Læsetid: 4 min.

Postkort fra provinsen

2. juli 2002

I DEN TEMMELIG forenklede debat, der ind imellem finder sted i de danske aviser, er provinsen et bagudrettet og stillestående sted, hvor kulturen har trange kår. Sådan er det næppe i virkeligheden. Den Jyske Opera, kunstmuseerne i Esbjerg, Horsens, Køge, Odense, Aalborg og Århus, universiteterne uden for København, Arkitektskolen i Århus, Designskolen i Kolding og folkehøjskolerne er få eksempler blandt mange på det rige kulturliv der findes i Danmark. Kulturlivet i dette land er mangfoldigt og udadrettet. Her findes mængder af gode teatre, museer, uddannelsesinstitutioner og foreninger, hvor tusindvis af mennesker beskæftiger sig med kulturelle udtryk på højeste niveau.
Tag til Krabbesholm ved Limfjorden, og mød internationalt anerkendte kunstnere. Se kunstnere fra hele verden samarbejde med erhvervslivet i Herning. Besøg B&O i Struer, og se arkitektur og design i verdensklasse. Oplev det helt store teater i Vordingborg eller Holstebro.
Forleden kunne man på DR 2 se noget om et andet aspekt ved provinsens kulturliv: Kulturmadammerne i Hadsund har arrangeret deres egen kulturnat som i de store byer. Her kunne byens borgere opleve byens egen kultur i fuldt swing – måske ikke på internationalt plan, men i et væsentligt fællesskab, der er langt sværere at få gang i, når byen hedder København.
Det er såmænd heller ikke så dårligt fat i hovedstaden, det er ikke det. Her er det jo stadig sådan, at unge og gamle fra hele landet valfarter til for at afprøve grænser og finde plads til det, der er anderledes og mærkeligt. Her er mængder af spændende gallerier, små teatre, eksperimenterende designere og ny musik og poesi på små, listige steder. På et mere etableret plan er der udsolgte huse i Operaen, hvor Kasper Holten har løftet et højt niveau til et endnu højere, og fyldt op hver weekend på Louisiana, der i mange år har været danskernes vigtigste kilde til viden om moderne kunst. Gaderne er fyldt med forretninger, der handler med møbelklassikere til priser, der absolut kan konkurrere med det internationale marked. I dagens avis kan man læse om nye afgangshold fra kreative uddannelser, der bobler af overskud og fantasi.
Jo kulturlivet blomstrer i Danmark, det er let at få øje på, og der er noget for enhver smag.

I FORBINDELSE med EU-formandskabet har man besluttet, at udlandet også skal vide noget om dansk kultur. Derfor har man udgivet en pamflet, og iværksat kulturelle arrangementer, der skal formidle dansk kultur til vore venner i de andre EU-lande. Altså kommer det nye IKS, Internationale Kunstsekretariat på prøve. Og hvad får de udenlandske modtagere? Et postkort fra provinsen! Ikke den nulevende provins, som mange danskere bor i og oplever høj- og folkelig kultur i. Men provinsen fra Matador, hvor kultur er noget ’fint’ for det bedre borgerskab, hvor man snobber for det kongelige og det kendte.
Derfor bliver eksemplerne på dansk arkitektur Det Kongelige Bibliotek og Statens Museum for Kunst – og 100 år gamle Arne Jacobsen. Eksemplet på billedkunst bliver Per Kirkeby. I artiklen om dansk design virker de eksempler, der er over 30 år gamle, friskere end de nye stole, der ser ud som om der ikke er sket noget som helst inden for møbelkunsten siden Arne Jacobsen døde. Det grafiske design, der præsenteres, er ikke noget af det utroligt spændende, der foregår på alle niveauer, men ministeriers og statsinstitutioners kælne nye identiteter. Når det gælder teater, får vi mere Arne Jacobsen – Robert Wilsons kommende forestilling på Bellevue.
Nu er der jo intet forkert ved den etablerede kultur her til lands. Vi kan være stolte af Arne Jacobsen, Per Kirkeby, af Ulla Henningsen, der skal spille alle roller i Wilsons forestilling, af Anne-Sofie Becker, der præsenterer Kulturbro 2002, og af Kasper Holten, der skriver om dansk opera. Men giver et usædvanligt dårligt oversat hæfte med finkulturen fortalt for børn et positivt billede af dansk kultur? Hvem henvender man sig til? De dårligt stillede, der slet ikke vælger Europa? De kulturelt interesserede, der er vant til langt mere engageret og engagerende kulturformidling? Eller er det Europas endnu overlevende fru Varnæs’er?

HVORFOR skulle nogen i 2002 ønske sig at formidle dansk kunst til Maude og veninderne? Altså hvis vi ser bort fra at er konservative kernevælgere. Det er jo næppe et segment, der sætter gang i hjulene. Og det er heller ikke nogen piger, der vil ændre på tilslutningen til det europæiske fælleskab.
Man skal nok ikke lede efter en hensigt, endsige en målgruppe. For hæftet om dansk kultur er resultatet af et samarbejde mellem IKS og World Pictures, et firma, der udgiver glittede blade i ukritisk samklang med den selvfede og fantasiforladte danske møbelbranche. Når de har valgt at formidle dansk kultur som provinsiel og fise-fornem skyldes det ikke onde hensigter, men en uvidenhed opdyrket gennem mange års veltilfreds kedsommelighed. Det lover vel nok godt for fremtidens danske kulturformidling.

mam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her