokratiske folketingsgruppe.
En oplagt kronprins/prinsesse findes ikke, men ifølge Informations kilder så er der tre, der kan gøre sig forhåbninger om en opringning fra statsministeren: Birte Weiss, Claus Larsen-Jensen og Jan Petersen. Birte Weiss blev ikke formand for Folketinget og står for tur til en udnævnelse. Claus Larsen-Jensen kan lektien som tidligere international sekretær i SiD, men han har ikke den store erfaring som medlem af Folketinget. Jan Petersen tabte slaget om at blive politisk ordfører for Socialdemokratiet, så med den høje stjerne hos Nyrup står han også for tur til en post. Hertil kommer, at han er politisk dreven og er godt hjemme i stoffet, blandt andet fordi han er gift med den tidligere u-landspolitiske ordfører for Socialdemokratiet, Lotte Henriksen.
Hvem Nyrup end måtte vælge, så er der nok af udfordringer. I den danske andedam skal politikere og skatteydere overbevises om, at det giver mening at give de fattige lande bistand for et beløb, der svarer til statens indtægter på afgifterne på vin, øl, spiritus og tobak. I den store verden skal Danmarks høje profil inden for u-landsbistand bevares og skærpes.

DANMARKS FØRSTE egentlige udviklingsminister Helle Degn formåede i høj grad at skabe debat om bistanden. Men bølgerne gik måske lidt for højt efter Nyrups smag. I september 1994 måtte en grædende Helle Degn overgive posten til Poul Nielson. Siden da har der været stille om u-landsbistanden.
Nielson har med sin tromlende facon behændigt lagt låg på næsten alle tilløb til kvalificeret kritik. Blandt andet ringede han i begyndelsen af sin ministertid til generalsekretærer fra de dybt Danida-afhængige
u-landsorganisationer og frabad sig kritik i medierne. Herudover har han gang på gang afvist kritiske rapporter fra Rigsrevisionen og evalueringer med en sang om, at "det undersøgte hører fortiden til, og sådan gør Danida ikke længere".
Forhåbentlig gør en ny udviklingsminister op med Poul Nielsons dogme om, at tavshed er guld. For en tam debat er ikke på længere sigt gavnlig for hverken Danida, eller de fattige i u-landene. Direktøren for sekretariatet under OECD's Udviklingskomité, Bernard Wood, siger, at det er kendetegnende for de lande, der yder den bedste bistand, at de har en levende og kritisk debat.
Hertil kommer, at den danske u-landsbistand såvel som den internationale bistand siden den kolde krigs afslutning er blevet isoleret fra andre politik-områder. Det er ikke længere en særlig integreret del af den samlede udenrigspolitik. Antallet af Folketings-politikere med en rimelig indsigt i u-landsbistanden kan
i dag tælles på en hånd. Politikerne ved godt, at det ikke er vælgernes u-landspolitiske holdning, der er afgørende for, hvor de sætter krydset.
Den manglende politiske interesse har gjort bistanden meget skrøbelig over for pludselige angreb. Det kom meget tydeligt frem, da Indien i fjor afprøvede atombomber. Straks bad de fleste politikere om i protest at få standset bistanden til Indien. Ingen gad høre på argumenter om, at der i Indien bor flere fattige end i hele Afrika. Og at god bistand er langsigtet bistand, og derfor burde man måske for Danmarks egen troværdigheds skyld overveje sagen i længere tid, før man for anden gang i 90'erne lagde Indien på is. Folketingspolitikernes populisme kom endnu tydeligere frem, da Pakistan senere på året afprøvede atombomber. Straks efter kom Venstres Jens Hald Madsen og de konservatives Per Stig Møller farende og sagde, at nu måtte al bistand til Pakistan standses. Senere fik de røde ører, for Danmark giver ingen bilateral bistand til Pakistan.

DEN DANSKE BISTAND er meget velanskrevet ude i verden for sin størrelse og sin kvalitet. Men skal dette image opretholdes, så skal Nielsons efterfølger i gang med at lave en visionær afløser, for Helle Degns masterplan for bistanden fra 1994: Strategi for dansk udviklingspolitik frem mod år 2000. Selv om der med Nielsons ord er mange "uopfyldte ambitioner i strategi 2000", så bør Danida tænke nyt. Eksempelvis bør antallet af hovedsamarbejdslande nedskæres, for den danske ressourcebase er for lille til de 20 lande, man har i dag. Danmark bør holde op med at være duksedreng i forhold til USA og de internationale organisationer. På den baggrund bør det grundigt overvejes at opgive den konsekvente fifty-fifty fordeling mellem bi- og multilateral bistand. Men nedskæringskniven skal selvfølgelig ikke svinges over Nielsons nye arbejdsplads, UNDP.hai

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu